Ruterensning i Narsarsuaq 

Jeg har syndet.

Voldtaget klippen, bragt fjeldet ned på mit niveau og dræbt det umulige. 
For et par somre siden tilbragte jeg flere måneder i Sydgrønland midt i fjeldfyldt område, men uden lejlighed til at klatre: Fjeldet omkring Narsarsuaq er rundbuet, løst og bevokset og eneste klatrefacilitet, som jeg kunne finde, var traversering af en gammel pejseskorsten i Hospitalsdalen.
  Lige indtil Teit Molter - et andet strandet bjergklubmedlem - nær-studerede en dynamitsprængt vejgennemskæring fra krigens tid. Efter lidt rensning åbenbarede der sig en travers med bevægelser fra femte til syvende grad. Men også en 12 meter høj, glat granitflade! Her viste der sig at være millimeterstore sidetræks-flager, mikro-lister og "smears". Men 5 meter oppe var det slut: Spejlblank.
  I mit job som logistikmand for Nunaoils mineralefterforskning, havde jeg en større maskinpark til min rådighed. Sofistikeret grej, med hvilket man muligvis kan fravriste fjeldet en smule guld. For eksempel en fem hestes vandkølet rundsav med diamantklinge.
  Det var lidt besværligt at hejse den plus vandtanken 12 m op på væggen, og det fremtvinger umiddelbart respekt, at Cesare Maestri i 1972 hejste en Atlas Copco kompressor 1200 meter op ad Cerro Torre. Men da vi (jeg og de fem heste) først var etableret, tog det kun et par minutter at save tre 5 x 1 x 1 cm huller / lister på strategisk velgennemtænkte steder. Jeg havde desuden 3 borebolte, der blev placeret på væggen som mellemsikringer, og som topanker på den grusdækkede top lavede jeg med rundsaven tre V-formede hakker, der akkurat passede til hver sin wirekile # 4, 5 og 6.
  For at gøre forbrydelsen fuldkommen og min fornedrelse total, malede jeg overskriften til denne artikel ved rutens fod.
  Må mine friends kamme over, mit reb blive trådt på og mit kalk blive vådt. 
(Men det er fandens god klatring, og ikke mindst topankeret er senere blevet retmæssigt beundret og gennemfotograferet af de amerikanske klatrere Tod Skinner og Paul Piana)

* * * * * * * * * 

Postscriptum:
I sommeren 2002 besluttede kommunalbestyrelsen i Narsaq, at en del af havnen i Narsarsuaq skulle fyldes op. Nærmeste klippe til produktion af grus var åbenbart ovennævnte vejgennemskæring, og min rute medsamt borebolte og wirerkiler ligger nu under 100 m vand i Tunugliarfik-fjorden. Tal lige én gang til om lokalbefolkningens ønske om landskabspleje og miljøforvaltning!