Fra Pheriche mod Dhugla. 
Taweche gemmer sig oppe til venstre.

Anekdoter fra Khumbu

Blæst af graten
Jeg er ikke klar over, hvordan man kondolerer i Nepal, så jeg rynker brynene og mumler: "I'm sorry".
  Pemba Sherpa fortsætter uanfægtet sin fortælling. Han er sherpaleder - sirdar - for den gigantiske franske Tv-ekspedition til Everest. Ekspeditionen er slut nu, og alle er på vej ud og hjem, undtagen to. Umiddelbart under toppen omkom to sherpabrødre, begge medlemmer af Pembas personlige 4-mands klatreteam. 
  Vi sidder på et tehus (lodge) i Lobuche, den næstsidste flække inden Everest basecamp. Casper Sutton, Bo Christensen og jeg har taget ferie fra Ama Dablam-baselejrens lidt ensformige liv, fo, som andre trekkere at nyde afslutningen på verdens flotteste vandretur på toppen af Kala Pattar, denne grimme sorte knold, hvis udsigt får andre udsigter til at blegne. 
I små fem kilometers højde og bestående af 8 lodges kan man ikke kalde Lobuche for hyggelig, men her i køkkenet hos den charmerende didi (naturligvis er hun charmerende, hvad ellers?!) er der en Klondykelignende stemning og fest. Højdebærere og klatresherpaer stimler sammen i det trange rum. 3 måneders hårdt arbejde er slut, lønnen er udbetalt, og nu skal der drikkes igennem. Kande efter kande af rakshi og chang tømmes, endda flaskeøl til 80 rupees (ca. 25 kr.) stykket ryger ned.
  En potent walkie-talkie går fra hånd til hånd, og en højtråbende samtale føres med de resterende sherpas i basecampen. Sandsynligvis diskuterer de, på hvilken måde transporten af dyrt ekspeditionsgrej kan foregå, så de får økonomisk mest muligt ud af det.
- It was not a good expedition, siger Pemba. 
  Alt for mange mennesker I basislejren. På et tidspunkt omkring 500, og samtidigt udbrød der en mindre tyfusepidemi, fortsætter han. Ekspeditionen var heller ikke som normalt en ekspedition opfundet af klatrere, der i sponsorjagten retter henvendelse til et TV-selskab, men et TV-selskab, der ønsker en Everest-ekspedition til sine seere og derfor engagerer nogle klatrere. Direkte transmission til Frankrig via en kæmpemast på Kala Pattar. Pris i alt: 6 mill. USD. Betalt af et utal af sponsorer. Uden for døren passerer en af dem forbi, direktøren for forsikringsselskabet UAP. En ældre herre, hvis livlæge går 2 meter bag ham bærerne på hans konstant tilsluttede iltflaske. 
  Pemba havde selv nået South Col i 8000 m. Vejret havde været forfærdeligt med vindstød op til 200 km/t. Ekspeditionen havde været for sent ude, og vinterens jetstrømme var dykket under 8 km. Det var under sådanne forhold hans to venner var forsvundet, sandsynligvis blæst af graten nær sydtoppen. Et kedeligt rygte i dalen om en newzealandsk kvinde, der også skulle være forsvundet i stormen, kunne han mane i jorden. Han havde selv set hende på hendes vej til og fra toppen. Hun havde været alene, uden ilt og uden tilladelse. "Very strong woman!" Og sikker på en stor bøde af de nepalesiske myndigheder. 
- If you want to go Everest, siger Pemba til mig, go in September! Best weather!
- I kan be your sirdar, griner han.

En løs forbindelse
En der ikke griner er den franske TV-tekniker, vi møder på en lodge. Efter flere måneder på en morænedækket gletscher er han helt udbrændt. Han går ud alene, er synligvist træt af af sine landsmænd. Ekspeditionen havde været et flop, mente han. Ganske vist havde de fået billeder af de to stjerner, batard og Boivin. Bartard havde klatret toppen fra basecamp på 221/2 time og Boivin havde med sin parapente lettet fra samme sted, steget ca. 50 m for derefter med to loops at have styrtdykket ned i Western Cwm og landet smilende 5 m fra de snurrende kameraer 11 minutter senere. men under det sidste topforsøg, hvor de havde fået et kamera helt til toppen, var en ledning sprunget løs og transmissionen gået i sort. Og det var endda under dette forsøg, sherpaerne omkom! 6 mill. dollars til ingen verdens nytte!

Igors tryksæk
På det lille hospital i Pheriche er vi centrum for en større gruppe amerikanske trekkere. De har fundet ud af, at vi er deltagere på den succesfulde danske ekspedition, og at Bo få dage inden havde stået på toppen af Ama Dablam, 
- Wauw! Wasn't it mighty cold? Aren't you so proud? Can we have your autographs? Etc. etc.
  Geoff, en ung amerikansk klatrer, som lige har været på toppen af Everest, sidder I et hjørne, totalt overset. Måske er Ama Dablam flottere? Måske er vi?
  Geoff fortæller senere, at han må have haft historiens letteste Everestbestigning. Det var i september måned, før jetstrømmene fladt ned. Hård vindpakket sne og perfekt vejr; han kunne fløjte inde i sin iltmaske hele vejen op. 
  Geoff kan i øvrigt sætte en sløjfe på Batard-historien. Efter han havde været hurtigste mand på Everest, blev han i helikopter fløjet til Kathmandu, videre til Paris, interview på Champs Elysées og derefter tilbage til Khumbu for at forsøge en solobestigning på Lhotse Sydvæg. Jeg var blevet på Champs Elysées!
  Ind ad døren braser en forpustet australienser. Oppe i Lobuche ligger en franskmand med hjerneødem. Han behøver hurtig hjælp, hvis ikke han skal dø! Geoff og lægen Mark pakker en rygsæk med iltflaske og førstehjælp og skynder sig af sted. 
  Næste morgen hører vi, at franskmanden er reddet. Men det havde kostet ham lidt penge. De havde overtalt en sherpa, der med sin yakokse var på vej til Everest Basecamp for at hente franske udstyr (særdeles indbringende arbejde), til i stedet at transportere den syge franskmand ud. 10.000 rupees svarende til 3000 kr. for 4-5 timers arbejde!
  På hospitalet blev han helbredt af Igor Gamov og hans tryksæk. Igor er en ældre (og pigeglad) idrætsfysiolog af russisk herkomst, som ved en tilfældighed har opfundet et apparat til afhjælpning af akut højdesyge. Patienten anbringes i en sæk af dykkerdragtneopren, hvori trykket med en fodpumpe hurtigt hæves svarende til en nedstigning på 1000-1500 meter. Nok til at afhjælpe selv alvorlige tilfælde. Sækken vejer blot 5 kg, koster få tusinde dolars og kan anvendes f.eks. af større ekspeditioner. 
  I de tre dage, vi vandrede nær Everest, reddede Igors tryksæk tre menneskeliv; alle trekkere, som var gået for hurtigt op gennem khumbu. Derudover havde utallige kønne kvindelige trekkere afprøvet sækken uden dog at være særligt syge. Igor synes ligesom, at han måtte vise sin stolthed frem.

Mord i Namche?
Et par uger senere er vi på vej hjem. Vi går mod Namche Bazar, sherpaernes hovedby, ad forskellige veje, og Jan Mathorne kommer sidst sent om aftenen. Kort før namche forskrækkes han i mørket af et stort dyr, der bevæger sig i krattet nær stien. Det viser sig at være en beruset nepaleser, en højdebærer fra den koreanske Gyangchung Kang ekspedition, som vi havde fulgtes med på vejen ind, 4 uger tidligere. Taknemmelig over at være blevet hjulpet på benene af Jan og i begejstring over Jans succes på Ama Dablam, inviterede han på rakshi sammen med resten af ekspeditionen på den nærliggende lodge. Humøret er hos ekspeditionsdeltagerne højt. Hos sherpaerne for en sjælden gangs skyld knapt så højt. En af Nepals dygtigste klatrere med succeser i 1988 på Shisha Pangma, Cho Oyo og nu Gyangchung Kang er af uanede grunde alvorlig sur på ekspeditionens sirdar, og inden længe kommer det til nævekamp. 
  Jan fortrækker, men dagen efter fornemmer man stridens alvor. Sirdaren er død! Styrtet i floden syd for Namche fra et sted, hvor stien ganske vist er stejl, men for en klatresherpa ikke det mindste farlig. 

Strandet i Lukla
Jeg bliver aldrig pressefotograf. Sidder og drikker te, da politifløjterne lyder. Styrter ud til lufthavnsbygningen, men for sent. kampen er slut og kun ofrene sidder tilbage med buler i panden og næseblod. En flok stærkt ophidsede amerikanske pensionister var i kampen om at få billetter kommet i klammeri med de nepalesiske officials. Bagage og inventar fløj gennem luften. Billetter fik de ingen af.
  Som os er de sammen med 60-70 andre trekkere strandet i Lukla syd for Namche. Aldrig kommer der fly nok, så også ventelistepassagerne kan komme til Kathmandu. Vor mand ved billetskranken, Peter Voldstedlund, bruger også beskidte tricks, dog knapt så voldelige. Mens alle andre har resigneret i byens tehuse, holder Peter sig klar helt fremme ved netkanten, klar til at gribe enhver chance. Den opstår på tredjedagen. Pludselig annonceres det, at 7 fly vil komme, og også ventelistepassagerne vil få plads. Billetmanden begynder at råbe navne op i den næsten mennesketomme sal: 
- Mister Anthony Jones!
- He is not here, he walked out to Kathmandu, siger Peter
- Oh, siger manden, og sletter Mr. Jones fra listen.
- Miss Kristine Adams!
- Walked out!
Etc x 20
- Mr. Peter Voldstedlund!
- That's me! siger Peter.
- Flight no. four!
Senere dukker både Jones og Adams og mange andre meget ophidsede folk op, men for sent. Vi andre sidder diskret jublende i et mørkt hjørne med vores billetter. 
Men der kom kun tre fly. Alle tilbage på ventelisten. Vi var ude på femtedagen sammen med pensionisterne og Adams og Jones.