Michael Hjorth på 2. fribestigning af Hurtigruten, 8-. 
Vang 1993. René Andersen sikrer.

Bornholms Geologi

Grundlaget for klatringen på Bornholm er granit.
  I lighed med Kullen i Skåne hører den bornholmske granit til randzonen af det finsk-svenske granitskjold, som er de nu synlige rødder af flere milliarder år gamle bjergkæder. Men hvor Kullens granit er deformeret voldsomt (for ca. 1 800 millioner år siden), er granitten på Bornholm næsten eller helt udeformeret og desuden, med bare 1 300 - 1 400 millioner år på bagen, en del yngre end Kullens. 
  Der skelnes mellem seks forskellige granitter på Bornholm, og de er alle (som i resten af verden) dannet ved størkning af smeltet materiale på forholdsvis stor dybde i jordskorpen (5-15 km) og består alle hovedsagligt af feldspat (55-60%), kvarts (18-33%), biotit (3-7%) og hornblende (1-12%). Forskellen mellem de seks granitter på Bornholm ligger i dels i alder og dels i forholdet mellem de enkelte mineraler og dermed farve og tekstur. Hammer-granitten og den let deformerede bornholmske gnejs er de to eneste, der klatres på.
  Under størkningen og afkølingen af en granit trækker bjergarten sig sammen, og der opstår tre sprække/brudsystemer vinkelret på hinanden - en egenskab, der er kendt og udnyttet ved fremstilling af bro- og kantsten, og som ses og giver fornøjelse på mange klatreruter, f.eks. Tretten Rigtige på Hammerkysten.
  Overalt på Nordbornholm gennemskæres granitten af op til 60 m brede NØ-SØ løbende diabasgange, dannet ved størkning af basaltisk magma, som er trængt op gennem sprækkestrukturer i granitten. Diabasen eroderes lettere end granitten, og dalene fremstår ofte med stejle vægge (f.eks. Ekkodalen og Dynddalen), der på grund af granittens kompakte karakter dog sjældent er ideelle klatremål.
  Det samme er tilfældet med øens talrige granitbrud, hvor væggene er både høje og stejle (f.eks. Spejlet i Hammerbruddet), men klippen er kompakt og på grund af sprængningen ofte for løs til klatring. Hammercracket er naturligvis en markant undtagelse.
  I Paleozoicum og Mesozoicum (Jordens oldtid og middelalder) oversvømmedes den sydlige del af Bornholm flere gange af havet, og der afsattes en række sedimentære bjergarter. De er grundlaget for landskabet syd for Åkirkeby: Kønt men uden klatremuligheder.
Nord-syd og nordvest-sydøst-gående forkastninger, opstået i Mesozoicum bl.a. i forbindelse med Atlanterhavets begyndende åbning, hævede Bornholm som en horst over det omkringliggende landskab og gav øen dens nuværende parallelogramlignende kystform.