Peter Harrmoës renser 8. reblængde.
Foto: Jan Nicolaisen.
Originalbilledet befinder sig pt. i Californien, uden for rækkevidde. Derfor denne kopi fra Dansk Bjergklubs blad

Dihedral Wall, El Capitan

Af Peter Harremoës

Dihedral Wall er navnet på en stor diedre - 22 reblængder lang. Det er der ikke plads til på hvilken som helst klippevæg; men El Capitan i Californiens Yosemitedal er heller ikke hvilken som helst klippe. Under denne store diedre stod Jan Nicolaisen og jeg nu iklædt bolte, karabiner, wirekiler, friends, bigbros, skyhooks, borebolthængere, reb, seler osv. osv. Alt dette udstyr skulle hjælpe os op ad væggen, selv om vægten af det unægteligt trak voldsomt i den modsatte retning. I første omgang satte vi blot fixreb op på de nederste 2 reblængder, så vi på et senere tidspunkt kunne komme hurtigt ud af starthullerne ved at jumare op ad de første længder.
   Næste dag begyndte det dårlige vejr, og da der ingen fortrøstning var i vejrudsigten tog Jan og Bent Ro Dahl, som vi var sammen med i USA, til Joshua Tree 1 dags kørsel mod syd, mens jeg blev i regnen ud fra den betragtning, at man ikke altid skal sige at græsset er grønnere på den anden side af den. Efter næsten en uge kom de tilbage, vejret blev ustabilt, og vi kunne vende tilbage til vores projekt.
   Vi stod tidligt op og slæbte en masse udstyr op til væggen. Efter at have jumaret op ad den første reblængde, skulle jeg prøve at hejse sækken op. Jan havde omhyggeligt forklaret, hvordan man skulle gøre, men desværre var hejsesækken tungere end jeg, så i stedet for blot at løfte den med min kropsvægt, måtte jeg vende mig på hovedet og stemme benene imod boltene på standpladsen. På denne måde kunne jeg løfte sækken ca. 15 cm ad gangen. Efter 3 kvarters hårdt arbejde var sækken oppe. Lidt foruroligende hovedregning fortalte mig, at med det tempo ville ruten tage os en dag mere. De senere hejsninger gik dog bedre, og sækken blev da også 6-7 kg lettere hver dag ved at vi spiste og drak indholdet.

Førstebestigningen af El Capitan
Vi arbejdede os nu stille og roligt opad bolt efter bolt, reblængde efter reblængde. Søvn, standpladser m.m. foregik på portaledge, thi bortset fra risset var der kun den glatte væg, og man forstod, hvilke problemer førstebestigerne af El Cap må have haft. Som enhver lokal indianer (men dem er der ikke rigtig nogen tilbage af) ved, var førstebestigeren en målerlarve:
   "En dag havde to bjørneunger lagt sig på en boulderblok efter en svømmetur i floden. Og da de var faldet i søvn begyndte stenen at vokse, så den til sidst blev til El Capitan. Deres mor blev bekymret over ikke at kunne finde dem, og alle dalens dyr blev kaldt til hjæIp. Den skarpøjede krage så dem og fortalte bjørnemoderen, at de befandt sig på toppen af El Capitan, hvilket gjorde hende endnu mere nervøs. Måske ville de falde ud over kanten af skræk over at være så tæt på himlen. Alle dyrene prøvede nu at klatre op ad væggen, men de fleste kunne ikke komme mere end nogle få meter op. Til sidst ville målerlarven prøve, men de større dyr hånede den. Så uanseeligt et dyr, den var. Ikke desto mindre begyndte den at klatre, mens den sang: "To-tack, to-tack, to-to-kamoolack!" Et sted midtvejs var den ved at falde af, så den tog en mindre og mere sikker vej. Den blev ved med at synge og nåde til sidst toppen, hvorfra den hjalp bjørneungerne i sikkerhed."
   Efter et par dages klatring kom vi til hylden. Den var ca. 40 x 150 cm, så det var begrænset, hvor meget gavn man havde af den, men det var da meget sjovt at have fast grund under fødderne for en stund. De øvrige standpladser var hængende og var ekviperet med et antal supertynde mere eller mindre suspekte borebolte. Risset var ofte helt arret efter bolte, som havde været sat og fjernet gennem tiderne. Nogle steder, hvor førstebestigerne må have brugt rurps og andre tynde bolte, var vores bong nu for lille, men ved at slå yderligere en bolt i op ad bong'en, kunne man ofte klare situationen. Disse forhold kan siges at være en uheldig konsekvens af den måde som klatringen foregår på; det mærkelige er, at nogle fremholder Yosemiteklatringen som et klatreetisk ideal.
   I de øverste reblængder var der en del friklatring. Vi var nu på 4. dag og skulle gerne nå "Thanksgiving Ledge" inden aften. Næste reblængde begyndte med 5.10 off-width. Rart så det ikke ud; der kom vand ud af risset, og jeg skulle føre. Da jeg var kommet et stykke op, råbte Jan, at jeg skulle bruge "cheaterstick'en" - en 4 m lang stang, med en krog i enden, hvormed jeg kunne nå en slynge. Men der var 8 m til slyngen, og jeg måtte alligevel klatre det meste af det ulækre hjørne. Efter en travers, hvor man skulle pendulere i afbundne borebolte uden hængere, skulle det være 5.8 resten af vejen, men med det rebtræk jeg efterhånden havde, var det umuligt at friklatre. Derfor måtte jeg klatre det artificielt, selvom jeg kun havde udstyr til friklatring på mig. Næsten alt udstyret måtte backcleanes. Tidligere havde vi uden problemer klatret masser af både A3 og A3+, men dette var totalt desperat. Standpladsen jeg kom op til havde kun en borebolt, men med mit absolut sidste udstyr fik jeg dog en fornuftig standplads.
Jan havde ikke færre problemer med næste reblængde, som endte med, at han klatrede cruxet 10 m over sidste sikring, mens jeg bandt mig ud af standpladsen og ind i et ekstra reb, for at han kunne nå næste standplads mere end 50 m oppe. Jan sagde senere, at det var det sværeste, han endnu havde klatret onsight. Onsight var så meget sagt, for det var nu blevet helt mørkt.
   Vi havde vores sidste bivuak på Thanksgiving Ledge. Næste dag kunne vi smide overskydende vand ud, og traversere nogle hundrede meter hen ad væggen. 2 reblængder og noget parallelklatring førte os til toppen. 5 timers vandring med en ikke helt ringe oppakning førte os tilbage til dalen. Andre reblag kunne ses på El Capitan; små prikker i en stor verden.