Bonatti-rutem på Petite Dru følger den
 solbeskinnede kant hele vejen

Bonattipillaren på Petit Dru 
set fra Flammes de Pierres. 
5-6 klatrere kan ses i de øvre regioner
 (hvis billedet havde en bedre opløsning ...).
 Se evt. gengivelsen i galleriet.


Finn Klinkby på Laybacket, Bonattipillaren, 3. dagen.

Petit Dru, august 1988
Pilier Bonatti

Mere end syv år var gået, siden Finn Klinkby og jeg første gang havde snor i hinanden. Og det var tre siden vi sidst havde haft det.
  Jeg var ikke i tvivl om, at det var mig, der havde haft det største udbytte af det makkerskab. Finn var en gammel rotte, og han havde uden læremestermine ved eksemplernes magt givet budskaberne videre: Effektivitet, koncentration og hurtighed. Og derigennem sikkerhed. Når vi klatrede, så var det det vi gjorde. Ingen overfødige pauser og ingen nølen med at løse artificielle passager frit, hvis der kunne spares kostbare minutter ved at trække i et par slynger. Ingen sjusk og overdreven fumlen med standpladser, bremser og abseilrigning. Men heller ingen stress. Blot effektivitet. Konkurrenceånden var der vel også, men det var ikke udelukkende den, der gjorde, at vi kunne hugge mange timer af guidebogstiderne.
  Tre år er der gået, og på mere end én måde havde Finn fået sidevogn på her i livet. Hvad jeg ikke havde.
  Det var ikke min idé at klatre Bonattis sydvestpillar på Petit Dru. Charmen ved at skulle forcere sig vej gennem stenslagene i tilgangscouloiren var til at overse, men efterhånden ville rygterne vide, at alle nu tog Bonattis abseiltilgang fra Flammes de Pierre og ingen behøvede at have samvittighedskvaler over stenblokkene, der uvilkårligt hives ned i den gamle tilgang.
  Så da Finn spurgte: 
- Vil du med på Bonatti til sommer? måtte jeg genreplicere:
- Er du i form?
- Ja!
- Okay, sagde jeg.
  Lidt ubalance mellem os anede vi vist begge.
  Vi skulle køre let, det var klart. Ingen koger og soveposer. En bivuaksæk, 3 liter vand, friktionssko og almindelig dobbeltrebsteknik. Vi ville - i modsætning til de fleste - starte sent, bivuakere lavt og nå toppen næste dag. Normalt ville man tænke: start tidligt og nå så langt som muligt inden bivuak. Men da en bivuakfri Bonattipillar kun er for de bedste, kan man lige så godt ligge lavt, lunt og i læ.
  Efter seks timers sveddryppende grus- og slabklatring stod vi på Flammes de Pierres skarpe kant og kikkede ind på vores lille opgave: 600 meter funklende rødlig Chamonixgranit! Og spredt hist og her i den øvre halvdel 8-10 klatrere, som var startet samme morgen.
  4 abseils sagde sagde guidebogen. Hvad indebærer det? Jo, I ved, den slags, hvor man hænger frit i luften 43 meter nede af 45-meter rebet og kikker ind i glat overhængende granit og en stump snor bundet mellem et lillebitte spike og en af Bonattis gamle jernbolte fra 1955. Dét havde vi til fælles, men jeg vil påstå, at jeg holder mig bedre. 
  Med besvær fik jeg rebet og mig selv sat i svingninger, så jeg kunne få fat i snoren og komme ind. Kort efter hang vi som overmodne bananer op ad væggen uden støtte til hverken hænder eller fødder. 4 abseils? Næh, 6 du! Og hver eneste gang lod rebene som om, de havde tænkt sig at sidder uhjælpeligt fast. 
  Klokken var halvseks, da vi nåede indstigningen. Solen gjorde granitten varm, rød og indbydende og op gik det uden nævneværdige udfordringer eller minder. "Rutefinding er intet problem; følg boltene" kunne man læse i guidebøgerne. Så det gjorde jeg et par gange efter tangenten og ud af ruten.
- Finn! Jeg må ned, tag hjem, råbte jeg forbandet. 

Bon temps - bon temps !
Efter en anstrengende kamin 200 meter over starten nåede vi en stor hylde i højde med Flamme de Pierres. Finn erklærede, at det passede ham fint. Han klatrede nemlig ikke en eneste meter mere. Jeg derimod var i topform. Senere byttede vi...
  Jeg ved ikke, hvad det var, der var galt med mine bivuakker. Ikke fordi der havde været så mange af dem, men alle havde de været varme og komfortable. Således også denne; selv uden sovepose liggende tæt sammen i bivuakposen havde vi det tåleligt, og jeg sov som en sten. Vågnede kun da det regnede mig i hovedet, men jeg trak plastikken over hovedet og sov videre i sikker forvisning om, at det var en lille byge. Meteo'en havde jo givet os: Bon temps-bon temps-bon temps. Det skulle blive anderledes ...
  Udsigten stod smuk gråt i gråt, da vi vågnede, og klippen var tør og ru. På den første reblængde. Derefter pissede det ned.
  På en lille hylde sad vi fra klokken 8 til 14, og min optimisme løb ud i samme hast som kalken af min pose og min friktionssko blev fyldte af haglblandet vand. 
- Finn?
- Hnn!
- Hvorlænge skal det sne, før vi går ned?
- ...
- ...
- Mindst to dage endnu!
  Det lød rimeligt. Ned ville sige hele vejen ned gennem iscouloiren, ud over Dru-gletscheren, ned ad morænen og over Mer de Glace. I friktionssko. 
  Ved tre-tiden var klippen tør nok til, at vi kunne bevæge os videre. Lynene bragede stadig og undervejs fik vi et par voldsomme haglbyger. Klokken seks nåede vi Bonatti's 4. bivuak, en stor hylde umiddelbart under det store cruxoverhæng, hvor han foretog sine nervepirrende pendulsving i et lassoet klippefremspring. Don Whillans har engang skrevet, at "This is the biggest overhang i seven kingdoms". Well, med fare for at lyde hoven og uden at have været i syv kongedømmer; så helvedes stort var det nu heller ikke. Selvom den bevidsthed ikke gjorde klatringen lettere, eller Bonattis præstation mindre.
  Sur og træt var det mig, der krævede, at vi gjorde holdt. Og se, denne gang fik jeg åbenbart, hvad jeg tidligere havde savnet. I 12 timer frøs jeg som en syg køter. Finn havde hovedet uden for posen det meste af tiden, dels for at se den fantastiske nattehimmel, dels for at undgå for meget kondens fra udåndingsluften. Jeg holdt alt inden døre, så på trods af en tør frostnat var vi gennemblødte næste morgen. 
  Kommunikationen mellem os blev vanskeliggjort af, at redningshelikoptere gentagne gange undersøgte pillaren fra top til bund for strandede klatrere. Gårsdagen uvejr havde helt sikkert været uventet hårdt, og det var ikke usandsynligt, at mange klatrere i området var betydeligt dårligere stillet end os. Vi var bare tørstige. Hver gang piloten fik øje på os hooverede han i flere minutter for at se, om vi bevægede os, og en enkelt gang stak et tv-kamera linsen ret op i fjæset på os. Temmeligt irriterende! 
  Herefter er der ikke stort andet at skrive, end at ubalancen fra starten nu var udjævnet, og at Finn tog crux-reblængden artificielt gennem Austrians Crack. Tak for det. Toppen nåede vi aldrig. To-tre reblængder under kommer man til skulderen, hvor abseilpisten så praktisk og lokkende løber forbi. Vi kunne se lige ned på vores efterladte rygsække, ekstra mad og vand, så et par reblængder uskøn femmerklatring kunne ikke få os fra at stoppe legen. Nedstigningen blev den klassiske og mislykkede jagt på sidste Montenvers-tog, og kilometerlange vandringer gennem kulsorte tunneller, inden vi kl. 01 var tilbage hos Finn's nu temmelig urolige hustru.