Ole Krarup Andersen og Niels Munksgaard
på toppen af Washington Column

Yosemite, 1980

Niels Munksgaard (Junior)


Denne beretning handler om klatreoplevelser i Yosemite nationalpark i Californien. I de syv år jeg har klatret, har Yosemite stået for mig som klippeklatringens mekka. Min klatrepartner Ole Krarup Andersen, Pia Baastrup og jeg selv besluttede i november sidste år at gøre denne pilgrimsrejse i fællesskab. Fra denne efterårsaften på Gråbrødretorv [datidens klublokale] til den 4. juni i år stod et projekt i centrum, The Nose på El Capitan. For hver eneste gang Ole og jeg mødtes i løbet af vinteren, blev Nose-problemet mindre; det synes som om The Nose' 1000 lodrette granit-metre skrumpede i den danske vinter. Ole og jeg "snød" os til selvtilliden i dette absurde og ganske velkendte spil.
  Den 4. juni om morgenen abseilede vi knap 200 eksponerede meter ned fra Sickle Ledge. Det regnede ganske vist, men Ole og jeg havde i løbet af en søvnløs nat på en af El Cap's dårligste bivuak-hylder erkendt, at vores reblag ikke besad den nødvendige psykiske styrke, en rute som The Nose kræver, og til alle tider vil vedblive at kræve af enhver, der starter op ad den første reblængde. Det er svært for ikke at sige umuligt at abstrahere fra de følgende 34 reblængder, som en berømt engelsk klatrer har anbefalet. El Cap er en bigwall og i den californiske sommer er den "just big". Med retræten var The Nose opgivet, og det var slut på to frustrerede uger. To uger med mange gode klatreoplevelser, men "næsen" lurede konstant på os, og den krævede succes på disse ugers træningsruter.
  Skuffet? Ja, selvfølgelig. Men langtfra så meget som jeg var "på forskud" i de to første uger når tanken strejfede det mulige nederlag; en mulighed Ole og jeg aldrig drøftede indbyrdes. Skuffelsen synes i dag blegnet i forhold til minderne fra de følgende ugers klatreoplevelser, og især i forhold til erkendelsen opnået efter fire ugers ihærdig klatring. At for flere af os "flade" danske klatrere ligger nogle af de største Yosemite klassikere inden for fysisk rækkevidde. Succes er betinget af en tilstrækkelig psykisk styrke.

Camp 4
Dennis, min engelske klatrepartner på tre ruter, blev spurgt, hvor i verden han kom fra. "Camp 4" led svaret, og i den grad kan en klatrer føle sig hjemme i Camp 4, eller Sunnyside Campground, som er det officielle navn. Mellem 300 og 400 klatrere fra hele jorden skaber her en ganske speciel atmosfære. Her er der plads til alle. The Minnesota folks som omgav deres telte med talrige lyserøde plasticflamingoer. De "hotte" New Zealandske fåreklippere der, når de ikke var optaget af et 10 dages A5-cruise på El Cap, søgte at udvikle deres mashmellow-stegning til den euforiske perfektion. De arrogante youngsters, der på alle tider af døgnet kunne iagttages i armgang op ad en 5 m rebstige med et par tunge blylodder hængende efter sig, dette og meget mere er en del af Camp 4's folklore.
  Som oftest er det hele ledsaget af musik, fra saxofon over alsang til Pink Floyd udspyet af en karimatindpakket kassette-båndoptager, der har gjort El Cap adskillige gange. Selv de 2 m høje bjørne, der er flittige gæster i Camp 4, accepteres af alle undtagen måske et par østrigere med to flænsede rygsække, der åbenbart hang for lavt i de dertil indrettede wirers, spændt ud mellem to træer.
  Nogle ord om Yosemite-klatring: Crackklatring er den hyppigste klatreform; horisontale greb og hylder er sjældne. En god håndjam- og laybackteknik er alt i Yosemite. Hvad angår fodtrin er de iflg. klippens natur ofte ikke-eksisterende; man er henvist til fodjam og en friktion, der kun akkurat rækker. Stive alpine støvler må, som læseren måske kan regne ud, betegnes som ubrugelige. Her regerer friktionsstøvlen enevældigt. Mange vil således finde Yosemite klatring anstrengende, men den er relativt "straigth forward"; man er ikke i tvivl om, hvad der skal gøres, spørgsmålet er, om man tør begive sig ud på, hvad der fra starten tydeligvis bliver et langt anstrengende "push", før der kan hviles. Sikringsmulighederne er med et par spændende undtagelser perfekte. I løbet af mere end 100 reblængder (deraf nogle A2) slog vi ikke en bolt, kiler kan anvendes stort set overalt. I øvrigt er FRIENDS bare sagen; leapfrogging er meget populært, dvs. at man i lange artificielle riss medbringer to friends så man på skift kan placere et af disse selv-ekspanderende vidundere over sig. 
  Graderingen i Yosemite kan sammenlignes med traditionel Alpe-gradering ca. således: 5.4 = IV-, 5.6 = IV+, 5.6 =V, 5.7 = V+ - VI•, 5.8 = VI=, 5.9 = VI, 5,10 = VI+, 5.11 = ?. 

Jordskælv
The Royal Arches var vores første rute, 17 reblængder 5.6 A1. Det viste sig at være en teknisk let rute at starte med, men længden, varmen og en lang nedtur kostede megen anstrengelse. Den første tredjedel er en lang diagonal travers op mod højre, derefter nogle lækre riss en tre længder. Spændingen begynder, hvor man når de glatte vægge under Royal Arches overhængene. Ved en 4-5 m pendel nåede vi en ganske smal hylde og traverserede over mod venstre til et nyt pendelpunkt, og så stod vi ved rutens absolutte clou; den ca. 10 m lange "Rotten Log", et træ der væltede og dannede bro over et ellers i uoverkommeligt gab i væggen. Dette skete, må det bemærkes, for mere end 44 år siden. Når man i dag bestiger denne 30 cm brede himmelstige, kan man jo fundere over, om den vil vedblive at føre til himlen; den gjorde det altså i vores tilfælde, men en dag .... Som en særlig afskedssalut ender ruten med et 30 m run out over et slab fedtet ind i en grød af fyrrenåle, så vi gjorde et hæderligt forsøg på at tørlægge den lille strøm, som en betænksom skaber har ladet løbe forbi udbindingsstedet.
  Den 25. maj blev Yosemite ramt af to kraftige jordskælv, som forårsagede adskillige stenlaviner. Dagen efter skulle vi være startet på The Nose, men under indtryk af den almindelige forskrækkelse, der hvilede over dalen, og da vi i øvrigt ikke havde lyst til at frekventere The Nose's to 50 m flakes under sådanne omstændigheder, valgte vi i stedet et forsøg p& Washingtons Column sydvæg, 14 længder 5.9 A2. Vi startede ved middagstid, i øvrigt efter endnu et skælv, og nåede i løbet af eftermiddagen Dinner Ledge, 4 reblængder oppe. Her mødte vi to amerikanere i færd med at vende om pga. et suspekt vejrlig. Vi blev imidlertid enige om i fællesskab at fixe rebene fra Dinner Ledge og ned, og så komme igen næste morgen og forsøge at nå toppen i løbet af en lang dag. Tilbage i lejren mødte vi vores livs hidtil alvorligste og enestående "vejrudsigt": "7.0 earthquake expected, possible volcanic ashes". Al klatring var frarådet i en uge. Næste dag tog vi fix-rebene ned.
  Efter et par dages forgæves venten på 7.0'eren, foreslog vore amerikanske venner, Chris og Dan, os at lave Rixons Pinnacle vestvæg, 5 længder 5.9 og 5.10. Det synes vi var et fint forslag, især da vi kunne få topreb hele vejen. Første længde 5.9. Jeg husker et venstrehånds jam ved en travers rundt om en stor blok, det gjaldt om ikke at slippe jammet for man havde fodtrinnet langt, langt oppe. Her havde jamstærke Ole problemer, så jeg var helt stolt af min gnidningsløse passage. Næste længde indeholdt en ret omtalt 5.10 travers på en lodret glat væg, ca. 5 m. Den var intet mindre end desperat. Et par lange skridt fra det hyggelige og sikre 5.8 crack stod højre fod på en tre tændstikker stor liste, mens jeg bildte mig ind at højre hånds pegefinger havde fundet noget brugbart. Situationen var klart nok uholdbar. Da jeg imidlertid ikke faldt, gætter jeg på, at jeg fik byttet ovennænte højrefods og højrehånds placeringer om med de tilsvarende venstre. Det kan vist bedst beskrives som et "dynamic move". Herefter kunne højre fod, under opnåelse af personlig spagatrekord, placeres i et nyt crack, og et højrehåndsjam halede en delsejr hjem. Næste minde begynder med 2 m layback op til et tag, derefter handjam diagonalt ned langs risset mellem tag og væg, og derefter ud i en 5 m's undercling horisontalt under taget. Sidste reblængde var et 15 m overhængende hjørne. Vejen frem var jams, og er man god til jams (og skuespil?), kan man som Ole nå toppen og se ud som om man havde været på strøgtur. Jeg var træt. Rixons er en fabelagtig fin rute, linien og situationerne er helt i top. Vi var Chris og Dan taknemmelige for at have taget os op af en rute, vi selv kun kunne have klatret "with a few dirty tricks".

En lille bigwall
Efter at have klatret den klassiske East Buttress rute på Midle Cathedral Rock med en schweizer, mens Ole plejede en dårlig tå, kom vores forgæves forsøg på The Nose. For nu at vende hjem med nogen bigwall erfaring vendte vi tilbage til Washingtons Column, Yosemite's mindste bigwall. Vi nåede igen Dinner Ledge midt på eftermiddagen, og ville fixe de første 3 længder således, at en 50 m abseil akkurat kunne bringe os ned til en komfortabel bivuak på Dinner Ledge. Første længde gik frit op af et slab mod et 3 m tag, som overvand-
tes ved faste borebolte. Ole ledte videre i et riss, der forløber diagonalt opad, parallelt med tagets kant. Jeg stod stadig på Dinner Ledge og nød udsigten til det overfor liggende Half Dome. En overordentlig pludselig skramlen af udstyr og et kraftigt ryk i rebet, og der hang Ole en 2-3 m under taget; en artificiel kile var røget ud.
  Et perfekt sted at styrte, men forskrækkelsen var stor nok til, at jeg overtog denne længde. En friend nr. 1 var løsningen og hængende standplads etableredes. Ole ledte videre over et nyt tag til en skjult hylde, midt i en overhængende verden. Så gik turen såmænd over endnu et tag, efterfulgt af en travers i faste mikrokiler til et pendelpunkt. At pendle i en overhængende væg 200 m over jorden er en oplevelse af de mere eksponerede. Disse tre reblængder, snoende sig op af en umuligt udseende del af væggen, gav os et pust af bigwall tilværelsen. Næste morgen jumarede vi op til vores højdepunkt, og jeg ledte over et sidste tag op til en lille hylde , hvorfra væggen nu "kun" var lodret. De resterende 6 længder var hovedsagligt artificielle med kun få fastebolte. At artificiel klatring kan være mere end det rod og besvær som nogle mennesker forkaster det som, kunne jeg virkelig sande på disse længder, det var fin klatring. Ved 5 tiden sad vi i solen på toppen, godt tilfredse med vores lille bigwall.

Half Dome
Næste mål var Half Dome's Snake Dike. Denne enestående rute følger en 200 m lang dike på bjergets hvælvede sydvestvæg. Efter en lang eftermiddags tilgang, forbi nogle af denne klodes mest imponerende vandfald, og et møde med en aggressiv hunbjørn med unger, nåede vi den skønnest tænkelige bivuakplads under Half Domes fantastiske sydvæg. En lille horisontal oase på en enorm stor blank hældende granitflade. Næste morgen deltes vores lille ekspedition; Dennis og jeg gik mod Snake Dike og Ole og Pia mod norøstflanken hvor en 200 m lang kabelstige fører til toppen. 
  Snake Dike er enestående. De to første længder fører over 5.7 slab op til starten af den 200 m lange slyngede dike, som i en bredde af 20-50 cm står ca 10 cm frem fra den ellers uklatrelige væg. Klatringen er ret let, 5.4, men det er sikkert Jordens mest spændende 5.4 rute. Eneste sikringsmuligheder er to borebolte til standpladser og en borebolt ca. 10 m oppe i hver længde til mellemsikring. Et rygte vil vide, at adskillige af dalens dygtigste klatrere er "psyket ud" over dette beherskede antal sikringsmuiigheder. Vi havde den lille komplikation at der er 50 m ml. standpladserne, og vores reb var... 45 m. Følelsen af at klatre her kan bedst illustreres ved Dennis gentagne latterudbrud: "I just can't help laughing". Vi følte os vitterligt som frie fugle, hvilket vi jo i en forstand også var. Ustandseligt dukkede de små trin og greb op, præcis som de skal ved ægte genuss-klatring. Oppe mod toppen læner væggen sig gradvis tilbage, vi bandt os ud og 200 m slabvandring førte til toppen hvor Ole og Pia ventede. Yosemite-dalen og hele The High Sierra lå udbredt for os. Den 13 km lange nedtur bød på et møde med en vaskeægte klapperslange.

Lost Arrow Tip
Den næstsidste aften i Yosemite, tilbage efter en lang dag op af Glacier Point Apron, presenterede jeg Dennis for en afslutningsplan: Lost Arrow; et klippetårn der står et par hundrede meter fra Yosemite Falls 500 m frie fald. Toppen er i højde med canyon-kanten, men 35 frygtindgydende metre skiller den fra hovedvæggen. 80 m nede mødes væggen og Lost Arrow i en lille saddel.
  Vi drog afsted tidligt næste morgen, belæsset med bl.a. 3 reb. Efter den lange tur op fra dalen abseilede vi de 80 m ned af to sammenbundne reb. Fra sadlen begyndte klatringen op mod toppen af Lost Arrow. Ruten er 5.8 A2. Vi havde vedtaget, at jeg førte hele ruten, mens det var Dennis ansvarsfulde opgave at bringe det stadig fastgjorte abseilreb med op. Det var vores eneste mulighed for at komme tilbage til kanten. Efter en kort første længde, startede den anden rundt om et hjørne ud på dalsiden af Lost Arrow. Det var fantastisk. Under sig har man i et nu mere end 400 m absolut lodret væg, og det er bogstaveligt talt som om, man kigger ned langs Yosemite Falls. På de velkomne Salathe Ledge kan man for et øjeblik glemme expositionen. Den sidste lange reblængde fører over nogle fine friklatringsmetre og nogle utrolige artificielle "mashies" til en boreboltestige. Efter nogle få metre ad denne, overlades man ganske pludseligt til at friklatre et temmelig svært slab til toppen af Lost Arrow. Der sad jeg nu på toppen af Lost Arrow, råbte "off belay" så højt jeg kunne for at overdøve det tordnende vandfald, fløjtede i vilden sky og syntes at det her var en perfekt "outing". Dennis kom op, håndtryk og fotograferen. Vi skrev vores navne på en lap papir i en lille metalkasse, og riggede så en tyrolertravers over til canyonkanten til. Alt var doblet op og checket adskillige gange, inden Dennis startede med at jumarere ned mod rebets bundpunkt. Vel ude i rebet indså Dennis, at det hele virkelig holdt, og et stort grin fortalte, at dette var noget man kunne glæde sig til. Dennis vel ovre, riggede jeg rebene om, så vi kunne få dem med os. Med en let forhøjet puls startede jeg ud i rummet. At hænge i et 11 mm reb 15 m fra fast grund, og med 80 m ned til Lost Arrow-sadlen, der synes som et frimærke svævende 800 m over dalbunden, ja det var simpelt hen hele rejsens største enkeltoplevelse. Jeg følte mig egentlig forbavsende sikker, man klamrer sig vel til denne følelse i en sådan grad at al fantasi mht. itubrudte reb blokeres aldeles. Vel ovre, stor fryd, stor lettelse og jammet reb. En halv time for solnedgang startede vi mod dalen. Det var mørkt, da vi nåede lejren. Dennis og jeg gik på pub'en den aften.

Yosemite bød mig de hidtil største klatreoplevelser, og får jeg mulighed skal jeg tilbage; jeg har mange nye ambitioner om klatreoplevelser på dalens fantastiske vægge. Ja, og en gammel er blevet hængende, The Nose.