Indledning | Artikler | Galleri | Links | Nyheder | Kontakt
     

 

Et gammel billede (vinteren 1985) af forfatteren på Josefinelystoverhænget

Kullen, 2003


Rune Klausen og jeg var på Kullen i midten af januar. Det var godt. Af flere grunde. For eksempel fordi én af ruterne, som jeg førte, tilhørte kategorien: 
-  Jeg er ikke glad for, at jeg gjorde det, men jeg vil helt sikkert gøre det igen!

Vi kommer i god tid. Direkte over for rødt ved færgelejet, op ad den opklappende rampe og ind i køen efter kaffe. 
  Kl. 09.15 står vi på Kullen i, hvad jeg vil kalde den næstbedste vejrtype for Kullen-januar-klatring. Den bedste kender vi; frossen nordenvind, blå himmel og varm klippe på Carsten. Vi derimod har tør søndenvind, plus fire og læ på nord. 

Josefinelyst
Så få øjeblikke senere står ved det frønnede træ-gelænder over Josefinelysts fine overhæng. Der er ingen grund til at gå som katten om den varme grød, så Rune springer elegant og direkte på den bedste og vanskeligste rute, Overhænget. Respekt for udspillet!
Let bliver han suget op ad rampen mod taget, men 2 meter under stopper han. Jeg kan ikke rigtigt se ham, men det var heller ikke nødvendigt. Jeg har været der selv og ved, at man lider. Ingen steder at sætte højre ben og kulden presses fysisk ind i fingrene. Men Rune kommer op, får hanglet rundt om hjørnet til højre og op af den mossede topvæg. Jeg følger efter, og kan kun gentage: Respekt!
  Min tur, og valget er let. Det højre af de to riss på hovedvæggen. Husker ikke, hvornår jeg gjorde det sidst, husker kun, at jeg intet husker af ruten. Den er god. Vedvarende og hård jamming af fingre og hænder. Sidstnævnte er det bedste i den slags temperaturer. Man kan se, at hånden ikke kan falde ud, hvilket er en fordel, når man nu ikke længere kan mærke den. Temmelig u-kullensk rute. Og hurtigt videre. 

Ribars Tårn
Rune skal kun presses lidt for at tage Nordvæggen. "Jeg kan også tage den," siger jeg bare. 
Op glider han uden stop, og snupper den "nye" afslutning til venstre, som giver bedre, længere og mere vedvarende klatring. Men nu er vi også blevet varme, og graden var et hak eller to lettere. Men det er godt, at Rune tog den, for så har jeg frit valg til den næste: Psilocybe oppe i ravinen til venstre. Jeg har unægtelig en vis forkærlighed for Kullen, og når det skal være, så kan det lige så godt være rigtig kullensk. Dvs. udefineret, lidt løst, men til gengæld dårligt sikret. Jeg har et stribe ruter, der kandiderer til Kullens mest Kullenske ruter, og Psilocybe er en af dem. Jeg har vel klatret den et par gange siden Martin Tomlinson gjorde den i begyndelsen af '80erne, og selv om flere vil råbe: "Løgn!", så fastholder jeg, at jeg ikke husker bevægelserne. Desværre. 
  Jeg er på røven hele vejen op, og jeg forskrækker Rune flere gange undervejs. Som der, hvor min venstre fod glider på lidt fugtig lav samtidigt med, at venstre hånd gør det sammen på en sloper. Resultatet overrasker næppe nogen: Ladedør! Men heldigvis presser min højre læg sig mod et fremspring og stopper svingturen. Så godt, at jeg næsten kan lave nohands & left foot rest i den let overhængende rute! Temmelig mange etter og toer-kiler senere når jeg topblokken, blot for at se, at den er helt frasprængt, og at de sidste tre kiler sidder i den. 
En af de ting, der fascinerer ved Nordvæggen og Psilocybe, er, at begge ruter er upåagtede milepæle i Kullens klatrehistorie. Nordvæggen blev klatret i 1971 af Robin Barley (som har sat sine spor overalt i verden fra Washington State, England, Sydafrika og til New Zealand og Australien) og Peter Christensen. I 12 år var den Kullens vanskeligste rute, og det fortæller mere om stagnationen i Dansk Bjergklub, end det fortæller om Nordvæggen. Først da Martin Tomlinson dukkede op fra England og spurgte mig og andre: "Why haven't you put up a route there?!" (and there and there ...?). I 1983 blev Psilocybe klatret af Martin (og navnet inspireret af de svampe, han også introducerede for os), og Nordvæggen blev for altid nedgraderet til den udmærkede, men også temmelig lette rute, den er. 
  Rune snupper Nordøstkanten (I ved, den med guillotineblokken, der nægter at falde ud), og så ligger Vandflyvervæggen lige for.

Via
Der er koks i logistikken, vi har kun et reb med. Derfor må vi starte for foden af Vandflyvervæggen, og vil næppe kunne nå begge væggens gode ruter, Hjørnet og Via inden det bliver mørkt. Vi tager Via. Rune får første længde med dens lidt bøvlede hjørne-traverser mod højre. Mens han smyger sig igennem, udtænker jeg, hvordan vi skal undgå at gå tilbage ned ad den lange våde græsskråning i friktionssko. Min rygsæk, indeholdende Runes og mine bjergstøvler, 3 liter vand, kaffe, regntøj, kamera and what do I know, har jeg på. Runes rygsæk stillede jeg helt nede ved vandet under traversens sidste meter, og mig selv binder jeg ind i midten af rebet. Da jeg når op til standpladsen er det bare at hive hårdt hjem i rebet. Sækken svinger sig elegant et par cm over vandet og - patz! - ind i væggen under os. Op med den, og op med mig på anden længde. For at spare tid og for at fastholde illusionen som hardman, beholder jeg sækken med Runes støvler med mere på ryggen. Liiiidt hårdt at semi-laybacke op ad Kullens smukkeste femmer-diedre, men det var for intet at regne mod det syn, der møder mig to tredjedel oppe: Guano! 
  Aldrig har jeg noget sted set så meget lort samlet på så smalle hylder. Hvordan det er muligt og hvilke fugle, der er i stand til at skide stående så udsat, er ikke til at sige. Kan de have hørt om Søren Smidt? Jeg er dog sikker på, at vi her har nået grænsen for, hvad der er menneskeligt muligt at klatre. Jeg tænker ikke på lugten og ubehaget alene. Nej, friktionen ville havde været ikke-tilstedeværende, og jeg bailer ud. Travers mod højre, og over i ruten ved siden af. Det oplivende element er, at jeg aldrig har gjort denne rute, og at det ikke er her, man normalt traverserer over i den. Så jeg får mig en personlig nybestigning og et godt kick af at skulle laybacke lidt mere, og lave høje benløft (uldfrotte-long-johns mod Lowe-trekkingbukser spiller ikke sammen) med sur sæk og tiltagende mørke. Fornemmelsen af epic fortaber sig dog, da jeg sidder på toppen i det bløde græs og af lungers kraft råber:  
-  Oppe!

Originalen
Egentligt er det jo Runes tur. Men nu bailer han ud. Så jeg får hans tur. Nede på Kullamandens. hænger en solo-svensker i fuldstændig mørke og bander over sine egne overbankede bolte i A3-ruten. Vi kan akkurat ane, at hele døren er fyldt med is og den normale indstigning er out of conditions. I lampens sprøde skær fedter jeg mig op over småløse ramper under North Post, inden jeg kan traversere tilbage i kendt terræn. Herefter er det plain sailing, og der er kun hån over for svenskerens spørgsmål:
-  Har Ni tänkt Er at stanna kvår hela natten?!
  5 minutter efter er det overstået, og vi kan vende Alfa-køleren mod Skäret, hytten og julesnapsen hos Henrik Bruuns og Jens Søndergårds noget sene julefrokost og aid-kursus. 
En god måde at misbruge sin lørdag.

 

   Indledning | Artikler | Galleri | Links | Nyheder | Kontakt TOP
Michael Hjorth
2003