Klatring på klippe

Et bølgende hav af kompakt stejl granit omgiver den spinkle person, der langsomt, kun langsomt bevæger sig mod klippevæggens kant 20 meter oppe. Efter sig trækker hun et spraglet reb, der løber diagonalt ned over væggen til hendes partner på jorden. Hun følger en tynd revne, hvor i hun forsøger at klemme finger- og skospidser og for hver tredje meter en lille aluminiumskile, der vil sikre rebet og dermed hende, hvis hun styrter.
  Halvvejs oppe er det ved at gå galt: Revnen i klippen er for tynd til, at hun kan få ordentligt fat. Højre fod vibrerer af træthed og truer med at glide af trinnet og med venstre hånd afsøger hun febrilsk klippen efter bedre greb. Hun finder en lille knop ude til siden, rækker højre hånd højt op til et stort hul og trækker sig hurtigt ind i lettere terræn. En sidste besværlig bevægelse og hun kan kravle ind på græsplatauet på toppen, hvor hun binder sig fast til et solidt birketræ.
-  Sikring klar - du må klatre!, råber hun, og et øjeblik senere følger hendes partner efter sikret ovenfra af rebet. Han tager aluminiumskilerne ud af revnen, og da han når op, binder de sig begge ud af rebet og forsvinder ind mellem træerne.

Vi er på Kullen i Sydsverige - en klippehalvø, der rager ud i Kattegat, og hvor danske og svenske klippeklatrere har etableret mere end 500 klatreruter i alle sværhedsgrader.
-  Vi klatrer her på Kullen så ofte som muligt, fortæller Karin Jensen fra København, der efter at have gået rundt bag klippen sammen med sin mand nu igen står for foden af ruten. 
-  For det første er her flot natur. Frisk luft, havet, skoven og en masse klipper. Og så giver klatring god motion. Ikke bare af kroppen, men også af psyken. Man er jo nødt til at tænke sig om og bevare overblikket, hvor ruten går, og hvor sikringskilerne skal sidde. Ellers kan det hurtigt blive farligt.

Klatring er en gammel sport med traditioner, der rækker tilbage til 1800-tallet. Indtil for cirka 20 år siden var eventyret og udforskningen af nye klatreruter det vigtigste mål, og på grund af den iboende risiko var det en sport for de få. Men i de seneste år er målet i højere grad gymnastiske færdigheder, og da sikringsudstyret er blevet forbedret væsentligt, er klatring nu en af de sportsgrene, der har den største tilstrømning af nye medlemmer.

Klatring kan foregå både udendørs og indendørs
Klatring er en helt naturlig aktivitet, som de fleste voksne kan lære og alle børn kan. Der er to krav: Dels skal du finde et sted, hvor du kan klatre op, og dels skal du vide, hvordan du sikrer dig, så du undgår at falde ned igen. Det sidste er selvfølgelig vigtigst. Så vigtigt, at du bør tage et anerkendt kursus på en klatreskole eller i en klatreklub og ikke bare tage ud på klipperne med dette nummer af I FORM i hånden.
Dine første klatreture kan du foretage enten på rigtige klipper eller på en indendørs klatrevæg. Kunstige klatrevægge blev opfundet for cirka 20 år siden af ihærdige engelske klatrere, der ønskede at have træningsmuligheder, når sneen dækkede klipperne eller regnen sjaskede ned. I begyndelsen blev de lavet ved at skrabe lidt mørtel ud mellem stenene i en allerede eksisterende mur, men i de senere år har flere store firmaer specialiseret sig i at bygge klatrevægge, og de bedste vægge har efterhånden alle de formationer og finesser, som der finders på en naturlig klippevæg.
Men grundlæggende er klatring en friluftssport, og du får størst glæde ved at henlægge dine første forsøg til en rigtig klippe. Senere kan du opøve din styrke og forfine din teknik på en kunstig klatrevæg.

Udstyr
Et komplet sæt klatreudstyr koster mange tusinde kroner, men heldigvis kan meget købes efterhånden som dine ambitioner stiger. Forsøg kun at købe, hvad du har brug for, når du får brug for det.
De fleste store forretninger for friluftsartikler sælger klatregrej og de vil kunne give dig gode råd. Her er en liste over det vigtigste:

Tøj
Specielt klatretøj er unødvendigt på dine første ture. Joggingtøj, der ikke hindrer høje benløft og armbevægelser, en uld- eller fiberpelstrøje og en vindtæt jakke eller anorak er alt du behøver.

Klatresko
Et par løbe- eller fritidssko eller et par vandrestøvler kan fint bruges til let klatring, men på længere sigt får du mere glæde af et par rigtige friktionsklatresko. De skal sidde tæt til foden og giver med deres glatte gummisåler en bedre og mere præcis fornemmelse af klippen. Priserne varierer fra 500 til 900 kr.

Siddesele
Selen er din forbindelse til rebet, og den skal i tilfælde af et styrt fange dig sikkert og komfortabelt med et jævnt træk i lårene og livet, og må derfor hverken være for stor eller for lille. Cirka 500 kr. 

Hjelm
At det er blevet umoderne blandt klatrere at bruge hjelm ændrer ikke på det faktum, at det gør ondt at få en sten i hovedet. Køb en. Den beskytter dig også, hvis du svinger ind i klippen efter et styrt.

Rebbremse og skruekarabin
Korrekt brug af en rebbremse er et af de vigtigste krav i klatring, og det er nødvendigt, at du har en person, der kan vise dig det. Den mest almindelige rebbremse er det såkaldte 8-tal, som fæstes til selen med en låsbar skruekarabin. Men der findes mange andre, og alle har gode såvel som dårlige egenskaber. Cirka 160 kr. for 8-tal plus skruekarabin.

Reb
I starten vil du kunne klatre med instruktørens reb, men på et tidspunkt får du brug for dit eget. Det ideelle reb til klatrevægge og mindre klipper er 50 meter langt og 11 mm tykt. Du må aldrig købe et brugt reb, og du skal behandle dit eget varsomt, hvilket blandt andet vil sige, at du ikke må træde på det eller lade det gnubbe på skarpe kanter. Dit liv hænger i det. Cirka 1000 kr.

Kiler og kileudtager
Efterhånden som du får mod og evner til at klatre forrest - til at føre ruter - får du brug for ca. 10 sikringskiler til at anbringe i klippen. De er lavet i aluminium i mange forskellige former fra mm-små kiler på stålwire til avancerede (og i første omgang unødvendige) selvekspanderende "Friends", der gaber over de største revner og tegnebøger. 10 - 15 almindelige karabiner (ikke låsbare) og 2 låsbare skruekarabiner får du brug for samt 6 x 20 cm lange "hurtigslynger". Det er færdigsyede slynger af 20 mm nylontape med løkker til en karabin i hver ende. Desuden 2 x 60 cm + 1 x 120 cm syede slynger. I alt cirka 1500 kr. For at fjerne fastklemte kiler behøver du en kileudtager (kilepirker). Køb den med det samme, 45 kr.

Klatring i lav højde
I starten er det bedst slet ikke at bekymre sig om rebteknik. Rebet bryder glæden ved at bevæge sig uden hjælp. Find hellere en stor stenblok eller et passende sted for foden af en højere klippevæg eller indendørs klatrevæg og bevæg dig frem og tilbage, op og ned uden at komme højere end et par meter. Efter et øjeblik forsvinder skrækken for at falde ned og du kan afprøve forskellige typer af trin og greb og bevægelser. Bliver det for svært så hop ned og prøv et andet sted.
Denne slags klatring kaldes bouldering efter det engelske ord for klippeblok, og her behøver du kun et minimum af det nævnte udstyr: Friktionsskoene.
Bouldering kan være en krævende og udbytterig diciplin i sig selv, men der er mere i klippeklatring end blot atletiske bevægelser. Hvordan ville det ikke være at udføre de samme bevægelser højt oppe på store vægge?
Til det har vi brug for rebet, noget sikringsgrej og en erfaren sikringsmakker.

Klatring med topreb
Den letteste og sikreste metode til at klatre vægge over 3 - 4 meter er ved at være bundet til et reb, der er forsvarligt forankret på toppen af klippen, f. eks. til et solidt træ.
Vælg et sundt træ tæt ved klippekanten over den rute, I ønsker at prøve. Læg en lang slynge omkring, sæt en skruekarabin i således at rebet kan løbe frit. Står træet længere tilbage, må I forlænge slyngen til karabinen når ud over kanten.
Rebet går nu fra en solid 8-talsknude i din sele op gennem topankeret og ned til sikringspersonen, der har rebet trukket gennem en rebbremse (8-tallet). Han kan let låse rebet, hvis du skulle glide af et greb eller blot blive træt undervejs. Sikringspersonens regel nummer 1 er aldrig at give slip på rebet. Lyder det for elementært? Overhovedet ikke. Uerfarne sikringsfolk slipper ofte rebet med korte mellemrum, når de giver ud eller tager ind. Det gælder om at koncentrere sig om aldrig at fjerne hænderne fra rebet; højst løsne grebet lidt når hænderne skal flyttes.
Kig på væggen inden du starter. Går ruten, du skal følge, lige op eller på skrå til en af siderne? Hvordan ser grebene ud? Er de store til hele hånden eller små fingergreb? Er der måske steder, hvor du kan hvile efter en svær passage? Det er en god idé at planlægge lidt på forhånd; når du først hænger deroppe, kan det være svært at overskue væggen.
Umiddelbart tror mange, at klatring er en kraftbetonet sport forbeholdt muskelsvulmende mænd. Langt fra. Det viser sig ofte, at spinkle kvinder med god balance og præcis fodteknik kan klatre lige så vanskelige ruter som langt stærkere mænd.
Ideelt er klatring som ballet. Dygtige klatrere bevæger sig rytmisk med vægtoverførelser i konstant balance. Glatte smidige skift fra greb til greb, trin til trin; koreografi bestemt af klatrevæggens eller klippens struktur.
Men klippevæggen er stejl, du hænger uvilkårligt i armene, der hurtigt trættes, og du føler dig måske ikke helt som en balletdanser. Ned igen!
Benene er meget stærkere end armene, og det er dem, der skal bære dig opad, præcis som når du går op ad en stige. Sæt en fod med det forreste af skoens inderside på det nederste trin. Grib fat i de nærmeste greb med så strakte arme som muligt. Hiv op, sæt den anden fod på næste trin og forsøg nu at stå i balance ved at få underlivet og tyngdepunktet tæt på væggen, samtidig med, at du med overkroppen hælder lidt bagud, så du bevarer overblikket. Klatring handler meget om balance, og for ikke at miste den, er det vigtigt, at du på din videre færd opover ikke tager for høje eller brede skridt. Altså: Små skridt, tyngdepunktet lige over fødderne og bøjede, spændte arme i så kort tid som muligt. Forsøg engang i mellem at hvile med strakte arme, skuldrene lavt og hælene nede. Lad skiftevis den ene og den anden hånd hænge ned og ryst trætheden væk. 
Ser al videre fremfærd umulig ud, så prøv at dreje siden til ved at stille dig på den ene fods yderside og den anden fods inderside. Træk sidelæns med den yderste arm, så kan du måske med den inderste nå det greb, der før var uden for rækkevidde.

At føre en rute
Når du er blevet fortrolig med at klatre med topreb, kan du eventuelt prøve at føre en rute, som er den måde erfarne klatrere sikrer hinanden på klipper og i bjerge. Her går rebet nedad fra klatreren (førstemanden) til sikringspersonen (andenmanden). Førstemanden anbringer under sin færd for hver anden til tredje meter en aluminiumskile i revner eller huller. Rebet forbindes løbende til kilerne via mellemled (karabin + slynge + karabin). Ved et styrt falder klatreren derfor dobbelt så langt som afstanden ned til sidste sikring, inden rebet strammes af andenmanden gennem rebbremsen. At klatre på denne måde stiller langt større krav til erfaring og opmærksomhed hos både klatreren og sikringspersonen, og det er en god idé at vælge en klatrerute, man enten via toprebning er helt fortrolig med eller fra erfarne klatrere ved er inden for ens formåen.
  Det er en naturlig del af sporten, at de fleste klatrere giver sig i kast med ruter, der en anelse for vanskelige. Begynder eller ekspert: risikoen for et styrt er altid til stede, og sammen med den kommer angsten ofte også. Her i ligger en af klatringens og bjergbestigningen mange facetter, som adskiller sporten fra de fleste andre. Informationer om udstyr og sikringsteknikker er nødvendige for at komme i gang, især hvis du vil klatre udendørs. Klatreoplevelser i naturen derimod kan ikke meddeles hverken i tekst eller på kursus. De er dine egne.