Dinas Cromlech i Llanberis Pass, Wales.
Linien i midten Englands berømteste rute,
Joe Browns 'Cenotaph Corner' fra 1952
"...we do not for one moment imagine that anyone will agree with us in our classification. This is hardly to be expected, when we cannot agree between ourselves!"
Abraham Brothers, 1906.
Rock Climbing in North Wales
Af alle forskellige graderingssystemer er den engelske den mest komplicerede, og formler som HVS 5b; E2 5b eller E6 6c synes umiddelbart uforståelige. Ud over at afspejle englænderes smag for kantede koder (se blot på deres postnumre), så afspejler systemet også til en vis grad den engelske klatretradition.
Det første engelske graderingsystem blev skabt af Owen Glynne Jones i slutningen af sidste århundrede, og i modsætning til det numeriske kontinentale graderingssystem, som blev udtænkt af Dülfer og Welchenbach, var det engelske oprindeligt et beskrivende system i fire grader:
a) Easy routes for beginners.
b) Moderate stiff routes.
c) The difficult climbs of the district.
d) Exceptionally severe courses.
Denne inddeling og udtrykkene, som blev brugt, svarer i hovedtræk til de, som bliver brugt i dag, hvorimod deres "absolutte" værdi ude på klipperne gentagne gange er ændret. Klippeklatring i England gennemgik nemlig i modsætning til klippeklatring på kontinentet en stadig udvikling i sværhedsgrad gennem 30'erne, 40'erne og 50'erne, og systemet, der grundlæggende var lukket, havde gentagne problemer med at klassificere de hårdeste ruter, i lighed med UIAA-systemets problemer i 70'erne. Løsningen var enten at nedgradere alle lettere ruter; at presse de vanskelige ruter sammen i øverste grad eller (sjældent) at sætte en ny grad på.
I 50'erne så den beskrivende helhedsgradering for en- og flerreblængders ruter således ud:
Easy (E)
Moderate (M)
Difficult (D)
Very Difficult (V Diff)
Severe (S)
Very Severe (VS)
Hard Very Severe (HVS)
Extremely Severe (ES el. XS)
Samtidigt opstod der i enkelte områder (bl.a. i Hugh Banners guidebog fra SV-England) en numerisk teknisk gradering for den enkelte reblængde. Denne kombination af helheds- og teknisk gradering blev forfinet og endelig accepteret i Peter Crews og Banners guidebog over Clogwyn du'r Arddu fra 1967, hvor ruter fra Severe og op tilføjedes en sværeste passagegrad fra 4 til (p.t.) 7, underinddelt i a,b og c (se Peter Harremoës' graderingstabel i DBK nr. 3,1991).
Problemet med at underinddele den efterhånden overfyldte XS-grad blev løst af Pete Botterill og Ron Fawcett i 1977: Alle extreme-ruter blev tildelt en "E-grad" med et nummer i en åben skala, d.v.s. E1, E2, E3,...til (på nuværende tidspunkt) E8. Dette passer tidmæssigt med åbningen af UIAA skalaen og indførelsen af grad VII i 1978 (direkte fremprovokeret af Reinhard Karls bestigning af "Pumprisse" i Wilder Kaiser).
Det engelske system er det eneste (foruden Kullens), som kombinerer helheds- og teknisk grad på korte ruter, hvilket stemmer godt overens med engelsk tradition. Her har risikofaktoren, bl.a. klippens kvalitet og muligheden for at placere kiler, indflydelse på helhedsgraderingen, hvorimod den tekniske gradering blot afspejler rutens vanskeligste punkt, set helt isoleret. Andre landes systemer mikser disse to begreber i ét tal, med hovedvægten liggende på den tekniske grad, fordi risikofaktoren ofte er lavere.
I takt med, at også England har fået risikofrie boreboltsruter, viser deres system sig ikke helt at slå til. I flere tilfælde ses det, at boreboltsruter og "dødsruter" graderes ens; de første graderes helhedsmæssigt højt, fordi de er vedvarende og pumpende; de andre fordi man dør, hvis man falder af! Ikke just sammenligneligt, hvilket da også har medført, at boreboltruterne nu ofte graderes efter fransk system.
Lignende svagheder anes, som det blev fremført af Lars Lysgaard i sidste nummer, også på Kullen (hvis graderingssystem som bekendt er hentet hertil fra England af Martin Tomlinson). På langt de fleste ruter fungerer systemet (både Kullens og det engelske) dog upåklageligt og giver værdifulde oplysninger til klatreren.
Yosemite Decimal Grading
Nu står englænderne ikke alene med et kompliceret system: Amerikanerne kan også være med. Hvad med denne kode for en bigwall i Yosemite: VI 5.10d A3 ?
Romertallet angiver tidsforbruget på ruten: I-III tager nogle timer; IV-V op til en dag; VI flere dage. Tallet før punktummet er en slags alvorlighedsgrad: 1-4 er vandring og scrambling uden reb (soloklatring omtales ofte som "third-classing", også hvis det er af en 5.12-rute); 5 er egentlig klatring. Tallet efter punktummet er den tekniske grad, hvor 1 er helt let klatring og 14 det p.t. vanskeligste på den åbne skala. Efter 10 underinddeles i a,b,c,d (på østkysten i + og -). A er den sædvanlige artificielle gradering, AO-A5. Spørgsmålstegnet er mit.
Australien
Fra 1 til p.t. 32. Ingen plusser eller minusser. Ikke så meget fis. Til gengæld er alt over 23 ren "sandbag" (uoversætteligt udtryk for snyd og underdrivelse), ifølge en newzealænder, der for nyligt besøgte klubben.