Tre Cime di Lavaredo

Sydvæggen på Marmolada di Penia. 
Soldáruten er indtegnet 

Dolomitterne, 1984

Via Normale, Cima Grande
Jeg sidder på en lille kalkknold og ser aftenlyset langsomt vandre hen over Tre Cimes nordvægge. Her er ikke en sjæl - stilheden er total. Men pludselig! En guitar? Sprøde toner fylder rummet, stille, stille, ingen steder fra, alle steder fra. En strandet klatrer i Cima Grandes nordvæg?
  I september måned var jeg to uger i Dolomitterne, en tur baseret på minimumsbudget samt en ubændig trang til at se bjerge. En vellykket blaffetur, hvor tommelfingeren ofte var unødvendig, bragte mig til foden af Tre Cime di Lavaredo, omkring hvilke jeg tilbragte en lille uge med at vandre og klatre. Området var i september selv på hverdage tætpakket med verbalt overgearede italienske skolebørn og voluminøse tyske vandrere, men til min udelte begejstring var de alle væk klokken fem.
  Heldigvis var jeg alene, så det blev kun til drømmende blik mod Comici's og Cassin's linier gennem gule overhæng på Cima Piccola, Cima Grande og Cima Ovest. Heldigvis, fordi kun alene kan indre såvel som ydre lokketoner nonchalant afvises; ingen risiko for tørstende, svedende og skræmt at skulle mase sig op ad slet skjulte ambitioners halvdunkle mål.
Foreløbigt holdt jeg mig ydmygt til bl.a. andet Cima Grandes normalvej, som snor sig gennem render, kaminer og hylder op ad sydvæggen. Efter en sløv sommer med cragging i England trængte jeg til konditionering, og jeg nåede toppen med sveden svidende i øjnene efter en lille times målbevidst klatring. Her mødte jeg en gammel sydtysker, der var gået herop tidligt om morgenen for at nyde stilheden. Efter en times tid dukkede rækken af bjergførere med klienter op. Der var for ham signal til at går ned; freden var forbi. Det var for øvrigt interessant at iagttage bjergførernes fodtøj. Alle uden undtagelse brugte moderne friktionssko med specialgummi, selv på denne rute, som kun er tredje grad. I min kortvarige karriere er jeg ikke så sjældent blevet tudet i ørene, at i Alperne klatrer man i stive støvler også på rene klipperuter; friktionssko er bare for gymnaster. De eneste med tunge stive støvler var tunge tyske fodturister siddende stive i baren på lavtliggende hytter.
  Min sidste nat ved Tre Cime tilbragte jeg ved en smuk bjergsø for foden af Cima Ovest sammen med seks englændere, der var ansvarlige for føromtalte guitarspil. To af dem havde haft en mindre epic på abseilruten ned af Cima Piccolissima. Deres reb havde sat sig fast, og de havde oplevet en af Dolomitternes mere kedelige karakteristika; en konstant regn af løse sten. Jeg besøgte på vejen en bjergfører i Auronzo, Gianni Pais Becher, der flere gange havde besøgt klubben på sin vej til og fra Østgrønland. Han havde fire gange bragt omkomne ned fra Dibonakante på Cima Grande. Alle dræbte af stenslag!

Alpernes smukkeste travers?
Den følgende uge tilbragte jeg hos en god ven Roberto Bassi i Padova ved Venezia. Han og hans venner påtog sig den beskedne ære at transportere mig mig rundt til Poslettens klatresteder samt flere ture op i Dolomitterne. Bl.a. besøgte vi Lumigiano 50 km fra Padova med 50 m stejl kalksten og klatring på fingerhuller (goutte d'eaus). Ruterne endte i vinmarker med herlige friske druer. Og på grænsen til Alperne nord for Bassano ved Cismon klatrede vi veltilrettelagte ruter for foden af Verdon-høje vægge. Navnet, graden, ruteforløb og bolte var alt sammen malet på klippen med rød spray. En holdning væsensforskellig fra Nordeuropa og England, hvis afsky for fast bolte italienerne stod fuldstændigt uforstående overfor. Dertil skal siges, at dolomitkalk ikke er velegnet til moderne kiler, og mine medbragte Friends blev kun benyttet til at tynge rygsækken ned med. 
  I Dolomitterne fik vi klatret tre ruter. Micheluzzi på Piz di Ciavazes i Sellagrupen. Kun 10 minutter fra vejen til "attacco" betød, at der var trængsel på standpladserne. men heldigvis vælger mange kun at lave de to første reblængder, som giver fin delikat 6+ klatring på fast klippe. Herefter blev der mere plads, men klatringen var stadig fascinerende. En 90 meters særdeles luftig travers, der ifølge guidebogen er alpernes smukkeste (?!) efterfulgt af 100 meter femmerklatring på knapt så lækker klippe indtil "Gamsband", den store hylde, der deler Piaz di Ciavazes, og hvor klatringen ender. 
  Den anden tur var i Palagruppen på Sass d'Ortega. Ifølge guidebogen særdeles anbefalelsesværdig på grund af cruxet, en 60 meter diedre midt i den 400 meter høje væg. Men tre timers hård vandring og flere hundrede meter fireplusklatring i dårlig sikret og løs klippe var vel rigeligt for halvanden reblængde femplus, også selvom klippen her var god og fast. Men vejr og udsigt var smukt som kompensation. 

Che brutta via!
Den sidste weekend blev jeg opfordret af tre af Robertos venner til at tage med på en af de større vægge. Jeg var lidt beklemt; dagene er korte sidst i september, og mine længste ruter hidtil lå på 300 meter i Paklenica, beskedne i dolomitsammenhæng. De andre mente, at det nok skulle gå, og valget faldt først på Civettas 1000meter høje nordvestvæg. Fra byen Allegre blev ruterne på væggen oven over os kyndigt peget ud og kommenteret på et uforståeligt veneto-dialekt, men heldigvis viste det sig, at Ermes havde klatret alle ruter, og så blev det droppet. Afløst af Vinatzer på Marmolada S-væg. Skræmt tænkte jeg på beskrivelsen i Doug Scott's bog, Bigwall Climbing: I mange år den vanskeligste rute i Dolomitterne, første gang lavet med fulde runouts i de øvre sværhedsgrader! Men hvis jeg kunne være 2. mand på det svære, kunne det vel gå an. 
  Søndag morgen klokken 6 ved bivuakhytten i Ombrettapasset. I halvmørke og med en bidende kold vind, blev planen hurtigt ændret til Soldá, som er 250 meter kortere, og anmarchen 1 time udsat. 
  Vi var to reblag. Altid forrest var Carlo af to grunde. Han var hurtigst og bedst, og havde til sinde at lave hele ruten frit i syvende grad, og desuden havde han ingen hjelm på! Måske ligegyldigt for ham, men bydende nødvendigt for os andre på lavere niveau. Han klatrede sammen med Andreo. Bagefter fulgte jeg sammen med Ermes. Rutens første halvdel gik fint og frit. Jeg skiftedes til at føre med Ermes, og begge friklatrede vi de oprindeligt artificielle passager i 6+, og kun umiddelbart før den store tværhylde var klippen rigtig løs. Det var 30 meter over standpladsen uden sikringer på løs fireklatring, at jeg lærte den glatte, næsten katteagtige og svævende klatrestil, hvor intet greb belastedes unødigt. Belastet derimod var mine nerver! Og da standpladsen var i en grusbunke, fastbundet til en selvplaceret 30 cm stor stenblok i et smuldrende riss, begyndte jeg så småt at forbande Dolomitterne som klatreområde. 
  De sidste 300 meter går hovedsagligt gennem et kaminsystem, hvor store fastklemte blokke udgør cruxet. Længe arbejde Carlo 100 meter over os med at løse problemerne frit. Stenene piftede aggressivt i luften uden for det lille overhæng, jeg gemte mig under, men snart hørtes det ufravigelige: 
-  Vai! Come!
Ermes havde nået sin standplads inden Carlos var færdig med cruxet, så jeg måtte ud i kugleregnen. Efter adskellige fuldtræffer, der efterlod blodige mærker på ryggen, nåede jeg gennembanket og forbandet standpladsen, og jeg lod med et "Che brutta via!" Ermes føre den næste længde også. Mine ambitioner om friklatring af ruten var små, og herefter hev jeg i alt, hvad der kunne hives i.
  Afslutningskaminen står til 4. og 5. grad kun, men på grund af de løse topplateau og den konstante strøm af faldende sten, er alle greb og trin glatte og afrundede og sikringerne på nær en eller to bolte pr. reblængde ganske mangelfuld. 
  Efter 9 timer nåede vi toppen 3343 m ved solnedgang og med kun en halv time til mørket foregik nedstigningen i spurttempo. Bivuakering på toppen af Marmolada 1. oktober uden udstyr er ikke til at spøge med. 
  Mens månen steg op over Civettas silhuet, glædede jeg mig over min første bigwall, og over at det ikke blev til Vinatzer. "Prossimo anno!" sagde Ermes. 
  Den tid den sorg!