Karin Jensen på Straight Flush, 6.
Billedet blev anvendt som illustration til artiklen, 'Klatring' i Encyklopædien.

Danmarks Nationalleksikon

Mandag d. 21. marts 1999 blev en artikel på 15 linier om emnet "trekking" afleveret til "Den Store Danske National Encyklopædi". Hermed var Dansk Bjergklubs engagement i det store leksikon slut.
  Dette arbejde begyndte, da leksikonredaktionen i foråret 1993 anmodede klubbens formand, Jan Bønding, samt undertegnede om assistance til at skrive om de bjergbestigningsrelaterede emner. I samråd med redaktionen fandt vi frem til følgende opslagsord:

Alle tekstforfattere ønsker deres emneområde udvidet, men da leksikonets størrelse var fastsat på forhånd, var kampen om mere plads kort. Det lykkedes dog at hæve artikelstørrelsen på "klatring" fra 10 til 50 linier og sænke størrelsen af "fjeldvandring" fra 60 til 15 linier (hvor svært kan det være at sætte det ene ben foran det andet?) På baggrund af min korrekturlæsning af geografiredaktionens fejlbehæftede artikel om bjerget Kanchenjunga (hvori der bl.a. stod, at det var førstebesteget af Reinhold Messner i 1982!), fik jeg på et sent tidspunkt tildelt opslagsordene: 

I modsætning til et leksikons kontantsprog er kravet til encyklopædien, at sproget skal flyde lettere med få eller ingen forkortelser, og da mit naturlige ønske var, at der skulle pakkes så mange (og korrekte!) informationer ind på den begrænsede plads, satte opgaven mig på mit hidtil vanskeligste skrivearbjede - trods artiklernes unægtelig beskedne størrelser: 

alpinisme, klatring og bjergbestigning på klippe, sne og is i relativt stor højde svarende til de forhold, man finder i Alperne.

alpeklub, klub for alpinister og bjergbestigere. Den første, The Alpine Club, blev dannet i London i 1857. Den blev efterfulgt af bl.a. en østrigsk i 1862 og en norsk (Norsk Tindeklub) i 1908. De nationale alpeklubber er internationalt organiseret i UIAA (Union Internationale des Associations d'Alpinisme), som også Dansk Bjergklub er medlem af.

Med et fast liniehonorar gav indsatsen følgende svimlende indtjening (og begrænsede timeløn): 

Samarbejdet med DDNE er foregået gennem en fagredaktør. For bjergbestigningens vedkommende med fritid som speciale. Deadlines har ligget ca. 1 år inden udgivelsen, og korrektur-korrespondancen har stort set fungeret tilfredsstillende. Mit til tider tekniske og kantede sprog er blevet poleret op til en mere letlæselig og stadig korrekt slutartikel. Med en enkelt markant undtagelse. 
  Artiklen om bjergbestigning blev afleveret i tide, og en korrekturlæst version var godkendt af mig næsten et år før udgivelse af bind 3. Derefter hørte jeg intet, før jeg hjemkommet efter en længere udlandsrejse fandt et brev fra en ny fritidsredaktør, der havde set min godkendte artikel. Han havde en anden opfattelse af sprog og indhold og havde tilladt sig at omskrive hele artiklen. Hvis jeg havde indvendinger, kunne jeg kontakte ham inden 3 dage efter, brevet var sendt. Da sad jeg i Nepal, og jeg måtte derfor se mine initialer under en artikel, som efter min mening har et dårligere sprog uden flow og rytmik, med faktuelle fejl (ordet "højdesyge" er ændret til det ukorrekte "bjergsyge") og min omtale af danske og kvindlige bjergbestigere var fjernet. 
  Forskellen mellem artiklen "bjergbestigning" og artiklen "klatring" var af mig udtænkt således, at bjergbestigning hovedsagligt omfattede den historiske vinkel, mens klatring beskrev den tekniske side. Ikke nødvendigvis korrekt, men det var en måde at undgå dobbeltinformationer og derved vinde plads. Som illustration til førstnævnte foreslog jeg et billede fra Dhaulagiriekspeditionen i 1991. Hvor mit eget honorar som nævnt var beskedent, var det i det mindste godt, at arbejdet har kunnet give et offspin til andre. Som fotograf har Søren Smidt inkasseret et ukendt antal tusinde, ikke mindst da hans billede blev anvendt i en landsdækkende annoncekampagne for værket. 
  Under arbejdet har jeg til tider lænet mig op ad andre landes encyklopædier, og det er klart, at emnet i England, Frankrig og USA har langt større og mere omfattende artikler. De er ikke alle lige korrekte af den grund. Det dårligste og mest fejlbehæftede opslag fandt jeg i det svenske leksikon fra Bra Böcker. Heri finder man en illustration af en nordsvensk rødmosset fjeldgubbe, klædt i gummibetrukne Sarek-støvler og fuld fjällräven, der i klassisk, men forkert anvendt Dülferabseil, kaster sig ud fra et 45 graders slab i et terræn, der tydeligvis ligger nord for Nikkaloukta. Billedtitlen lyder i retning af (fra hukommelsen; jeg har smidt min kopi ud): "Den världsberömta bergsbestigaren Reinhold Messner på väg mot 8000 meter". Utroligt hvilke bedrifter Messner bliver tiltroet. 
  Arbejdet er afsluttet for mit og Jans vedkommende (Jan skrev opslaget "Dansk Bjergklub"), og de sidste bind udkommer i løbet af de næste par år. Sidst Danmark udgav et stort nationalt leksikon var i 1915-1930 (Salmonsens). Så hvis du finder faktuelle fejl i vores artikler, er det for sent at gøre indsigelse. De vil være "sandhed" de næste 75 år.

Nedenfor kan mine førsteudkast til artiklerne læses. Jeg har ikke de færdige artikler i elektronisk form, men opfordrer hermed korrektur-interesserede læsere til selv at slå op i Encyklopædien. Den netbaserede Encyklopædi fandt ikke nåde hos de bevilgende myndigheder, og dette er måske det nærmeste, vi kommer en sådan. Samlet informationsmængde i forhold til det samlede værk skal dog måles i PPB (parts per billion).

alpinisme, klatring og bjergbestigning på klippe, sne og is i relativt stor højde, svarende til de forhold man finder i Alperne.

alpeklub, klub for alpinister og bjergbestigere. Den første, The Alpine Club, blev dannet i London i 1857. Den blev efterfulgt af bl.a. en østrigsk i 1862 og en norsk (Norsk Tindeklub) i 1908. De nationale alpeklubber er internationalt organiseret i UIAA (Union Internationale des Associations d'Alpinisme), som også Dansk Bjergklub er medlem af.

bjergbestigning, alpinisme, sportslig aktivitet, hvis mål er at nå toppen af et bjerg. 
Bjergbestigning involverer fjeldvandring, klatring på klippe, sne eller is samt ruteorientering. Sporten stiller store krav til udøverens udholdenhed og erfaring, og der kræves specielt udstyr som bolte, sikringer og reb samt isøkse og klatrejern "steigeisen", til støvlerne ved klatring på is og sne. På grund af bjergterrænets og vejrets kompleksitet involverer bjergbestigning ofte en vis grad af uforudsigelighed og eventyr.
Normalt fastsættes bestigningen af Mont Blanc (4807m) i 1786 som den første bjergbestigning i traditionel forstand.
I midten af 1800-tallet begyndte engelske alpinister sammen med deres kontinentale bjergførere at klatre i Alperne for sportens skyld, og inden for en kort årrække var alle de højeste toppe besteget.
I Alperne var målet herefter at finde stadig vanskeligere ruter på allerede bestegne toppe. Nordvæggen på det schweiziske bjerg Eiger (3970 m) var i 1930'erne scene for en række dramatiske bestigningsforsøg.
I Himalaya påbegyndtes bjergbestigning i slutningen af 1800-tallet, og Mount Everest (8848 m) blev besteget i 1953 af new zealænderen Edmund Hillary (f. 1919) og Tenzing Norgay (f. 1914, d. 1986). Italieneren Reinhold Messner (f. 1944) fra Sydtirol har markeret sig i 1970'erne, bl.a. ved som den første at nå toppen af Everest uden brug af medbragt ilt i 1978 (sammen med østrigeren Peter Habeler (f. 1942)).
Danskeren Carl Hall (1848-1908) foretog fra 1880-1900 talrige førstebestigninger i Norge, og i 1951 forsøgte Klavs Becker-Larsen (f. 1928) illegalt at bestige Mount Everest alene. Medlemmer af Dansk Bjergklub har gennemført ekspeditioner til Grønland, Andesbjergene og Himalaya, og Søren Smidt (f. 1960) blev i 1991 den første dansker på en ottetusinder, da han som leder af en dansk ekspedition besteg det 8167 m høje Dhaulagiri i Nepal.

Dansk Bjergklub, klub stiftet i 1951 med det formål at varetage interessen for bjergvandring, bjergbestigning og klatring, herunder klatring på klatrevægge, samt at virke for sikkerhed i bjerge og på klipper gennem uddannelse og kurser. Dansk Bjergklub tæller ca. 1000 medlemmer (1995) og driver indendørs klatrevægge i Århus og København. (Skrevet af Jan Bønding).

Fjeldvandring er den grundlæggende måde at bevæge sig i fjeldet på. Fjeldvandring dækker alt fra en kort vandretur på Bornholm til krydsning af 5.000 meter høje pas i Himalaya og det involverer evnen til at bevæge sig økonomisk i uvejsomt og kuperet terræn. Fjeldvandrere behøver god støvler, beskyttende tøj mod dårligt vejr, kort og kompas og en grundlæggende forståelse for orientering.
Dansk Fjeldvandrerklub blev dannet i 1966 og den har omkring 260 medlemmer fordelt over hele landet. Populære mål for danske fjeldvandrere er Hallandsåsen og Skåneleden i Sverige; Jotunheimen i Norge samt Sydgrønland omkring Narsarsuaq og Qaqortoq.
Fjeldvandring kan dyrkes i både sommer- og vinterfjeld og kan i sin mest avancerede form omfatte krydsning af bræer og stejlt fjeldterræn, og derved gå naturligt over i bjergbestigning.

Hillary, Edmund, født 1919, newzealandsk bjergbestiger og opdagelsesrejsende; han besteg 29. 5. 1953 som den første Mount Everest sammen med sherpaen Tenzing Norgay (1914-86).
Efter en succesfuld ekspedition i Nordindien deltog Hillary i 1951 og 1952 i de engelske rekonnoceringsekspeditioner til Mount Everest. Han returnerede flere gange til Nepal dels for at klatre, dels for at bygge skoler. 1956-58 krydsede han Antarktis i bæltetraktor og nåede Sydpolen januar 1958. Hillary var New Zealands ambassadør i Indien 1984-90.

Kanchenjunga, Indiens højeste og verdens tredjehøjeste bjerg; 8598 m. Toppen ligger i en gruppe af fem høje tinder på grænsen mellem Nepal og Sikkim i Himalaya og kan ses fra delstatshovedstaden Gangtok. Bjerget er vanskeligt at bestige og blev det første gang 1955 af et engelsk bjergbestigerhold. Trekkingturisme er i stærk udvikling i området. 

Klatrevæg er en kunstigt bygget struktur, hvor der er fastskruet håndgreb og fodtrin på en sådan måde, at den kan benyttes til klatring.
De første indendørs klatrevægge blev opført i England i 1970'erne, og de er siden blevet meget populære, dels til effektiv træning, når vejret vanskeliggør udendørs klatring og dels til klatrekonkurrencer, hvor målet er at nå så højt som muligt på den vanskeligste rute. 

Klatring er en vigtig diciplin i bjergbestigning og desuden en selvstændig sport, hvor det for deltagerne gælder om at finde den vanskeligste rute op ad stejle klippe- eller isvægge.
Klatring kan dyrkes på alt mellem 2-3 meter høje vægge og kaldes da for bouldering (efter det engelske ord for stenblok) og til mere end 1.000 meter høje vægge, hvor klatrerne må overnatte flere gange undervejs. Siden midten af 1980'erne har det været muligt at klatre indendørs på kunstige klatrevægge, og fra at have været en sport for de få, præget af eventyr og uforudsigelighed, har klatring i 1990'erne fået en voldsom tilstrømning med nationale og internationale mesterskaber.
  Der skelnes mellem friklatring, hvor klatrerne kun holder i og står på klippens naturlige fremspring; artificiel klatring, hvor medbragte sikringskilerne og stålbolte må benyttes til at trække sig op; solo-klatring uden sikringsreb (og derfor stærkt risikobetonet) samt isklatring på frosne vandfald, hvor der benyttes isøkser i hænderne og klatrejern på støvlerne.
Klatrerne er normalt forbundet to og to med 50 m reb, og rebet går fra den øverste klatrer, kaldet førstemanden, nedad til sikringspersonen, andenmanden. Førstemanden anbringer på vej op aluminiumskiler i revner eller huller for hver anden til tredje meter. Rebet forbindes løbende til kilerne via karabinhager. Ved et eventuelt styrt falder klatreren derfor dobbelt så langt som hans afstand ned til sidste aluminiumskile, inden rebet strammes af andenmanden gennem en speciel rebbremse. Efter 50 m klatring gør førstemanden sig fast til klippen, trækker rebet gennem en bremse og sikrer andenmanden ovenfra. På sin vej op tager andenmanden kilerne ud af klippen. I visse klatreområder er der indboret stationære sikringsbolte i klippen, hvilket overflødiggør brugen af sikringskiler.
Foruden rebet behøves en sele, der sikkert og komfortabelt skal fange klatreren ved et styrt; et par friktionsklatresko; hjelm; 10-15 aluminiums-sikringskiler i forskellige størrelser; 15-20 karabinhager; rebbremse med låsbar karabin. Pris ca. 3000 kr. (1997).
Klatreruter graderes i Skandinavien på en åben skala fra 1 til 9. Skalaen fortæller klatreren om rutens sværhedsgrad, men ikke nødvendigvis om klippens beskaffenhed eller om ruten er farlig at klatre. 

Messner, Reinhold, f. 1944 i Sydtyrol i Italien. Anses som den mest succesfulde bjergbestiger gennem tiden.
Som tyveårig havde han klatret de fleste vanskelige bjergruter i Alperne, og i 1978 besteg han og østrigeren Habeler som de første verdens højeste bjerg Mount Everest uden brug af medbragt ilt. I 1980 gentog han bedriften helt alene, og i 1986 havde Messner som den første besteget alle 14 bjerge over 8000 m.

Mount Everest, (efter George Everest), nepalesisk Sagarmartha, tibetansk Chomolungma, kinesisk Qomolangma Feng, verdens højeste bjerg, 8.848 m, beliggende i Khumbu Himal i det østlige Nepal på grænsen til Kina. I midten af 1800-tallet påviste Survey of India med stor præcision, at bjerget var verdens højeste.
Udforskning med henblik på en bestigning af bjerget påbegyndtes af engelske bjergbestigere i 1920'erne, og efter en lang række mislykkede forsøg fra nordsiden lykkedes det i maj 1953 for newzealænderen Edmund Hillary og nepaleseren Sherpa Tenzing Norgay (1914-86) at nå toppen fra sydsiden. Siden er Everest besteget af mere end 700 mennesker ad 14 forskellige ruter, og indtægterne fra bestigningstilladelserne udgør en væsentlig del af Nepals økonomi. De første danskere på toppen af Mount Everest er Michael Knakkergaard Jørgensen i maj 1995 efterfulgt af Lene Gammelgaard i maj 1996.

Nanda Devi, 7.816 m, højeste bjerg inden for Indiens grænser. Bjerget er beliggende i Kumaun Himal i et vanskeligt tilgængeligt område, der siden 1982 har været udlagt som en lukket nationalpark.

Nanga Parbat, 8.124 m højt bjerg i Punjab Himalaya, Pakistan, der rejser sig mere end 7.000 m over den nærliggende Indusflod. Tyske bjergbestigere forsøgte i en årrække og under tab af mange menneskeliv at bestige Nanga Pabat, inden østrigeren Herman Buhl nåede toppen alene i 1953.

rafting, (ra:fte(),(eng. af raft 'tømmerflåde'), sejlads med oppustede gummiflåder på strømmende elve. Flåden er bemandet med en styrmand og op til 10 passagerer. På grund af gummiflådens fleksibilitet, flydeegenskaber og robusthed kan kraftige strømfald manøvreres uden risiko for passagererne, og rafting har vundet stor popularitet både sportsligt og kommercielt. Populære rafting-elve findes i bl.a. Sverige, USA og Nepal. 

trekking, (afrikaans, af æld. holl. treek rejse med okseforspand) besværlig vandring i bjergterræn eller øde områder. Udtrykket knyttes normalt til flerdagesvandringer, der er organiseret af hjemlige eller lokale trekkingbureauer med brug af bærere, kok og guide. Fjeldvandring i Skandinavien og alperne betegnes sjældent som trekking. Trekking kan være fysik hårdt, og en vis kondition er nødvendig. Ved trekking i bjerge over 2500-3000 m er der risiko for højdesyge. Kendte og populære trekkingruter er f.eks. Annapurna Trekket i Nepal, Inka Trail til Macu Picchu i Peru og The Milford Trail i New Zealand.