DM 2003 set fra bagsædet
Mesterskaberne i indendørs klatring på 
Københavns Klatreklubs væg på Sundholm

Det var sgu en smule patetisk. En tredjedel oppe af rute 1 i den indledende runde hang jeg hjælpeløst fast. 
  Ruten gik på kassen og starten var rimelig nok. Ganske vist var jeg lidt i tvivl om, hvilket af de to startgreb, jeg skulle lægge ud med, men det virkede (heldigvis) overbevisende at bruge begge. Travers til venstre under taget og op på den lodrette væg. Ikke meget forskelligt fra de talrige ruter, der gennem tiden har ligget her. Lige op, og derefter en smule tvivl i mit sind. Jeg skal op og ud mod venstre, for det meste af ruten følger kassens venstre aréte. Men den store saturn-skive sidder som et undercut jug i midten af overhænget. Totalt kalket til - det må for fanden have et formål! Idet jeg træder til og trækker op, knager hele grebet og de små støtteskruerne sætter sig faretruende et par millimeter. Det holder. Videre til det trekantede greb på kanten og med venstre hånd til det blå sidepull i bunden af den let overhængende venstrevæg. Højre hånd går til det andet blå og endnu mere sidetrukne greb. 
  Krisen indvarsler sig momentant. Jeg er pinligt klar over, at jeg aldrig får hevet fødderne efter mig. Fed om røven, u-fleksibel i hoften og min eneste løsning er en regulær pull up. Det har reddet mig mange gange, men sidetræk er ikke det rette medium til den øvelse. Pincher et par af skrue-trinnene over mig, shuffler lidt rundt med fødderne og - ja - sætter mig stille og roligt ned i rebet. Ikke engang et ordentligt styrt kan jeg få.
Exit Hjorth

Jeg kunne bare have varmet lidt bedre op! 
Jeg kunne have trænet?!
Jeg kunne have holdt mig væk?

Fanme nej, det sidste er for svært. Før havde vi træf og samlinger, nu har vi konkurrencer. DM er (selvfølgelig) det største arrangement, vi har, og når det ligger på Sundholm, må man være med. En konkurrence giver mulighed for at sladre med de andre, smugkikke, hvordan de hårde drenge varmer op, se flot (og mindre flot) klatring, og så for fa'n trække hårdt igennem og vise pøblen nogle skosåler. 
  For en hel del år siden kom jeg for skade at skrive om klatrekonkurrencer i bjergklubbladet, at det var mere interessant at se maling tørre. Kort efter fik jeg en invitation til at deltage i den første indendørs konkurrence i Norden. Det var i 1989, og invitationen dækkede luksuriøst hotel-ophold og middag, men det var ikke den eneste grund til, at jeg blev omvendt. Min egen placering var ligegyldig, men arrangementet var uhyre positivt, stemningen i top, og finalen stemningsopbyggende, når hver ny finalist kom lidt længere end den foregående, kulminerende i Per Hustad's sejr et greb fra toppen. Jeg været på siden.

Isolation
Ca. 80 mennesker er klemt sammen i boulderlokalet, og det letter lidt, da alle familiemedlemmer, trænere og andre ikke-deltagere går kl. 08.30, hvor indskrivningen lukker. Kort tid efter gennes alle lettere tumultagtigt til ruteinspektionen for de indledende ruter. Med det store deltagerantal er tiden forståelig nok presset, og med brysk stemme får vi anvist vores kommende rute: "Junior-drenge klatrer dér, piger dér, damer derovre, herre 1 her og 2 dér...!" 
  Nix weiter; intet af den vanlige anvisning af start- og slutgreb. En underlig stemning begynder at brede sig i gruppen - og i mig. Jeg plejer at være god til at registre ruten til fremvisningen, men vi står alle i én hob, og jeg kan, hvor jeg står, ikke se de nederste meter. Anyway, jeg skal ikke så langt, så jeg går ud fra, at de føste meter næppe er vanskelige og de sidste ikke aktuelle, så jeg checker den første tredjedel. Hvad fa'n skal jeg ved de to sidepulls ...?
  Tilbage i isolationen kæmper alle for en plads til at klæde om og opvarme. Ind i mellem kommer der budskaber om, at de første fire skal gøre sig klar om 20 minutter. Der er lidt tvivl om, hvem de første fire er; listerne er på grund af no-show ændret. Vi bliver opfordret til at stille spørgsmål, men diskussion vil ikke blive accepteret (hvorefter de to officials begynder at diskutere højlydt). Fem minutter efter får vi at vide at de første skal gå, og opvarmningen bliver for mit vedkommende begrænset til et par pull ups og en tur på en motionscykel. Vi bliver gennet samlet i køkkenet, hvor 16 deltagere, officials og kaffebryggere kæmper om pladsen. Normalt bruger jeg tiden til at memorere og "mental-klatre", men er nu mest optaget af, hvor jeg skal lægge mit pikpak, så jeg kan finde det igen. Jeg får et nik fra tæppeholderen; musikken vil blive skuet ned, selvom jeg klatrer sammen med tre andre. Mine debatindlæg fra sidste år er ikke gået helt i glemmebogen.

Exit Wittrock
Musikken bliver skruet op igen; dagen og konkurrencen skrider effektivt og velsmurt frem. Klatrer afløser klatrer og det er tydeligt at hurtig afvikling er sat i højsædet. Dog ikke uden et par, eller rettere, tre incidenter: Diskvalifikation på herrenes rute 2. Den første er Lars Wittrock, som trods en fod, der kort forinden har været gipset, er favorit til topplacering. Kun de nærmeste ser, hvad der er problemet, resten må nøjes med et N/A (not applicable?) på resultatlisten. Lars er åbenbart gået videre med hænderne fra de to markerede startgreb, inden hans fødder har sluppet jorden. Straffen kommer resolut på sekundet: Ud! Tilskuere er forundrede, deltagere forbandede. Der går kun få minutter før det sker igen, Thomas Boesgård og derefter Jakob Vemmelund, begge fra NKK. DM går videre, ekspeditionen må ikke miste momentum!
  De fleste damerne topper deres rute; alle etter-herrerne undtagen en kommer over mit lille crux, og mange toer-herrer kæmper med et reach-problem halvvejs oppe af den overhængende væg ved faldmaskinen. Drengene trækker hårdt over bagdøren, men flere må give fortabt under taget.
  I pausen går snakken om diskvalifikationerne ivrigt, og var min inspiration og entusiame overfor konkurrencen lille, så er den nu nærmest ikke-eksisterende. Jeg husker kun lidt af semifinalen. F.eks. Stine Østergård, der elegant kæmper sig forbi sloperen og de to dårlige trin, der stopper næste alle andre, og når toppen. Men måske i højere grad Christina Liebach, der på nær et eller to greb matcher hende til næsthøjeste placering. Trods det, at hendes søn på et par måneder (?) ligger og venter på hende! Pigerne og drenge kæmper på damernes indledende, og alle imponeres over indsatsen. En af pigerne - sorry, fik aldrig navnet, hr. kommentator! - nægter at give op. Hun når øverste kant på overhænget, fødderne støtter akkurat på trinnene. Der er ikke rigtig power til at trække ind i højretraversen, ingen trin til at understøtte bevægelserne. Hun forsøger, men må tilbage til udgangspositionen. Fødderne slipper engang imellem, men kommer på plads igen. Armkræfterne tager slut, men ikke fingrene, så hun bliver hængende udstrakt, uden at gøre ret meget. Et sidste forsøg båret frem af heppende tilråb får hende et greb længere, men hun kan ikke bruge det og går tilbage. Hænger mange sekunder mere, inden hun til bragende klapsalver ryger ned i rebet. Sikke en kamp, hvilken udholdenhed!

Finalen
Vi venter. Jeg lidt mere utålmodigt. Har med flere telefonsamtaler udsat børneafhentning, men jeg når at se Katrine Jessens og Katja Knipschildts arbejde på vejen mod det store tag. Katrines power er legendarisk, trinnene under de to aflange greb to højretraversen ser ud til at passe hendes højde, men det fungerer ikke. Tydeligvis svarer epoxymængden på de efterfølgende greb ikke til brugbarheden. Efter at have mærket på dem, nægter hun ligesom at bruge dem, og hun må i rebet efter et par forsøg på at undgå dem. Katjas længde ser derimod ikke ud til at matche trinnenes placering, og hun må ud i komplicerede heelhooks på de skrå greb, hvis ikke det skal ende i ren campus. Hun når til bemeldte epoxy-klump og melder pas. 
  På herresiden får jeg bl.a. Steen Christensen med. Han virker nervøst klatrende, men tag ikke fejl. Styrkevægtforholdet er positivt og han når hele gangbroen igennem og tager adskillige feberredninger og comebacks inden saften alligevel tager slut før topvæggen. Henrik Toft klatrer med en hurtighed og samtidig rolig effektivitet, der fortæller om god form og rutine. Men jeg siger næppe for meget, hvis jeg nævner, at styrkevægtforholdet er ugunstigt i forhold til Steens, og Henrik må trække sig ud af finalen et par greb før ham. 
Exit Hjorth, igen. Resten må I trække ud af resultatlisten (og jeg må fantasere mig til Thøgers og Henriks no-hands upside down hvil)

Hvem er konkurrencen til for? 
For arrangørerne, for publikum eller for klatrerne?
Det kan ikke adskilles helt. Det er job og en krig at skrue arrangementet sammen (siger jeg, der aldrig har rørt en finger...). Det påkræver umiddelbart respekt, at der er folk iblandt os, som påtager sig at løfte, og ulønnet som det er, så kan en vis cocky optræden accepteres.
Uden publikum mister showet sin klangbund, og da sammensætningen er en blanding af deltagernes (ikke mindst juniorernes) familiemedlemmer, klatrevenner, og - få, tror jeg - ikke-klatrere, skal de pleases forskelligt. Alle fortjener de respekt.
Deltagerne har alle lagt mange år, dage og timer (okay, de fleste har ...). Kulminationen er DM. Respekt igen. Opmuntring, god stemning, korrekt og rettidig information er emner, der skal planlægges og prioriteres på lige fod med route setting.
Dommerne og diskvalifikationen er debatteret sagligt og indgående andetsteds. Personligt mener jeg, at fejlen ligger hos arrangørene, og at de kunne have været undgået: 
-   Ruterne skulle have været bygget, så der overhovedet ikke havde været tvivl om, hvilke greb, der skulle bruges først. 
-   Rutevisningen var mangelfuld. Startgrebene blev ikke vist, som de er blevet det ved tidligere DM.
-   Sikringsfolkene var ikke informative og hjælpsomme. Ved konkurrencer i udlandet (Sverige bl.a.) ser man ofte, at der kommer en lille bemærkning, hvis der kan være tvivl om, hvor eller hvordan ruten startes.
-   Da første diskvalifikation er en realitet (og en indsigt om, at der kunne være et problem, var til stede), burde information om problemet have tilfaldet de resterende klatrere for at undgå gentagelse. 
-   Dommeren burde have udvist konduite og/eller pragmatisme, når problemet så tydeligvis var arrangør-relateret. En ny start, 5 sekunder (?) senere, havde ikke haft indflydelse på klatrerens slutpræstation, og ville have været acceptabel for alle andre deltagere. 

DM 2003 var godt og flot arrangeret. Alligevel er mit ønske for fremtiden.

-   At informationsstrømmen fra arrangørerne til klatrere analyseres og planlægges på forhånd, og fremføres tydeligt af en person, der om muligt har en snert af empati og retorisk sans. Det skylder man klatrerne, ikke mindst juniorerne, der måske konkurrerer og optræder for første gang.
-   At informationsstrømmen fra arrangørerne til publikum analyseres og planlægges, og fremføres tydeligt af en person med sans for retorik og show-fornemmelse. Det skylder man publikum, og det skylder man klatrerne. Ikke mindst juniorerne.
-   At musikken nedprioriteres. 
* At en positiv stemning planlægges og sættes i højsædet. Det skylder vi hinanden.

Tak til Shiela Jensen og hendes hold, der bar. Tak til alle dem, der trak hårdt. Tillykke til Michelle Pedersen, Christina Rivett, Lars Erik Thyrsted og Henrik Ørum Svendsen.
Vi ses til DM næste år!