Ama Dablam set fra Khumjung    

Bo Christensen i 6000 m før Lejr 1

Ama Dablam, 1988
Uddrag fra bogen, 'Ama Dablam, en bestigning af verdens smukkeste bjerg'

Flere billeder på Ama Dablam Gallery

Halvandet år på vej
Klokken er 7.30 en almindelig hverdagsmorgen på hovedbanegården. Jeg venter på Jan Nicolaisen og Søren Smidt. 
  Mens jeg venter, skiftevis spænder og slapper jeg af i hænderne, som er dybt begravet i lommerne. Spænder og slapper af. Jeg forsøger at koncentrere mig om de sidste meter af den vanskelige klatrerute, vi har planlagt at gøre i dag. En speciel klatretur midt mellem to normale weekendture til Kullen.
  Der kommer de i fuld fart. Jan har allerede klatreskoene på. Men vi skal ikke ned på perronen, slet ikke med toget. Vi er her allerede. 
  Langs hovedbanegårdens parkeringsplads findes en af de bedst tænkelige træningsfaciliteter for klippeklatring. En 18 meter lang og 3 meter høj, lodret mur bygget af sandstenskvadrer med ujævnheder præcis store nok til at det yderste af to-tre fingre samt kanterne af et par bløde klatresko kan få fæste.
-  Jan! Venstre hånd på grebet der, højre fod på bulen, kryds over med venstre fod. Så kan du nå det gode greb deroppe! siger Søren, der kender væggen bedre end sin egen bukselomme. 
  Jan forsøger. Placerer fødderne korrekt, spænder i venstre arm og strækker sig mod højre. Strækker sig, strækker...
-  Næ...ei! Han kommer ud af balance, må spænde hårdere med venstre hånd og forsøger igen. 5 centimeter fra grebet. 2 centimeter. Højre fod begynder at vibrere ukontrolleret. Jan når grebet akkurat som foden glider af trinnet, og med et vræl styrter han til jorden.
  Men der er blot 40 centimeter ned, og skaderne beløber sig til en kortvarig fornemmelse af nederlag. Den værst tænkelige ulykke vil være at lande i en af fortovets utallige efterladenskaber. En time klatrer vi her. Op og ned, men mest frem og tilbage, igen og igen. Finder de vanskeligste bevægelsessekvenser og presser hinanden i en hård og ubarmhjertig atmosfære.
  Selvom væggen ved hovedbanegården giver knivskarp træning af balance, fingerstyrke og smidighed, og selvom disse egenskaber hver i sær vil være en dyd på de højeste bjerge, er der langt fra Københavns myldretidstrafik til Ama Dablams isvægge tusinder af meter over Himalayas dale. Vi er pinligt klar over, at det næste halve år, frem til Den danske Himalaya Ekspeditions afrejse i september 1988, vil kræve træning og forberedelse il udfordringer langt større end et par meters murstensklatring kan give. 

Casper og Peter havde med deres idé [opstået på en fælles vandretur i Himalaya] indpodet en drøm hos os alle. Alle ambitiøse klatrere har adskillige drømme på lager. Der er alt muligt. Lige så let fingeren løber fra bjergets fod til dets top på fotografiet hjemme i den varme stue, lige så let klatrer man uhindret op. Kræfterne er uudtømmelige, vejret perfekt, sammenholdet og venskabet ubrydeligt, og indtrykkene vil stå stærkt i mindet i al fremtid. 
  Men trods drømmenes lyksalighed, drømte vi ikke længe, før vi fik et rationelt ønske om at forberede os. Vi havde en fælles drøm, et fælles mål. Men en fælles holdning til, hvordan vi skulle nå det, havde vi ikke. Vi havde et hold, men havde vi også sammenhold? 
  På vores første fællesmøde var jeg skeptisk. Ideen var Caspars og Peters, og de to havde i enighed udnævnt Caspar som leder. Behøver vi en leder? Seriøs klatring kan kun ledes fra et sted, bjergvæggen. Og kun af den eller de klatrere, som er forrest. Det havde Caspar helt sikkert ikke tænkt sig at være. 
  Var klatreholdet enigt? Alle havde vi ofret mange år af vores liv på dette ene, at dyrke klatring og bjergbestigning på så vanskeligt og seriøst plan som muligt. Men vi var samlet her i højere grad fordi vi havde evner, end fordi vi var venner. Bo kendte stort set kun mig. Jeg kendte næppe Jan Mathorne, og Søren, som jeg havde klatret med i mange år, havde jeg i den senere tid haft et par voldsomme kontroverser med. Kunne vi kommer overens om en fælles bestigningstaktik af Ama Dablam? 
  Ved sin rolige fremfærd, sin blotte tilstedeværelse og ikke mindst ved saglige argumenter, fik Caspar os overbevist os om det fornuftige i at have en leder og i, at lederen var ham. En Ama Dablam ekspedition er andet og mere en bjergbestigning, mere end greb for greb tilbagelægning af vanskelige klatremeter. Økonomisk planlægning og sponsorkontakt hjemme, tilladelser og bureaukrati i Nepal, et land hvor penge, bakshish, ofte er den hurtigste forhandlingsløsning. Caspar havde været 12 gange i Nepal, havde som etnograf arbejdet med hindukastesystemet og kendte landet, dets skikke og høflighedsfraser. God viden, når vi skulle hente den endelige tilladelse i Nepals turistministerium. 
  Peter foreslog tidligt, at vi skulle bestige Ama Dablam i traditionel ekspeditionsstil, hvor hele holdet arbejder sammen om at anbringe faste lejre, forbundet med faste reb, for til sidst at give det stærkeste par mulighed for sikkert at nå toppen. i skarp kontrast stod Søren, holdets dygtigste og mest individualistiske klatrer. Han ønskede tre små uafhængige hold, som i let alpinstil bestiger bjerget i et langt fremstød hver for sig. 
  Vigtige spørgsmål, vanskelige beslutninger, men uvæstentlige over for det store problem: Hvorledes skaffer vi de 450.000 kroner, som ekspeditionen vil koste? Fra første færd var vi overbeviste om, at sponsering var løsningen. Den norske Everest-bestiger, Bjørn Myrer Lund, sagde under et foredrag i København, at i Danmark måtte ekspeditionssponsorering være let, fordi vi ikke, som i Norge, har så mange klatrere og ekspeditioner, der konkurrerer om de samme penge. 
  Men på trods af, at vores ekspedition var den første rent danske, der ville forsøge at bestige et højt bjerg i Himalaya, havde vi utallige negative svar på henvendelser til firmaer og fonde. Ingen syntes, at projektet lød uinteressant, flere kunne se kommercielle og PR-orienterede muligheder ved at støtte os, men alle mente, det var for usikkert. "Vi risikerer vores gode omdømme som forsikringsselskab/bank/etc, hvis I kommer ud for et alvorligt uheld!" lød et klassisk svar.
  Med 'naturalie'-sponsering gik det bedre, ikke mindst med de helt store. Det australske eventyrrejsebureau World Expeditions oprettede i 1987 sit europæiske hovedkontor i København og besluttede i en tidlig fase af ekspeditionsplanlægningen, at de ville dække landarrangementet i Nepal, hvortil de sælger de fleste af deres rejser. Det indebar, at vi havde udgifterne til bærere, mad, overnatning, lokale fly- og bustransporter, ekspeditionsgebyr og forbindelsesofficer, i alt en tredjedel af budgettet i hus! Men ikke nok med det: World Expeditions satte os i forbindelse med Thai International, deres mest benyttede flyselskab, og de var villige til at donere Ama Dablam Ekspeditionen otte flybilletter og 400 kg. fragt fra København via Bangkok til Kathmandu og retur, svarende til et beløb på godt 100.000 kr! Med næsten halvdelen af budgettet dækket mere end et halvt år før afrejse, var der ingen tvivl: Vi kommer af sted.
  I sommerferien tager vi til bjergbyen La Berarde, Massif des Ecrins i de franske alper, hvor vi vil klatre og holde ekspeditionens sidste fællesmøde, inden Søren rejser til Nepal og Indien på studietur.
  Bo og jeg har gennem årene været på mange ture sammen. 21/2 måned på kanten af Grønlands indlandsis ofte liggende vejrfast i ugevis havde lært os gensidig respekt. Vi kender hinandens stærke og svage sider og er hurtigt enige om fælles taktik ved en bjergtur. Men ikke siden 1984 i Wilder Kaiser, Østrig, havde vi klatret sammen, så dette møde er så god en anledning som nogen til at prøve vores makkerskab igen og støve bjergformen lidt af.
  Bo har de senere år vendt sig mere mod familie og karriere og trods højdeerfaring efter hans bestigning af Perus højeste bjerg Huascaran i 1984 og hans legendariske kondition, er vi alle spændt på, hvordan han vil klare teknisk vanskelige klatrepassager. Men vi behøver ikke være urolige. Bo har registreret, at han er under 'observation' og han klatrer fortræffeligt. Hvor han på Kullens korte, men særdeles vanskelige ruter ofte er nervøs og usikker, er han i bjergene rolig og hurtig. Måske er det den større afstand ned til jorden. Styrter man under klatring på Kullen, virker risikoen for at falde i jorden urovækkende, hvorimod man på høje vægge i bjergene blot vil hænge frit i luften for enden af rebet.
  Da vi kommer tilbage efter en lang dag på Meije, er de andre ankommet. Peter, Caspar og hans veninde direkte fra København. Jan M. og Henrik fra Chamonix samt Søren og Jan N. fra Verdon i Sydfrankrig. Caspar er i strålende humør, giver igen og igen udtryk for begejstring og glæde ved, at vi alle skal bo sammen i telte på dette skønne sted. Den øvrige flok er mere afdæmpede; er som klatrere vant til at slå telte op halvulovligt bag buske i nærheden af en bjergby. De har på få øjeblikke alt organiseret og er klar til at lave mad, hvorimod Caspar, som har glemt kogesættet, foreslår en tur på restaurant. Han taler til klatreres døve ører og tomme lommer.
  Fællesmødet næste dag er henlagt til Pilattehytten 3 1/2 times gang fra La Berarde. Massif des Ecrins er en nationalpark og som sådan forskånet for de tovbaner, som forpester de fleste alpeområder. Man må gå, hvis man vil op i bjergene! Det medfører automatisk, at her er færre mennesker og flere dyr, end noget andet sted, jeg har været i Alperne. I mindre grupper ankommer vi i løbet af eftermiddagen til hytten. Bygget af solide granitblokke i to etager med blå skodder for de dybtliggende små vinduer, er den et smukt og praktisk udgangspunkt for bestigninger på de omkringliggende toppe. Indenfor regerer hytteværten. Her er kun adgang, hvis man har hyttens gummigalocher på. Maden, der serveres, er god og billig.
  Men vi har alle mad med selv og benytter os ikke af spiserummet. Udsigten er for fantastisk til at sidde inde, så vi koger og braser lidt væk fra hytten. Under maden snakker og diskuterer vi, men egentlig møde kan vi ikke holde, for Søren er endnu ikke dukket op. Klokken halv ni dukker han op. Han skulle vaske tøj og ringe hjem. Kun Caspar kommer med en enkelt bemærkning. Jeg mærker raseriet fra tidligere episoder med Søren vælde op, men holder min kæft.
  Aftenens væsentligste emner er den videre sponsorering, samt klatretaktik på bjerget. Udover World Expeditions og Thai International har vi ingen sponsorer. Klatreudstyr kan vi købe til indkøbspris hos Rainbow Mountain Equipment, en lille klatreforretning i København, som ejes af bl.a. Henrik, Jan M. og Jan N.    "Kan I ikke forhøre udstyrsproducenterne, om de vil sponsorere os?" spørger Peter.
  "Det kan vi sagtens, men det er ikke særlig sandsynligt, at det giver noget", siger Henrik.
  "Det er små udenlandske firmaer, som netop lever af sådan nogen som os, og hvis de sponsorerer er det kun til deres eget lands ekspeditioner. Der er for lidt prestige i udlandet ved vores ekspedition, desværre," tilføjer Jan N.
  Vi fordeler opgaverne med hensyn til madplanlægning, korrespondance med mulige sponsorer og beslutter, hvad Søren skal ordne for os, når han er i Kathmandu. Herefter står klatringen på programmet.
  "Jeg synes vi har diskuteret selve bestigningen alt for lidt," siger Caspar. "Hvordan beslutter vi, hvem der skal først på toppen? Hvordan organiserer vi en evakuering på bjerget, hvis én bliver syg? Og hvor meget fælles klatreudstyr skal der indkøbes? Selv om jeg ikke har så meget forstand på klatring, tror jeg det ville være godt, hvis jeg eller Peter koordinerer og leder beslutninger og skærer igennem ved konflikter, netop fordi Peter og jeg ikke deltager i selve bestigningen".
  "Sådan som jeg forestiller mig klatringen" siger Søren, "har vi slet ikke behov for lederskab! Vi har ikke brug for fælles udstyr og de første på toppen er det hold, som har klaret sig bedst"
  "Hvad skal vi så med den her ekspedition? Folk kunne jo lige så godt tage af sted alene" snerrer Caspar.
  "Selvfølgelig skal vi støtte hinanden!" fortsætter Søren. "Men den eneste fornuftige måde at klatre på er i tre tomandshold, som vi allerede er delt op i: Bo og Michael; Jan M. og Henrik; Jan N. og jeg. Vi vælger selv vores eget klatreudstyr, vi klatrer, når vi er akklimatiseret, og bliver en syg, involverer det kun ham selv og hans klatremakker, hvis ikke det er alvorligere, end at de selv kan komme ned. Fuldstændig som når man klatrer i Alperne. Alle er lige stillet. Ingen skal slide sig op ved at bære udstyr for andre igen og igen i lav højde, som på traditionelle ekspeditioner. Og de klatrekonflikter, der opstår, kan kun løses af klatrere!"
  Jeg har lyst til at modsige ham, men kan ikke. Søren er så forbandet individualistisk, men han er ærlig, og han har ret. Det er den enkleste, hurtigste og mest tilfredsstillende måde at bestige Ama Dablam på.
  "Men vi kender ikke bjerget" indskyder Henrik. "Er der vanskelige passager, som kræver, at vi sikrer dem med faste reb, så skal de første gøre et arbejde for de efterfølgende hold."
  "Det er i orden i starten af ruten. Men hvis det er højt på bjerget, er det urimeligt at kræve, at de første bærer ekstra reb hele vejen. Jeg gør det ikke." slutter Søren.
  Søren er ikke i tvivl, men han er utvivlsomt også den stærkeste, den der bedst kan udnytte den hurtige stil. Vi andre klatrere håber alle det vil lykkes i Alpin stil. Caspar accepterer.
  Vi har diskuteret længe, klokken er mange og det er tid til at finde soveposerne. Caspar og Charlotte sover inde på Pilattehytten, mens vi andre finder en plan klippehylde et par hundrede meter væk. Som medlemmer af Dansk Bjergklub får vi ganske vist hytterabat og en overnatning vil kun koste os 25 kr hver. Men vi har alle gennem årene forfinet en let lurvet stil, som dikterer, at vi nødigt betaler for et natlogi. At vi gladeligt giver måske 3000 kr for avanceret regntøj, er en helt anden sag.
  Jeg vågner med et sæt! Det lyder som hele den franske hær har valgt vores sovesten som eksercerplads. Jeg griber lygten, lyser ud i mørket og ser en lang række alpinister, der som perler på en snor følger en bjergguide på den lille sti, der løber umiddelbart langs min sovepose. Jeg kikker på himlen og ser en svag rødmen i øst. Også vi skal op og af sted. Bo, Jan N., Søren og jeg har aftalt at klatre nordøstryggen på Les Bans - en smuk 500 meter høj og forholdsvis let klippekant et par timers vandring fra Pilattehytten. Det er godt at være tidligt på færde i bjergene. Dels for at være nede igen i ordentlig tid, dels for at sneen og isen på gletschertilgangen ikke skal blive for blød i morgensolen. Egentlig bliver jeg helst liggende lidt endnu, men blæretrykket overstiger soveposesuget, og når jeg alligevel er ude i kulden, kan jeg lige så godt få gang i kogeapparatet og sparke lidt liv i de halvdøde kroppe omkring mig.
  Nogle timer senere står vi ved indstigningen til vores rute. Satans! Tre andre klatrere er allerede på ruten! Det er ikke fordi vi forlanger at få de franske alper for os selv, men at have andre klatrere umiddelbart foran er både forstyrrende for vores oplevelse af klatringen samt farligt, fordi området er kendt for løse sten, som de måske river ned over os. Vi stopper og ser dem lidt an. Det viser sig at være en fransk guide med 2 unge klienter, og heller ikke han er glad for at få selskab. Med rynkede bryn kikker han på os og i et febrilsk tempo sætter han i gang op over væggen. Vi er ikke imponerede, og modsat god dannelse beslutter vi os for et overhalingsforsøg. Vi er alle i god form, rutens sværhedsgrad er langt under vores standard og vi er i modsætning til guiden i sine tunge bjergstøvler iført lette klippeklatresko. De skal snart få vores såler at se! Vi klatrer i to uafhængige hold og Søren og jeg skal føre 1. reblængde sikret af henholdsvis Jan og Bo. Kort tid efter er Søren og jeg på hver sin side af guiden, som nu ser endnu mere vred ud, men blot 100 meter højere oppe har vi alle helt uproblematisk lagt de tre franskmænd under os.
  Det her er livet! God klippe, smuk rute på et flot bjerg, sol fra en skyfri himmel. Bo og jeg fungerer perfekt sammen i dag og vi tilbagelægger meter efter meter, reblængde efter reblængde i en rytmisk glidende stil uden pauser, uden spildtid af nogen slags. Søren og Jan er nogle gange lidt foran, andre gange lidt bagefter, og som to jævnbyrdige reblag når vi toppen efter 3 1/2 times klatring - en god time hurtigere end guidebogen angiver som normaltid.
  Vi er helt euforiske! Griner ubehersket ad hinandens fjogede bemærkninger, mens vi gumler på daggammelt brød og smuldret chokolade. Glemt er gårsdagens raseri; jeg husker kun mine bedste bjergture - alle klatret sammen med Søren.
  Nedstigningen bliver anderledes besværlig: Fastklemte abseilreb, stejl is, løs klippe og en blød spaltefyldt gletscher. Ubehageligheder ganske vist, men med til at prente denne fantastiske dag i erindringen. Trætte kommer vi til hytten, indtager vores sidste madrester og tager endnu en nat på soveklippen.
  Næste dag hilser vi igen på guiden - nu meget venligt stemt. De tre franskmænd var tilbage ved hytten kl 2 i nat, 10 timer senere end os. Han havde ikke kunnet finde den rette vej ned og var meget imponeret af vores hurtighed. "Trés vite!" siger han igen og igen.

"DRRINNG!"
  Jeg har Konica importøren Morten Larsen i røret, da det ringer på døren. Udenfor står en fragtmand med to store papkasser Duracell batterier. "OK, sæt dem der, tak!" siger jeg, styrter tilbage til telefonen og får aftalen i orden: Vi kan få 200 film og 4 altvejrskameraer fra Konica!
 Pludselig glider det, få dage før vi skal rejse. Hvor det viste sig umuligt at få sponsorer til kontante midler, er vi til gengæld overordentligt heldige med 'naturalie'-sponsorer, og min kælder fyldes med kasse efter kasse med vigtige produkter til ekspeditionen.
  Men ikke alt er i orden. 5 dage før afrejsen ringer jeg for 117. gang til Mountain Equipment i England og rykker for vores 8 Redline soveposer, som vi særbestilte for 4 måneder siden.
  "Vi er i gang med at sy den sidste, de kan være hos jer om en uge," siger den flinke englænder i den anden ende. "Om en uge! Fuck! Vi rejser onsdag!" Jeg forsøger at beherske mig. "Det står tydeligt i ordren!"
  "Oh! It does?! Så sender vi dem med ekspreskurer og I har dem mandag. God tur!" Jeg er målløs.
  Tirsdag aften klokken seks, 14 timer før afgang har vi soveposerne. Lækre, varme, men alle helt ens og alle for korte trods vores detaljerede individuelle mål på ordresedlen. Det er for sent at brokke sig, vi må tage dem, som de er og skælde ud, når vi kommer hjem.
  Det bliver en lang nat uden søvn. Køjesække og rygsække skal fyldes med udstyr og proviant. Paklister skal føres minutiøst og vægten registreres. 5 minutter før sidste sæk er snøret til kommer Jan Mathorne i sin bil for at køre det hele til lufthavnen. Vi er 65 kg over de 400, som Thai har tilladt os, og vi krydser fingre for, at det går.
 Det sidste pressemøde, de sidste spørgsmål; familie og venner får det sidste klem. Al bagagen checkes ind, og Thai repræsentanten accepterer med et smil vores kolossale overvægt.
  Kort tid efter synker jeg ned i Jumboens brede sæde og falder hurtigt i søvn. En blid kvindestemme vækker mig, og jeg kikker op på en smilende thaipige:
  "Coffee, tee or ...?"
14 september og vi er på vej.

Sidste kapitel
Michael: Vi er i spredt flok og med mig som bagtrop i gang med ekspeditionens sidste fodtur fra Namche til Lukla, hvorfra vi med Royal Nepalese Airways skal flyve tilbage til Kathmandu.
Kort efter Namche på en stejl skrænt ned mod floden Dudh Kosi indhenter jeg en stor flok amerikanske pensionister. Langsomt, langsomt er de på vej ned ad den vanskelige sti, hver især hjulpet skridt for skridt af deres personlige sherpa. Jeg er i aggressivt lune, og uagtet tyve kilos rygsæk og smal sti overhaler jeg hele flokken. Skrider i en støvsky sidelæns på tværs af stiens zigzag sving og springer inden om, så uden om og igen inden om den ene skræmte pensionist efter den anden. Når lige at opfatte en ed i bred amerikansk accent:
  - Oh, how I hate you young people! inden jeg få minutter senere forpustet og støvet står ved den smalle bro over floden.
  Hvis de andre overhovedet kender til mit onde lune i dag, ville de og ikke mindst Bo fejlagtigt tro, at det skyldes mit manglende held på Ama Dablam. Bo har aldrig helt forstået, hvorfor jeg ikke var mere skuffet, da jeg modtog ham og Søren på sneplateauet i 6300 meter efter deres succes. Men jeg var ikke skuffet dengang og er det heller ikke nu. Den morgen 150 meter over vores sidste lejr, i -28 grader celsius og med en krop, der skreg efter mere ilt, var jeg pludselig ikke i tvivl: Jeg havde ikke motivationen til at fortsætte denne leg. Og havde jeg end motivationen, så havde jeg sammenlignet med Søren og Bo ikke evnerne og ville blot sinke dem, hvis jeg insisterede på at fortsætte. I samme øjeblik jeg vendte om, faldt der en blok fra mit hjerte; mine skridt fik atter en fjedrende styrke, og glad smed jeg mig i sneen ved vores bivuak og tog en - syntes jeg - velfortjent lur i solen.
  Måske havde jeg det på Ama Dablam, som jeg normalt har det på en klatretur. Jeg går efter klatreruter og ikke bjergtoppe. Målet er den umiddelbare vej her og nu og ikke afslutningen på en top ude i fremtiden. Når en vej ikke længere er spændende, morsom og god, forsvinder motivationen.
  Efter floden går jeg gennem fyrreskov mod landsbyen Monjo. Stien er bred og god, her er kun få mennesker og jeg holder et rask tempo. Luften hernede i 3000 meter er tyk af ilt, og 6 ugers hårdt benarbejde har givet mig en upåklagelig kondition. Salt sved svider mig i øjnene, og det hårde arbejde i den herligste natur giver mig langsomt humøret tilbage.
  Jeg er kun ærgerlig over, at ekspeditionen her i den sidste fase er spredt for alle vinde. Efter et sammenhold, der på trekket ind, i basislejren og på bjerget har været mere perfekt og gnidningsløst end nogen af os turde håbe, havde jeg glædet mig til at følges ad de sidste dage.
  Fem timer efter jeg forlod Namche gå jeg gennem Lukla. Byen består af en lang hovedgade med et utal af butikker og små hoteller og med lufthavnen helt nede i den anden ende. Her er masser af turister og masser af bærere, der med deres tomme kurve - doko'er - venter på job. Vi har ikke aftalt et mødested, så jeg går gennem hele byen, krydser den bulede og stærkt hældende landingsbane og stopper op ved rækken af små hoteller, som ligger klods op ad den lille lufthavnsbygning.
  Det første hotel, jeg går ind på, giver bonus. Her sidder Jan N., Jan M. og Bo sammen med et hold engelske klatrere, vi har hilst på tidligere. Søren, Henrik og Caspar er allerede i Kathmandu og Peter er nede i Lukla by. På bordet står allerede adskillige tomme flasker Star Beer og stemningen er god. Skulle jeg have en lille rest af mit mugne lune tilbage, så fordamper det hurtigt i dette muntre selskab med solid britisk humor og nepalesisk øl.
Kort efter dukker Peter op. Han har været på billetkontoret og har fået gode nyheder: Vores navne er allerede på ventelisten og vi kommer helt sikkert ud i morgen.
  Det bliver en munter nat.
  Jeg vågner langt op ad formiddagen. Sovesalen er tom og uden for det åbne vindue høres talrige vestligt klingende stemmer.
  Nede i restauranten sidder Peter og de andre. Fra at have været den, der hovedsagelig styrede de vittige indslag, har Peter nu taget sin titel som ekspeditionskoordinator alvorligt, og han har allerede skaffet sig flere vigtige kontakter blandt lufthavnspersonalet og er godt informeret.
 - De regner med, at der kommer 5 Twin Otter propelfly i dag, siger han. 
 - Det skulle være nok til at få alle 70-80 strandede trekkere, som er her, til Kathmandu. Der er 20 personer, som allerede har O.K. på deres billetter. Resten er på venteliste og vi har numrene fra 21 til 25. Bare der kommer 3 fly er vi ude herfra.
  Godt. Vi har nu tre dage til vores Thai-fly Agar fra Kathmandu mod Bangkok og København. Jo før vi er tide af denne flaskehals desto bedre, og desto færre penge bruger vi i det opskruede prisniveau, skabt af desperate strandede trekkere.
Pludselig hører vi motorlarm i det fjerne. Alle smider, hvad de har i hænderne, og styrter ud til landingsbanen.
 - Der en den! Der! 
  En lille prik midt i den kolossale dal. Nærmere og nærmere kommer den, og snart efter drøner det lille fly op ad den korte og utrolig stejle grusbane. 10 minutter senere kommer et fly mere og alle OK-passagererne checker bagage ind og får udleveret boardingkort. Også vi samler vores 300 kg grej for at være klar, når det tredje fly kommer.
Der går 1 time, og der går 2. Sulten begynder at gnave, og Peter tilbyder at holde vagt ved billetskranken, mens vi andre trækker os tilbage til restauranten. En halv time senere dukker han op. 
 - I kan godt checke ind på hotellet igen. Det er tåget i Kathmandu, og de sender ikke flere fly i dag! Desuden er der kommet nye trekkere til med OK på billetten, som kommer foran os i køen.
  Tre dage senere befinder vi os stadig på hotellet. Vi sidder i et hjørne af den lille restaurant. Rundt om os sidder trekkere af alle nationaliteter, enkelte hensunkne i melankoli, mens andre vildt gestikulerende forbander tilværelsen i almindelighed og Royal Nepalese Airways i særdeleshed. Peter nøjes med at forbande vores sidste måltid, som blot bestod af alu og dudh chiya - kogte kartofler og mælkete - fordi vores slunkne pengebeholdning ikke længere strækker til hverken kage eller cola.
  Vi har været vidne til det Lukla-kaos, som alle trekkingbøger advarer om: Hver dag annonceres det, at 5-6 fly vil ankomme, og hver dag ankommer bare 2. Ventelisten bliver større og større. Tragikomiske scener har udspillet sig, og alle kneb har været brugt i kampen om at skaffe sig billetter. Fra diskret lobbyisme, åbenlys bestikkelse, snyd med navnelister til tumultagtige slagsmål, som da de amerikanske pensionister gik til angreb på lufthavnspersonale og politi. Bagage og inventar fløj gennem luften, men ingen fik billetter.
  Pludselig hører vi en ny lyd uden for hotellet, og vi styrter endnu en gang ud. En kæmpemæssig militærhelikopter lander i en stor støvsky. Ud træder kaptajnen, og han proklamerer højlydt, at han tager passagerer med til Kathmandu. Men for den tredobbelte pris! Vi holder os foragteligt i baggrunden, har hverken lyst eller mulighed for at betale så mange penge. At Caspar i Kathmandu har aftalt med kaptajnen, at netop vi kan komme gratis med og først betale ved ankomsten, er vi helt uvidende om.
  Men kort efter helikopteren er fløjet lander først en, så to, tre og fire små Twin Otter fly! Vi bliver kaldt til check in og inden vi rigtig når at fatte det, er underet sket: Vi er på vej ud.
Jan Nicolaisen sidder ved siden af mig, de andre er længere fremme i flyet. Vi griner til hinanden og kikker på uret. 45 minutter til vores fly afgår fra Kathmandu mod København. Det vil sige knap et kvarter til bagagecheckin. 
 - No problem, Sir! som sherpaerne siger til problemer af enhver slags.
  Piloten gasser op og det rykker i maskinen. Pludselig springer den frem med et brøl og accelererer voldsomt ned over den hullede startbane, for få øjeblikke efter at stige stejlt over bjergkammen på dalens modsatte side. Skyerne ligger tæt, og vi får ikke det sidste farvelglimt af Ama Dablam. Det gør heller ingenting. Vi ved hun står der endnu, Moderen med Amuletten. Upåvirket og uændret af vores besøg; vores spor er for længst slettet af sne og vind.