Indledning | Artikler | Galleri | Links | Nyheder | Kontakt
     

Abekatten Special, 2002


For kort tid siden klatrede jeg en rute, som jeg fra velunderrettet kilde fik oplyst, aldrig har været klatret tidligere. Derfor spørger jeg forsamlinger hér, om de kender til andre bestigninger. Ruten hedder "Abekatten Special" og er beliggende i Danmark.

Jeg stillede mig for et par uger siden op i køen af skole- og børnehavesøgende unge ved klatremaskinen i Tivoli. Tilskyndet af min utålmodige familie skubbede jeg et par urin-lugtende småbørn til side, smed 20 kroner på disken og sagde til billetmanden og maskinpasseren:
-  Jeg vil have det sværeste, den kan gi!
-  Hm, ja, jeg har en bane her, den er kun for specialister. Den hedder "Eiger" og den går udad!
Jeg kikkede på data-skærmen. Der var flere ikoner.
-  Hvad med den dér, "Troldvæggen", er den ikke sværere?
Han kikkede mistroisk på mig, iført som jeg var i pæne sko og tøj. 
-  Joh, sagde han.
-  Og hvad med den der, "Abekatten Special", hvordan er den?
-  Der skal du sgu være mere abe end menneske. Den er der ingen, der har klaret endnu!
-  Sæt den på!

Publikums øjne hvilede tungt på mine rygstykker, og tilskyndet af konkurrencestemningen satte jeg power på med det samme - for ligesom at nå så langt som muligt inden armene eventuelt gik døde. Det var en fejl. Væggen er - som mange sikkert ved - blot 3 meter høj, og løber på rullende bånd. Men for at de stakkels unger ikke skal få fingrene i maskinen, er der følere, der registrer en utilsigtet passage af toppen. Dér var jeg i min anden bevægelse, advarselshornet båttede og maskinen stoppede. Jeg måtte en halv meter ned og så kunne turen forsætte.
  God greb afløste mindre gode (i alt fald når man er stive sko, uden kalk på urimeligt håndfedtet epoxy), og stejlheden tiltog til ca. 30-40 grader overhæng. Jeg indså hurtigt, at bedste teknik var grebelimination og semidynamiske kast efter de bedste jugs, for derefter at lade maskinen køre en ned i sikker afstand fra topfølerne. Det gav også den bedste publikumshyldest!
  Præcis som i ens barndom stoppede maskinen alt for hurtigt, men i modsætning til dengang, fik jeg applaus af billetmanden, mens han gentagne gange sagde:
-  Det har jeg fandme aldrig set før.
  Til alt held for min familie (eller mig?) blev der ikke givet bonus-tur.

Er der nogen, der kender Abekatten Special? Abekatten i Ålborg, måske?

 

   Indledning | Artikler | Galleri | Links | Nyheder | Kontakt TOP
Michael Hjorth
2003