Skyhook på El Cap

A6

Det var usandsynligt varmt, selv der i skyggen. Han er tredive meter til venstre for taget i "The Shield" på El Capitan. Han sætter en roller op i risset og belaster stigen prøvende. Han hører et let "crack" idet kilen presser ud mod siderne i det parallelle riss. Han leapfrogger ud gennem det ti meter lange tagoverhæng. Han ser risset ende knapt to meter over kanten. Han ser rækken af krystaller sno sig op over skjoldet. På skrå mod venstre i det let overhængende og spejlblanke granitocean kan han se det flimre i varmluftstrømmen op ad væggen. Heden fra solen er intens og klippen er så varm, at det gør ondt at røre den.
  Det bliver tyndt. Han lirker en skyhook ind over en krystal. Forsigtigt, uden et eneste stop i bevægelsen, trækker han sig over i stigen og belaster den sagte. Det smælder, idet skyhooken smadrer krystallen og han falder tilbage i rolleren. Han prøver flere gange, det går ikke! Han indser det, han er for tung! Han er nedtynget af udstyr; et bigwall-rack vejer sine 12-13 kg!
  Dette er A6!
  Langsomt indser han det; han er for tung for denne skyhook-linie. Han er fallit. En tåbe!. Det går ikke, og han har selv skylden! Han hænger på taglæben, svedig og knust, han har tabt. Flagerne og krystallerne er simpelt hen ikke stærke nok til at tåle vægten af ham selv og rack'et, og til at modstå rebtrækket. Han hænger og dingler under tagkanten, midt i sit eget udstyr, som tynger og trækker ham mod jorden, 600 meter der nede i det sorte dyb. Det er usandsynligt varmt, og helt, helt vindstille. Han ser skyggen af sig selv nede på væggen. Den minder ham om en kokong. Han er hjælpeløs og ude af stand til at bevæge sig videre.
  Han begynder nedtællingen til et nyt stadium. Insektet skal forlade sin kokon.
  Han klipper boltene ud af slyngen og lader dem falde ned i tomrummet. Han hører et skrattende smæld, da bolterack'et træffer væggen efter syv-otte sekunder. Han ser det gnistre og ryge, hver gang det slår i væggen på vej ned. Selv om det er varmt og solen lyser på den hvide granit, ser han det gnistre. Og efter en tid kan han fornemme lugten af knuste granitfragmenter. Kammeraten hujer og brøler i skyggen, i en anden verden.
  Han ænser ikke skrigene. Han ser walkman'en træffe en lille hylde og eksplodere til en sky af vredne plaststykker og uformelige dele. Copperheads og kiler, alle undtagen den ene roller, han selv hænger i, forsvinder ned i dybet. Lydene fra disse er mere dæmpede end smældene fra boltene, og de springer ikke på samme måde. Det hvisler, idet de skrider nedad.
  De største kiler pifter, fordi wireren tvinges i vibrationer, når luften så hjælpeløst prøver at hindre den vanvittige dragning fra den løsslupne tyngdekraft.
  Skrigene fra kammeraten har forlængst fået noget desperat over sig. Han hører det ikke. Han plukker alle karabiner og slynger af selen og sender dem ud i det evige rum. Han binder sig ud af rebene og lader dem pendle tilbage under taget. Han hænger der på tagkanten og har kun to rebstiger, to skyhooks og en roller.
  Det er helt utroligt varmt. Han ser rækken af krystaller sno sig op over skjoldet. På skrå mod venstre på det let overhængende, spejlblanke granitocean kan han se det.
  Dette er A6.
  Øjeblikket er hans. Han er eneherskende konge i landet Angst.
  Han skyhooker ud over Skjoldet - mod den brændende sol.
___________________________________

Sakset fra NORKLATT nr. 48. Forfatteren er anonym.