Bigwall.dk logo (klik til forside)  
  Indledning | Artikler | Galleri | Links | Nyheder | Kontakt
     
 

 



Trollveggen ligger i skyggen midt i billedet.
 1000 m lodret gråsten. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Peter HarremoŽs på vej mod indstigningen 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Seksplus i Great Wall 

 

 

 

 

 

 

 

 

Peter på Narrow Slab / Trangsvaet  

Trollveggen, 1992
På weekendtur med MoŽs

Gallery with english text


Det hele begyndte med, at jeg midt i ugen ringede til Peter HarremoŽs for at aflyse vores projekt:
-  Du MoŽs, jeg har fået noget arbejde i juni, og jeg får ikke tid til at lave Troldvæggen.
-  (lang tavshed).
-  Vi kan måske lave den i august?
-  (længere tavshed).
-  Peter?
-  Hvad skal du lave i weekenden?
Jeg vidste med det samme, hvor han ville hen. Peter havde den idť, at man kunne tage toget til Åndalsnæs i Romsdalen fredag aften, klatre 1000 m lodret gråsten lørdag og søndag og være hjemme på jobbet mandag morgen. 
Jeg kunne allerede høre den lille filur fryde sig over sin skøre idť.
-  Jamen 'MoŽs, det er maj måned, og der er da alt for meget sne på væggen!"
-  Jeg ringer lige op til fjeldcentret i Aak og hører om forholdene", sagde Peter, nu i højeste gear.
  Peters besættelse af Troldvæggen er efterhånden legendarisk. Første forsøg med Claus Søe druknede i regn. Det andet kom aldrig af sted, da hans klatremakker Vivi Hansen vred foden om inden, og det ambitiøse projekt sidste sommer med Søren Smidt og Jan Nicolaisen stoppede brat, da Jan fik en sten i ansigtet.
  Også Troldvæggens ry er legendarisk: Løse sten, dårligt vejr og 1000 meter høj. Jo hurtigere man er oppe, desto færre sten får man i hovedet, men Peters krav om tempo var nok ikke alene et ønske om sikkerhed (eller at være på arbejde mandag morgen); det var i lige så høj grad en diskret sportslig ambition der, om end lidt skør, var al ære værd. Blot ville det kræve, at vi skulle klatre den engelske "Rimmond" rute, væggens letteste, for at kunne nå det. Jeg var på den anden side mere interesseret i "Svenskeruten", som følger en stejlere og mere direkte linie, og som nu er den mest populære på væggen.
Kort efter ringede Peter:
-  De har haft hedebølge i to uger, og væggen er helt fri for sne. Men der løber vand i Rimmond."
-  Så tager vi Svenskeruten. Det er bedre klatring, og vi har ikke noget vi skal nå!"
-  Ja, det må vi vel så. Der går et tog klokken 20.30 på fredag. Hvis vi hver tager noget klatregrej og noget mad så kan vi sortere i toget."
-  Vi ses i overmorgen aften på Hovedbanegården. Hej!"

Helikopter?
Vi var et umage par, som vi gik der lørdag eftermiddag langs Rauma-elven på vej mod væggen: Jeg havde en torpedo af en hejsesæk, båret i min sædvanlige panderem, og Peter havde sin lille slidte tursæk med kilerne over den ene skulder, rebet over den anden og en brun papirspose i hver hånd.
  Troldvæggen er kun en lille del af Trolltindernes 1500 - 1700 meter høje nordvendte barriere mod Romsdalen, og det er først, når man til fods bevæger sig mod den, at man opfatter, hvor kolossal den er. Langsomt, kun langsomt ændrer perspektivet sig, og formationer langs dens fod, som man troede nære, viser sig at tage halve timer at nå.
  Vi bivuakerede i skoven umiddelbart under den 800 meter høje ur, som fører op under Trollryggen til starten af både Rimmond og Svenskeruten, og søndag morgen klokken 4 var vi klar. Provianten til de tre dage, vi regnede med at bruge, bestod af kiks og ost, et par fiskedåser og en rulle nøddepålæg. Plus 6 liter vand. Desuden havde vi regntøj, bivuakposer og et almindeligt sæt klatregrej. På fødderne løbesko.
  De 800 meter ur gik let. Første del var fast og den (iflg. MoŽs) horribelt løse øverste del var dækket af hård sne, som gav et rimeligt godt fæste for løbeskoene. I forlængelse af uren lå Introslabbet, der med halvanden hundrede meter delvis snedækket fire- og femmerklatring var et skrapt adgangskriterium til selve væggen. Talrige vandfald fra det stejle snefelt ovenover og vores svenske topo-rutebeskrivelses mørke zigzag-pile angav tydeligt, at Introslabbet ikke var stedet for rast og filosofiske tanker om naturens storhed. Vi skulle videre, og det hjalp en række mere eller mindre frønnede fixreb os heldigvis med.
  Da vi efter en 70 meter lang ubehageligt usikret snetravers i sammenbundne reb (med en kilepirker som eneste troværdige bremseredskab) nåede starten af Svenskeruten, spidsede vi ører:
- Chop-chop-chop, lød det, og jeg nåede lige at tænke, at det da var et underligt sted og tidspunkt for en helikopter, før en sofabordsstor roterende blok slog ned øverst på Introslabbet med et brag, efterfulgt af applauderende ekko fra alle væggene. Så vidste vi i det mindste, hvordan det lød, når troldene kastede sten ud fra kanten 1000 meter oppe.


Mod Nickhylden
Det var min den første længde: Travers mod venstre forbi et par mindre rygge og render mod kæmpediedren, vi skulle følge de næste par hundrede meter. Hvor rart det var at være igang: Morgensolen var her stadig, klippen var rimelig god og klatringen behagelig femmer. Vores slynger bar dog med deres korthed præg af både min og MoŽs' hang til sportsklatring, og rebtrækket tog til for hver meter. Topo'en fortalte mig, at standpladsen lå rundt om et hjørne til højre for den smalle diedre, jeg befandt mig i, men da jeg vil trække rebet op til en højt placeret kile, der skulle sikre min travers, manglede der 10 cm; jeg kunne med al min kraft ikke løfte det derop. 
-  SLÆK!, råbte jeg for fuld hals.
  Ingen forskel.
-  SLÆK!!!
  Kort efter, ganske svagt:
-  Du er ude!
  Hurtigt gik det op for mig, at Troldvæggen ikke har den bedste akustik, men nu var rebet frit, og selvom jeg ikke havde nået den officielle standplads, måtte jeg hellere lave en hurtigst muligt. Så kunne Peter som straf for sit tunghør få den næste reblængde på 4 meter. (Langt senere fortalte han dog, at han i sin tvivl om mine hensigter nok havde råbt "ude!", men stadigt holdt mig inde).
  Gennem fire reblængder stemte og bridgede vi os op i et jættestort øksehug af en rende/diedre. Klatringen besværliggjordes hele tiden af, at hvert greb og hvert trin var dækket af fint sand og grus, som var smeltet frem fra den sne, der umiddelbart forinden var forsvundet. På alle hylder lå sten og blokke i ustabil ligevægt, og ikke så sjældent fik vi det indtryk, at klippen kun sjældent havde været klatret, for selv åbenlyse greb og trin var ofte løse. 
  Umiddelbart inden Nickhylden, den første store bivuakhylde, kom vi tvivl om retningen. Topo'et sagde lige op gennem renden, men de spor, der var, bar ud til højre mod Nick, 15 meter væk. Jeg forsøgte lige op: Bridgede gennem et overhæng, hvor en dårlig friend 31/2 fandt plads. Videre op i diedren, hvor alle riss var blinde eller fyldt med jord og græs. Med pirkeren fik jeg gravet plads til en mellemstor kile, men da jeg rykkede den til, havde vi balladen: Den ene side af risset faldt ud og en blok på 3-4 kg skrabede ned over min hånd for at finde hvile oven på mit lår. Peter dukkede sig under overhænget, mens jeg lirkede en ny kile ind, så jeg i nogenlunde sikkerhed kunne kaste blokken forbi vores rebbunke på hylden nedenunder. Var vi de første her? Eller var andre klatrere så drevne, at de kunne gå 10 meter sekserklatring uden sikring?

Ruteskift
Ved Nickhylden løber Rimmond og Svenskeruten sammen for at følges ad op gennem Great Wall. Reblængderne her er med seks og seksplus Rimmond-rutens sværeste og samtidig nogle af de bedste.
  Peter tog den første seksplusser og fra min standplads på rendens modsatte side, havde jeg god mulighed for at nyde hans elegante løsning af problemerne. Det gik hurtigt, men da han havde lavet standplads, opdagede vi, at jeg havde glemt at give ham hejserebet til sækken. Naturligvis kunne jeg ikke klatre seksplus med to rygsække, men problemet kunne heller ikke løses blot ved at jeg tog rebet med op, for der var ingen hylder at stille sækken på, så den kunne hejses op uden assistance nedefra. Eneste løsning var at hænge den op i en skyhook, fæstet på et lille fremspring (og for alt i verden ikke skubbe til den eller smide sten ned på den), og med rebet at hægte den af, når jeg var nået op.
  Næste længde var et 50 meter langt, perfekt seksminus jammeriss. Bombefast og villig til at æde hvilken som helst sikring jeg fik lyst til at lægge. Håndjam fulgte håndjam; skoene på sned i det ru riss eller på lister på den lodrette væg. Bag mig og under mig en overvældende eksponering og ind imellem en altoverdøvende larm fra islavinerne på Fivaruten. 
Peter var knapt så heldig, da han på de næste fyrre meter plukkede grebene som moden frugt. Efter Black Cleft, en kedeligt udseende fugtig kamin, der dog viste sig at give fin og let klatring, nåede vi en lille græshylde. Klokken var 23, solen skinnede igen ind på os, så hvorfor ikke udnytte denne fredfyldte plet til dagens første spisepause? Med et drilsk blik i øjet fremdrog MoŽs fra dybet af proviantsækken en lille overraskelse: En kokosnød! Og den havde vi slæbt 17 reblængder op ad Troldvæggen. Jeg havde nær foreslået, at vi for at få hul på den smed den ud igen.
  Vi havde, rent afstandsmæssigt, nået halvvejs gennem væggen, men hvis vi fortsatte i Svenskeruten, havde vi stadig det vanskeligste foran os: Gråvæggens 200 meter lodret rissklatring med fire syvminus-passager. I vores nuværende tempo ville det kræve mere end en dag, før vi ville være oppe. 
-  For mig er det vigtigst, at vi klatrer Troldvæggen. Ruten er underordnet. Hvis vi fortsætter ad Rimmond, kan vi være oppe i morgen eftermiddag, sagde MoŽs.
  Jeg kunne kun være enig. Herfra, hvor vi sad, kunne vi se det meste af Rimmond. Den fulgte en række fine slabs og ramper diagonalt op til venstre, med overhæng over og overhæng under. En logisk linie og en flot løsning, fundet i 1965 af den engelske klatreklub "Rimmond", med blandt andre Tony Howard, grundlæggeren af TROLL-firmaet, som en af de drivende kræfter.
  Det var ikke MoŽs, der dikterede en bivuak. Det var heller ikke natten; den var så lys og frisk som ham. Hvad jeg ikke var, så jeg fik ham overbevist om, at to timers søvn ikke ville sinke os alvorligt.
  Klokken halvtre vågnede jeg tænderklaprende. Peter sad i stoisk ro og kikkede ud på horisonten, hvor solen kort efter dukkede frem bag Romsdalshornet, og efter at have gumlet et par tørre mŁeslikiks fra vores alt for righoldige proviantsæk, bar det opad.
  Flake Crack var min. Akavet kamin. Hvor jeg hader dem! Med back-and-foot blev jeg hurtig våd i nakken, og ved en klemblok øverst sad jeg fast. Fra et overhæng 30 meter oppe dryppede det hvert tiende sekund med et lydeligt klask på min hjelm. Kinesisk vandtortur? Jeg måtte ud af det hul! En lang slynge om blokken, en hånd i, så en fod i, og jeg var oppe i fredfyldt sollys.
  Narrow Slab, som føromtalte rampe kaldes, var fin, fast og fri. Tre længder femplus til seks, med en besværlig passage midtvejs, hvor en række fejlbolte førte Peter en tung vej gennem et overhæng. Mens han baksede med dette, så jeg fra overhængene over en meterstor blok dukke op i den frie luft. Lydløst passerede den mig 20-30 meter væk, for langt senere igen lydløst at ramme sneen for foden af væggen. Hvor var det dog herligt at befinde sig på en stejl væg!
  Slabbet var slut og vi skulle gennem det længe overhæng, der to tredjedele oppe skærer alle Troldvæggens ruter. Også Arch Wall til venstre for os, klatret af Drummond og Drummond i 1972, og målet for Peter, Søren og Jan sidste sommer. Ed Drummonds beretning "Mirror Mirror" i "Mirrors in the Cliffs" fortæller lidt om, hvordan Troldvæggen også kan være, når vejret er anderledes end den romsdalske hedebølge, som nu vi oplevede.
  Vi skulle ikke over noget. Slabbet var skrumpet ind til en halv meter bred rampe, hvorpå man i en afsindig eksponering kunne krybe under de værste udhæng. Alt var vådt og mosfyldt, og en række bolte fortalte om Tony Howards artificielle kamp for 27 år siden. Peter tog den, og det var jeg glad for.
  På hylden over lå mærkelige efterladenskaber: En enlig plastdobbeltstøvle, og i væggen over en splinterny Petzl-borebolt. Ekstrem vintersportsfriklatring? Hurtigt gik det op for os, at det stammede fra redningen af Phillip Thornhill i 1989, som under et forsøg på første vintersolobestigning af Trollvæggen, efter 31/2 uge brækkede benet. Først efter to dage fik han kontakt til dalen. Et storstilet redningsarbejdet blev sat i kraft, hvor Thornhill med stålkabel blev hejst op over de sidste 300 meter stejlvæg. (Se Lone Madsens artikel i DBK 2.89).

Is!
Vi var sluppet ud af det værste, og stod nu under toprenderne, som ifølge Peters næsten ulæselige topo i 6-7 reblængders overkommelig klatring skulle føre til toppen. Sidst på eftermiddagen - no worry!
  Lots of worry! Der løb en to meter bred sne- og istunge i bunden af renden, så langt øjet rakte. Så bred, at vi ikke kunne bridge over, og effektivt dækkende bolte og sikringsmuligheder.
  På en af Peters længder gik han til angreb med kilepirkeren. Ederne kom dybt fra hjertet, bare fødder i små friktionssko skred hjælpeløst ud, panikken var nær. Efter 15 meter sluttede istungen, og begge troede vi på fri bane, men bare 10 meter længere oppe hørte jeg ham bag et hjørne med næste grådkvalt stemme sige, at isen var tilbage.
  Rebet i mine hænder transmitterede al nervøsiteten: Op og ned gik det, sitrende, stakato-rystende. "Standplads!" råbte han efter 25 meter. Fuld af forudanelser fulgte jeg efter. Peter havde etableret sig umiddelbart under et bredt ispanser, som fuldstændig spærrede vejen gennem diedren. Jeg måtte ud på væggen til venstre, ingen sikringer, men til gengæld kunne jeg jamme hænder og fødder i den 10 cm brede revne mellem is og klippe og det gik overraskende nemt at komme forbi og op i en perfekt stemmediedre til Rimmon-klatrernes sidste bivuak, nu i strålende aftensol. Hvilket også gjaldt mit humør. Jeg havde løst et svært problem lettere, end jeg havde troet, og der burde kun være en let reblængde til toppen.
Peter forsvandt rundt om hjørnet og langsomt vendte mit humør. Hvorfor gik det så langsomt? 
-  Er det svært? råbte jeg til Peter, som jeg ikke kunne se.
Han kunne ikke finde vejen, råbte han tilbage, hvilket jeg havde svært ved at forstå. Kanten måtte være lige over ham. Det er som om Peter klatrer, som han tænker. Er det svært, så går det hurtigt (stort set ingen kan følge ham), men er det let, kan han gå helt i stå.
Således pressede utålmodigheden ufine tanker frem, og de blev ikke mindre fine, da jeg kom fri af mit skjul. Topo'et var fejltegnet og vi havde stadig næste 100 meter endnu.
Klokken 23 stod vi efter 33 reblængder og 33 timers klatring på kanten af Troldvæggen. Aldrig havde jeg været så overvældet og imponeret over en fjeldvæg, og aldrig før havde jeg i så høj grad følt, at vi var her på naturens og på troldenes præmisser. Mens vi dykkede ned i vores stadig bugnende madpose, så vi dem, troldene, overalt. Derovre var kællingen og hendes gubbe, og deroppe: Nej, hvad fanden var det han lavede! En stor krumrygget trold var ved at skubbe en gigantisk blok i dybet. Bag ham stod hans fede gris og kikkede ligegyldigt ud over fjeldene. 
  Mens solen gik ned bag Åndalsnæs, tog vi topbilleder af hinanden. Et godt makkerskab. For er et af de mange tegn på godt makkerskab ikke, at begge klatrere hver især er taknemmelige for nogle reblængder, som den anden tog?


    Indledning | Artikler | Galleri | Links | Nyheder | Kontakt TOP
Michael Hjorth
2003