Klatring på klatrevægge

Med venstre fod på en lille fastskruet knop, højre fod på slet ingenting og begge hænder på et stort lyserødt greb forsøger hun at hæve sig bare 10 centimeter mere. Men det går ikke. Hun er ude af balance. Med besvær skifter hun fod på det lille trin, og så går det bedre. Hun kan række op efter et godt greb og klatrer derefter ubesværet til toppen 12 meter over gulvet.

Efter hundrede år ude i kulden er klatring rykket indendørs. Vi befinder os ved Dansk Bjergklubs klatrevæg i København. Her er 20 - 30 andre klatrere, og topsikringsreb i alle farver krydser hinanden i et kaotisk virvar.
-  Vi klatrer her på væggen et par gange om ugen, fortæller Karin Jensen lidt forpustet, efter hun er blevet hejset ned på gulvet igen af sin mand. 
-  Også selvom jeg nu er gravid i 7. måned. Klatring er en god måde at holde hele kroppen i form - det giver både styrke og balance. Selvfølgelig skal jeg passe lidt på i min tilstand, men skulle jeg miste grebet, fanger rebet mig jo med det samme.
  Karin og hendes mand Torben har begge klatret i mange år, og de bruger væggen dels til at forbedre deres klippeklatringsteknik, men også til almindelig motion. Kullen i Skåne, som er danske klatreres normale træningsområde, ligger kun tre timers kørsel fra København. Men det kræver lidt planlægning og pakning af udstyr for at tage derover, og hvis det regner, er motionsudbyttet ikke stort. På klatrevæggen kan man derimod uforstyrret af naturens luner koncentrere sig om bevægelserne og få en god "workout".

Klatring er en gammel sport med traditioner, der rækker tilbage til 1800-tallet. Indtil for cirka 20 år siden var eventyret og udforskningen af nye klatreruter det vigtigste mål, men i 70'erne blev det i stedet vanskelighedsgraden og de gymnastiske færdigheder, som klatrere specielt i England søgte. Og for at have træningsmuligheder når sneen dækkede klipperne, eller regnen sjaskede ned, begyndte de at bygge simple klatrevægge indendørs. I starten ved at skrabe lidt mørtel ud mellem murstenene og skrue træklodser fast som trin og greb, og senere ved at indmure klippestykker af forskellige størrelser og former.
  Men det var franskmændene, der udviklede klatrevæggene kommercielt. Firmaet Entre Prises har specialiseret sig i fremstillingen af sandblandede epoxy-klatregreb, der let og hurtigt kan skrues fast i væggen, og som paddehatte er der dukket klatrevægge op indendørs og udendørs i Frankrig og i resten af Europa. Langt væk fra klipper og bjerge er det blevet muligt også for nybegyndere at prøve klatring i fuld sikkerhed, og fra at have været en aktivitet for en lille klike, har klatring nu udviklet sig til en bred folkesport.
-  Der findes omkring 200 klatrevægge i Danmark, siger Jens Munk Jensen fra Dansk   Aktivitets og Klatrecenter (DAKC) i Ålborg, der har specialiseret sig i at bygge klatrevægge og uddanne instruktører. "De fleste er ret små og er bygget i fritidshjem og skoler, hvor børnene på en sjov og udfordrende måde kan prøve at klatre. Det kombinerer koncentration, balance og koordination og kan være med til at fremme indlæringsprocessen. Væggene er som reglen under 2,5 meter høje, så det kræver ikke brug af sikkerhedsudstyr. Men vi har også bygget en del højere vægge, blandt andet her i Ålborg, hvor klatringen mere ligner rigtig klippeklatring, og hvor det er nødvendigt at have kendskab til brugen af sikringsgrej."

Klatring er en meget naturlig og ligefrem aktivitet, der især på indendørsvægge ikke kræver mange specialiserede teknikker eller store mængder dyrt udstyr. Har du adgang til en lav klatrevæg, hvor der hovedsagligt klatres frem og tilbage lige over gulvet, kan du nøjes med almindelige sportssko og let, løstsiddende tøj. Mere udbytte får du dog, hvis du har rigtige friktionsklatresko. De skal købes så små som muligt (prøv dem uden sokker), så de ikke vrider sig på foden, når du skal stå på små trin (pris: 500 - 900 kr.). En kalkpose (ca. 80 kr.) og en blok magnesiumkarbonat (ikke talkum!) (10 kr.) til at forhindre glatte, svedige fingre er også praktisk. Højere vægge kræver instruktion og mere udstyr. Instruktionen får du i et af de anerkendte kursus-centre eller i en lokal klatreklub, hvor du måske også kan leje eller låne udstyr. Ellers kan det købes i større forretninger for friluftsudstyr. Ud over det førnævnte grej behøver du en siddesele (ca. 500 kr.), et "8-tal" (ca. 100 kr.), en skruekarabin (ca. 80 kr) samt et reb til ca. 1000 kr., der ikke bør være under 50 meter langt og 11 mm tykt, hvis det også skal kunne bruges på naturlige klipper.

Inden du bevæger dig op på væggen, skal du varme op, for at undgå skader og for at udnytte dine kræfter bedst muligt. 10 minutters aerobic eller sjipning, hvor du forsøger at gennemarbejde alle kroppens muskler. Bøj og stræk fingre og håndled og afslut med strækøvelser, især for hofteleddene.
  De første gange du klatrer på en væg, skal du ikke tænke for meget på sikringteknik: Hold dig lige over gulvet ved at klatre frem og tilbage, eller lad dig sikre med topreb af en kyndig instruktør.
  Kik på væggen inden du starter. Går ruten, du skal følge, lige op eller på skå til en af siderne? Hvordan ser grebene ud? Er de store til hele hånden eller små fingergreb? Er der måske steder, hvor du kan hvile efter en svær passage? Det er en god idé at planlægge lidt på forhånd; når du først hænger deroppe, kan det være svært at overskue væggen.
Umiddelbart tror mange, at klatring er en kraftbetonet sport forbeholdt muskelsvulmende mænd. Langt fra. Det viser sig ofte, at spinkle kvinder med god balance og præcis fodteknik kan klatre lige så vanskelige ruter som langt stærkere mænd. Ideelt er klatring som ballet. Dygtige klatrere bevæger sig rytmisk med vægtoverførelser i konstant balance. Glatte smidige skift fra greb til greb, trin til trin; koreografi bestemt af klatrevæggens eller klippens struktur.
  Men væggen er lodret, du hænger uvilkårligt i armene, der hurtigt trættes, og du føler dig måske ikke helt som en balletdanser. Ned igen! Benene er seks gange stærkere end armene, og det er dem, der skal bære dig opad, præcis som når du går op ad en stige. Sæt en fod med det forreste af skoens inderside på det nederste trin. Grib fat i de nærmeste greb med så strakte arme som muligt. Hiv op, sæt den anden fod på næste trin og forsøg nu at stå i balance ved at få underlivet og tyngdepunktet tæt på væggen, samtidig med, at du med overkroppen hælder lidt bagud, så du bevarer overblikket. Klatring handler meget om balance, og for ikke at miste den, er det vigtigt, at du på din videre færd opover ikke tager for høje eller brede skridt. Altså: Små skridt, tyngdepunktet lige over fødderne og bøjede, spændte arme i så kort tid, som muligt. Forsøg engang i mellem at hvile med strakte arme, skuldrene lavt og hælene nede. Lad skiftevis den ene og den anden hånd hænge ned og ryst trætheden væk. 
Ser al vider fremfærd umulig ud, så prøv at dreje siden til ved at stille dig på den ene fods yderside og den anden fods inderside. Træk sidelæns med den yderste arm, så kan du måske med den inderste nå det greb, der før var uden for rækkevidde.
  I begyndelsen vil du være sikret af et topreb. Det vil sige et reb, der går fra en solid 8-talsknude i din sele op gennem et fast anker i toppen af væggen og ned til en sikringsperson, der har rebet trukket gennem en rebbremse, f.eks. et såkaldt 8-tal. Vedkommende kan således let låse rebet, hvis du skulle glide af et greb eller blot blive for træt.
  Når du er blevet fortrolig med at klatre med topreb, kan du eventuelt prøve at føre en rute, som er den måde klatrere sikrer hinanden på klipper og i bjerge. Her går rebet nedad fra klatreren (førstemanden) til sikringspersonen (andenmanden). Førstemanden anbringer under sin færd mellemsikringer i form af karabiner i de indborede bolte, som rebet løber igennem. Ved et styrt falder klatreren derfor dobbelt så langt som afstanden ned til sidste sikring, inden rebet strammes af andenmanden gennem rebbremsen. Denne metode kræver betydelig større erfaring og opmærksomhed af både klatreren og sikringspersonen.

Det er en naturlig del af sporten, at de fleste klatrere giver sig i kast med ruter, der en anelse for vanskelige. Begynder eller ekspert: risikoen for et styrt er altid til stede, og sammen med den kommer angsten ofte også. Her i ligger en af klatringens og bjergbestigningen mange facetter, som adskiller sporten fra de fleste andre. Informationer om udstyr og sikringsteknikker er nødvendige for at komme i gang, især hvis du vil klatre udendørs. Klatreoplevelser i naturen derimod kan ikke meddeles hverken i tekst eller på kursus. De er dine egne.

Boks med klatrebillede fra Kullen:
Klatrevægge giver god motion og træning af balance og styrke, men det er udendørs på naturlige klipper, at de spændende oplevelser ligger.
På Skandinaviens klatreklipper er der til forskel fra klatrevægge sjældent efterladt sikringsudstyr i form af borebolte og topankre. Vil man klatere udendørs i Skandinavien må man lære sig at sætte sine egne sikringskiler i revner og huller i klippen. At sætte sikringer korrekt, så de kan holde et styrt er vanskeligt og det læres bedst ved at tage et anerkendt kursus på en klatreskole eller i en klatreklub.