Klaus Preisler i 15 reblængde

Klaus på 22. reblængde, Mongejura. 
Raumaelven i baggrunden

Mongejura, Romsdalen
Maj 2002
Klaus Preisler

Jeg kigger ned på rebbunken, der er 4-5 meter tilbage. Michael forsvandt ud af syne efter ca. 25 meter. Vinden er tiltaget meget. Der er et stort overhæng og en arete plus ca. 40 meter reb imellem os. Kommunikation er derfor ikke muligt på dette tidspunkt. Gad vide, hvordan situationen ser ud i den anden ende af rebet. Klokken er ca. 20.30, 1 time tidligere sad jeg og kiggede veltilfreds tilbage på de sidste 16 timer og 21 reblængders klatring, som vi havde udsat os selv for. Jeg troede næsten, at turen var overstået.
  Det hele startede med, at jeg forsigtigt forhørte mig om Trollveggen på bjergklubbens debatforum. Michael Hjorth tangerede sin sædvanlige responstid på den informationskanal og havde på meget kort tid overbevist mig om, at det var en dårlig idé, men at Mongejura's Sydpillar ville være et rigtig godt alternativ. Desuden var han villig til at være makker på en blitz-ekspedition til Romsdal.
  Klokken 03.00 vågnede jeg ved lyden af Michaels ur, som bipper et sted ovre i nærheden af hans sovepose. Vi ligger på parkeringspladsen ved en lille kirkegård tæt på tilgangen til Sydpillaren af Mongejura. Biplyden stopper igen. Der er ingen reaktion fra Michael, som ligger med hovedet nede i soveposen på denne kolde maj- morgen i Romsdal. Jeg blunder et øjeblik. Da klokken bliver 3.30, tager vi os endelig sammen til at stå op. Et par hurtige ostemadder og 2 liter vand til morgenmad. Grejet i rygsækken og afsted gennem skoven til starten af ruten. Første reblængde tages med nu vi er igang. Anden reblængde er en 3. grads travers til en hylde med en gammel bladbolt. Herfra går en kort, men dårligt sikret 5+, spookie.
  Efter en lang travers, som vi parallelklatrer, fortsætter jeg op af næste reblængde. Jeg har ikke så meget udstyr med, 3 kiler og en friend. Michael har topoen, men det ser nemt ud, så mon ikke det går an. 30 meter oppe synes jeg, at ruten viser en smule tænder. Vi bliver enige om, at jeg skal nedklatre og tage noget mere udstyr med. Da jeg kommer ned kigger, vi på topoen. 5- står den til. Ups! Op igen, denne gang med fuldt udstyr og faktisk syntes jeg ikke, at det er så nemt. Sjovt, hvordan ruter ofte synes svære, når man har udstyr nok med. Usikret klatring gør altså et eller andet ved koncentrationen, som får det hele til at virke lettere.
  Michael fører den første 6. grads reblængde. Et stort overhæng, som omgås venstre om, op af en væg og op til en løs flage og et offwidth riss. Michael går det i fint stil. Jeg følger efter og klarer mig OK, indtil jeg når op til risset, som er sikret med en friend ca. 1,2 meter inde. Desværre er min arm ikke så lang, og med rygsæk på kan jeg ikke nå derind. Som om det ikke var svært nok i forvejen, skal jeg nu klatre op til næste sikring, tage den 8 kilo tunge rygsæk af, sætte den i sikringen, klatre ned igen, tage sikringen ud, klatre op til rygsækken igen, tage den på og fortsætte det sidste stykke layback op til standpladsen. Ved sidste punkt må jeg give fortabt. Med ca. 300 meter under mig ned til dalen smutter min fod af. Mine hænder slipper og Michael får lejlighed til at få sin standplads testet. "Nej!!", udbryder Michael, da han meget pludseligt bliver tvunget til at indtage en mindre behagelig sikringsposition. Jeg ryster armene en gang og klatrer det sidste stykke op til standpladsen.



De næste 3 reblængder er 4.-5. grad, vi klatrer dem i jævnt tempo uden store problemer. Herefter kommer en 50 meter eksponeret 6. grads passage. Michaels tur til at føre. Heldigt for mig. Rigtig flot klatring på små friktionstrin og sidevendte greb, herligt! Yderligere 3 reblængder af 4.-5. grad og vi kommer til en hylde ca. midtvejs oppe af ruten. Her er topoen klippet over, og det er derfor lidt svært at finde ud af, hvor næste reblængde starter. Jeg spiser halvdelen af min chokoladeration og drikker en halv liter vand. Efter nogen søgen finder vi endelig starten, som er en hylde 2 meter oppe, som skal traverseres, hvorefter der skal fortsættes op af nogle slabs.
  Efter en lidt løs 5. grads reblængde, er vi fremme ved rutens 3. og sidste reblængde af 6. grad. Denne gang er det min tur til at føre. Der er 3 varianter, som alle er 6. grad. Nogen har nok forsøgt at finde en nemmere vej op. Jeg vælger den midterste, som er en diedre, da den er mest oplagt. Den venstre side af diedren er let overhængende med en kant ca. 1 meter ude, og den højre er let slabbet med små mikrotrin. Der er et 2-3 cm riss inde i bunden. Det går fint, indtil den højre side bliver stejlere og trinene forsvinder. Jeg sætter en god friend inde i risset og gør mig klar til cruxet. Med fødderne ca. 1 meter over min sikring syntes jeg for alvor, at det begynder at blive svært. Jeg prøver forgæves at sikre, men må give op. Jeg kan ikke holde min nuværende position særligt længe og kan ikke se nogen gode greb den næste meter. Kun en ting at gøre. Fortsætte, den er jo kun 6. grad! Med det sidste jeg ejer af kræfter, kæmper jeg mig endnu 2 meter op, før jeg er istand til at placere vægten så meget på benene, at jeg kan sætte endnu en friend. Ahhhh! Solen skinner og cruxet er redet af. Ca 25 meters 5. grad og jeg har standplads på en hylde. Herefter 3 reblængders 5. grad og vi er fremme ved det stygge overhæng.
  Ifølge topoen skulle der være en "skjult rende" oppe ved overhænget. Efter en travers frem og tilbage til en hylde med løs og rådden klippe, konkluderer vi at ruten må forsætte lige op, og at den skjulte rende ikke kan ses fra standpladsen. Så ville det jo heller ikke være en skjult rende! Stykket over os ligner bare ikke 4+ og overhænget ligner nærmere 6+. Michael bruger en lang række ord, som jeg ikke vil gengive her af hensyn til bladets læsere. Derefter starter han beslutsomt op at væggen. Det ser ikke nemt ud. Michael udstøder et forskrækket "arrggh", og jeg mærker, hvordan alle mine sanser igen på et 1/10 sekund skærpes, mens jeg gør klar til at holde styrtet. En lille blok suser forbi 3 meter til højre for mig. Puha, intet styrt i denne omgang. Michael fortsætter og forsvinder snart bag en kant oppe af væggen. Meter for meter forsvinder fra min rebbunke, mens jeg sidder spændt og venter. Dette er ikke en del af ruten.
  Standplads! bliver der råbt et sted deroppe fra. Det lyder i hvert fald sådan. Anyway, der er mindst 6-7 sikringer deroppeaf, så hvis jeg nedlægger min standplads og begynder at klatre, kan jeg jo se, om der bliver taget reb ind. Til min store glæde erfarer jeg, at det gør der. Væggen, som jeg klatrer andenmand på, er ikke 4+. Nok nærmere 5+. Jeg fortsætter rundt om kanten og op til overhænget. Der er mange løse greb på denne passage. Jeg følger med mistro rebbet ind en lille diedre, som går op i overhænget. Jeg bemærker, at det er 5 meter siden, jeg sidst tog en sikring ud, og jeg ser, den næste sidder 2 meter oppe i overhænget. Respekt, Hr. Hjorth! Jeg er nu lige under overhænget. Der er masser af store greb, men alt virker hult og løst. Jeg tager mod til at forsøge at forcere. Med fødderne godt inde under mig og 8 kilo på ryggen, finder jeg endeligt et jug med højre hånd. Jeg trækker og en 30-40 kilo blok havner i skødet på mig. Desperat griber jeg efter et andet greb. Endnu et jug. Shit, jeg skulle have trænet flere pull-ups! Med et hint af elegance svinger jeg begge fødder ud fra væggen for at komme af med blokken, som ligger på mine ben. Klonk, siger det og på magisk vis ligger den sig til rette på en flage, som stritter ud fra højre. To træk mere og overhænget er besejret. Endnu bedre Michael sidder 4 meter længere op med et stort smil på. Jeg komplimenterer ham for reblængden. Han ryster selv på hovedet og siger noget lignende, "Ja, og jeg har endda børn ...". Jeg klatrer en enkelt 3. grads hylde til hylde reblængde, og vi beslutter at tage os ud og gå solo det sidste stykke. Der er 2-300 meter 2.-3. grad til toppen.
  Endelig står vi på toppen. Klokken er ca. 22, da vi starter nedstigning. Ned af en sneskråning, op af en lille bakke og just på den anden siden ligger den rende, som vi skal bruge til nedstigning. Mørket nærmer sig, og da der ligger løse sten omkring det abseilreb, som Michael rigger til, vælger jeg at gå udenom endnu en lille forhøjning for at komme ned i renden længere oppe. Jeg finder et sted, hvor jeg kan komme ned til et punkt 2-3 meter over snerenden. Sneen ser hård og isset ud. Solens opvarmning af klippen har forårsaget, at der går en temmelig dyb sprække hele vejen langs klippen. Der er en tydelig slidske inde midt på den ca. 4-5 meter brede snetunge. Jeg tager springet og lander næsten inde på midten af renden. Til trods for at jeg forsøger at bore hælene godt ned i sneen ved landingen, er jeg ikke i stand til at stoppe umiddelbart efter min landing. Indenfor nogle sekunder glider jeg sammen med nedfaldne blokke og løs sne ned gennem renden i meget høj fart. Sneen står ud til alle sider fra mine sko og albuer, som jeg desperat forsøger at sænkne farten med. Hældningen på skråningen aftager en smule og efter ca 2-300 meter lykkes det mig at stoppe.
Jeg kigger op for at se, om jeg kan få øje på Michael længere oppe i en af de andre forgreninger i renden. Der er intet at se. Solen er gået ned og mørket breder sig hurtigt. Jeg kigger ned i dalen gennem renden. Heller ingen at se. Underligt. Var jeg virkelig så lang tid om at komme op over forhøjningen og ned på sneen, at Michael kan være nået så langt ned, at jeg ikke kan se ham? Der er stadig ca. 1000 højdemeter ned til dalen. Okay, mørket er på vej, videre gennem renden i høj fart, ned gennem blokmarken og til sidst gennem et lille stykke skov, før jeg når en lille markvej. Herfra er der kun et par kilometer tilbage til bilen.
Klokken er 00.15, da jeg kommer tilbage til bilen. Michael er ikke kommet tilbage endnu, og han har selvfølgelig nøglen til bilen! Jeg bliver en smule bekymret. Sidst jeg så ham, var han på vej ud over kanten ned til snerenden med løse sten 1200 meter oppe. Jeg sætter mit ur til at ringe kl. 01.30, finder min bivibag frem af rygsækken og ligger mig i den på P-pladsen. Hvis han ikke er vendt tilbage, inden uret ringer, er jeg nødt til at gå tilbage og lede. Klokken 0.50 bliver jeg vækket. Job done. 22 timer op og ned. Nu mangler vi bare 1000 Km hjem og vejen er rimelig tom på dette tidspunkt.
  Alt i alt en fornøjelig tur. Der er tre slagbolte i hele ruten. Ruten indeholder meget varieret klatring og kan helt sikker anbefales, dog skal det siges, at hvis ruten skal klatres på een dag, skal der holdes en god fart og gåes langt mellem sikringerne på nemme passager.