Den faldne engel
Robert Walton


- Det er cruxet nu
- Jep
- Det er din tur
- Jep
- Guidebogen siger, at det er et riss, der åbner op og forsvinder
- Mind mig ikke om det
Harry klukkede: 
- Vi er ikke helt i form i dag, hva'?
Tony kikkede på sin makker.
- Skrid ad helvede til, Harry
Harry bøjede hovedet tilbage og lo. Hans latter var hård og ubehagelig. Harkende som en hyæ.
- Kortfattet, men præcist, Tony. Men det er dig, der er stjernen. Det er cruxet nu. Kom i gang. Tiden går.
Tony kikkede op ad reblængden over ham. Lys granit badet i et varmt lys fra den lave sol bag hans højre skulder. Risset, der startede på hylden, hvor han stod, var skarpt, lige ind og perfekt til jams, men højere oppe blev væggen stejlere og risset fadede ud. Han følte sig pludselig meget gammel. Han gned sig i tindingerne med begge hænder og tog et dybt åndedrag. Han så på sine hænder - skrabede knoer, spor af friskt blod på fingerleddene, huden tyndslidt på grænsen til at sprænges. De syntes som dårligt og udslidt værktøj til det arbejde, der lå forud. Han så op igen. Klippen glødede violet i det aftagende lys og, som altid, uforsonlig, tavs. Han kikkede på Harry.
- Jeg er træt. Hvorfor tager du den ikke?
Harry grinede, hans sorte øje lyste. 
- Aldrig i livet. Det er din tur.
Tony sukkede. 
- Jeg ved det, jeg tænkte bare.
- Hold op med pive. Kom i gang. Vi har ikke hele natten
Tony sagde ingenting og vendte sig mod klippen. He kilede sin venstre hånd ind i risset og begyndte. De første bevægelser var stive og famlende, men så varmede musklerne op. De fundamentalt simple og grundlæggende bevægelser bar ham over træthed og smerte. Frygt og tvivl opløstes og forsvandt fra hans tanker. Han gled lydløst op af klippen, fingrene låst og tæerne fæstet i risset eller på små krystaller til siden. Han nåede en lille afsats 8 meter under tophylden, hvor risset gav ham det sidste fingerlock, inden det ebbede ud i ingenting. Han gjorde holdt. 
Harry råbte op: 
- Hvad er der galt?
- Holder pause.
- Lyset forsvinder.
- Jep. 
Tony kikkede ned. Foden af væggen var forsvundet i en lilla skygge. Nattens linie krøb op og rørte nu Harrys fødder. Han kikkede til begge sider. Solnedgangen omdannede klippen til flammen i en gigantisk lampe, og han stod i dens centrum. Han kikkede op. Toppen lokkede. De næste bevægelser ville være vanskelige. De sidste to til toppen ville være på grænsen af hans evner. Hans sidste gode sikring sad ved hans fødder. Der ville ikke komme flere. Han stod afslappet i perfekt balance et øjeblik mere, inden han satte i gang.
  Han svævede opad på krystaller og næsten-jams i det åbne riss. Han ventede lige under toppen med foden på en myntbred kant, der bar det meste af hans vægt. To bevægelser mere var nok. To bevægelser mere ville bære ham forbi cobraslangens kurvede granit-hals til kufferthåndtag under tophylden. Som sædvanligt var der ingen tid til at tænke og ingen mulighed for at vende. De sidste rester af risset gav ham en tre-fingerspids-kant til venstre hånd. Han lænede sig tilbage i den, satte højre fod højt og trådte igennem. Fingrene på højre hånd famlede om en lille bule. Det kunne ikke kaldes for et greb, men friktionen af skind mod klippe var nok til at holde ham i balance. Hans højre ben strakte sig og den venstre fod svingede ud frit og bredt. Hans venstre fingre mærkede krystaller under grebet, listede op mod det, krummede sig om kanten.
  Han faldt. Han faldt akkurat da han nåede sikkerheden og sejren. Hans højre fod fejlede og han faldt. Faldet var et lille og harmløst i begyndelsen. Han kunne føle hans fingre miste grebet fra klippen og se, at krystallene blinkede solnedgangen til ham, mens han gled forbi dem. Derefter fulgte det monstrøse sug af farten. Hans så sin højeste sikring, en lille kile, da han fløj forbi den.
  Hans tyngde blev taget af rebet og af kilen, og kroppen hamrede ind i væggen. Smerten bankede ind, mens hans luft blev banket ud. Han svingede ud til siden. Så røg kilen ud. Han faldt. 
  Han faldt igen, og hamrede igen ind i væggen. Andre sikringer røg ud og han faldt. Han faldt ind i skyggen og stoppede. Bevidstheden forlod ham aldrig, men den blev et lille smalt vindue, gennem hvilket han ikke kunne se noget, der betød noget. Så dukkede der et ansigt op i vinduet. 
Harry sagde: 
- Sikke en omgang
Tony hang for enden af rebet lige over hylden. Han så, hvordan blodet løb ned af hans venstre arm og dryppede fra hans fingre. 
Harry fortsatte: 
- Du havde den næsten denne gang. Jeg kunne godt li' den lille balance-detalje med venstre fod. Den var ny.
Tony stønnede. 
- Hvor mange gange skal jeg blive ved?
Harry trak på skuldrene: 
- Til du har den.
Tony sank sammen. 
- Det er helvedes.
Harry nikkede. 
- Ja, det er det.
Tony kikkede på ham. 
- Er det?
- Det er det.
Tony rystede på hovedet, selv om hans blik blev sløret og smerten jog op i hans tindinger. 
- Hvorfor er jeg her?
Harry klukkede. 
- Tja, det sædvanlige. Vi kan vende tilbage til detaljerne senere. Det er det morsomme, selvfølgelig, men nu synes jeg bare, vi skal sige, at det er det sædvanlige. Bedraget din kone, temmelig meget arrogance - I klatrere er så selvoptagne. Lad mig se...
Harry holdt stadig rebet igennem bremsen med sin højre hånd. Men hans venstre hånd tog han en lille notesbog ud af skjortelommen. Han åbnede den: 
- Ja. Faktisk er du en rimelig fornuftig person, men der et par specielle punkter her. Vi ta'r dem senere, synes du ikke? Han grinede: 
- Lad os få dig ind på hylden først.
Smerterne knopskød og blomstrede som forårsroser på Tonys krop. Harry sænkede ham ned og svingede ham ind på hylden. Han stønnede af lettelse, da han kunne sætte sig ned med ryggen til klippen. Harry tog sin hjelm af og tørrede sveden af panden. Tony kikkede på ham og spilede øjnene op. 
  To stumpe, rød horn stak ud af det svedig hår over hans pande. Harry så hans reaktion og smilede: 
- Jeg bliver nød til at finde en anden hjelm. Petzl passer ikke til min fysionomi.
Tony kikkede den anden vej. 
- Hvorfor er du her med mig? Hvad med alle andre? Hvorfor er jeg så speciel?
Harry trak på skuldrene. 
- Alle er specielle, Tony. Er du ikke klar over det? Jeg er med alle mine klienter i al deres møje og besvær.
- Alle?
- Prøv ikke at forstå det. Et paradoks, ved du. Det er vel nok at sige, at der ikke ville være meget ved at være djævel, hvis jeg ikke kunne skabe personlige relationer til alle de forbandede. Mine klienter og jeg udforsker sammen alle nyancer af skyld og anger, for ikke at nævne tabte muligheder. Vi vil lære hinanden meget godt at kende, Tony.
- Vil vi?
- Det kan du tro. Evigheden varer evigt, ved du. Tony sagde ingenting.
Harry grinede igen.
- Tony?
- Hvad?
- Det er cruxet nu
- Jep
- Det er din tur
- Jep

Klippet fra High Mountain Sports, januar 2002. Oversat af Michael Hjorth