Bob Rosendal på 'Direktes Klavier', 7b, 2 bolte (!)

Eksotiske sandstenstårne, 13 000 forskellige ruter og et rigidt klatrereglement, der fylder 28 sider i den lokale fører, og som har overlevet de sidste tre års totale kapitalistiske revolution, gør, at enhver klatrer bør besøge Elbsandstein i det tidligere Østtyskland.
  Bob Rosendal, Lars Wittrock, Søren Smidt og jeg gjorde det på vores vej hjem efter to ugers klatring i Frankenjura på den anden siden af den tidligere grænse. Stejl, fast og velsikret kalk er ikke den bedste forberedelse; vi var for klatremætte og for blødsødne, så trods fantastiske klippeformationer var det med begrænset begejstring vi kikkede 8 obligatoriske meter op på de nederste sikringsbolte.
  Sportslig klatring har været dyrket her siden midten af sidste århundrede, og standarden var indtil for bare 30 år siden langt højere end i andre klatreområder. Vi klatrede to ruter fra 1913, der begge holdt skandinavisk 6-.
  Næsten alt er forbudt eller påbudt: Kiler, Friends, pitoner og kalk er forbudt. Kæmpemæssige ringbolte er påbudt. Boltafstande på under 5 m er forbudt, og den første må ikke sidde lavere end 8 m. Man skal skrive sig ind i topbogen med rutenavn, efternavn, fornavn og klubtilhørsforhold i nævnte rækkefølge. Det er forbudt at tegne i bøgerne.
En del af forbudene skyldes klippens særegne kvalitet: Den består af en meget blød sandsten omgivet af en tynd hård skal, og et hårdt styrt i en metalkile vil ødelægge overfladen. Man er henvist til supplere ringboltene med knude- og sandurslynger, hvilket kræver en vis fingersnilde og lille træstok til at banke knuderne på plads.
  Vi nåede at klatre fire perfekte ruter inden regnen og et forbud mod at klatre på våd klippe sendte os tilbage mod Danmark.
 I en tid, hvor der bores, chippes og kalkes greb i anarkistisk hensynsløshed, håber jeg, at det vil lykkes Dresden-klatrerne at bibeholde den særegne tradition, og bevare Elbsandstein som et anderledes og mindre forudsigeligt område end de tusinder af andre europæiske klatresteder.