Ketilfjeld, 2020 m set fra helikopter. 
Krydset markerer vores højdepunkt 

Via Catalan-topo tegnet af Magnus Nilsson.
Klik for stor udgave.

Magnus Nilsson på Pyramiden, 
som vi klatrede efter forsøget på Ketil. 
Tasermiutfjorden i baggrunden

Ketilfjeld, Sydgønland, 1987

English version

Det var først da liggeunderlaget kom flyvende, vi fattede, at vi måtte ned.
  Vi så det som en lillebitte gul prik, der bevægede sig hen over gletscheren 800 lodrette meter nede, og få øjeblikke senere passerede det over vores hoveder, rundt om et hjørne og tog kurs mod Davis Strædet.
  Vi havde efterladt det dagen inden i vores hængekøjelejr 200 meter under os, og dets rasende udflugt op og ned ad væggen gav et fingerpeg om, at hængekøjerne næppe var så velforsynede med soveposer, tøj og mad, som da vi forlod dem, og at lejren ikke var stedet til at sidde stormen af.

Sydgrønland - et bigwallparadis
Grønland er et bjergland og langs næsten hele den 39.000 km lange kystline har gletschere skåret friske snit gennem grundfjeldet og efterladt et utal af vægge og toppe, der rejser sig mere end tusinde meter over fjordene. Måske er Grønlands fjelde ikke verdens højeste, men i landskabelig skønhed og i afstand fra dal til top kan de sagtens måle sig med Alpernes og Himalayas toppe. I årevis har bjergklatrere besøgt og besteget de sne og isdækkede bjerge på for eksempel Qioqe-halvøen og ved Evighedsfjorden i Vestgrønland, i Kap Farvel-området i Sydgrønland og i Staunings Alper og Schweizer Land i Østgrønland.
  Men vi - Uffe Mortensen, Magnus Nilsson, Søren Smidt og jeg - var ikke interesserede i sne og is, da vi besluttede, at vi ville klatre i Grønland. Vi ville have fast klippe under neglene og tåspidsdans på lodret granit. Så er der kun et sted i Grønland, man kan tage hen: Tasermiutfjorden.
  I bunden af denne smukke sydgrønlandske fjord ligger et lille område med nogle af Grønlands mest dramatiske fjelde, eroderet frem af kompakt granit: Ulamertorsuaq - "Den store Cylinder"; Naluumasortoq; Pingasut og mest imponerende af alle Uiluit Qaqaa eller Ketil Fjeld, hvis 1.400 høje vestvæg vi have udset os som mål.
  Vi ankom i stille silende regn efter at have sejlet de 50 km fra Nanortalik i en åben jolle med vores 400 kg klatregrej og kolonialvarer. Sidst på eftermiddagen klarede det langsomt op, og et landskab hinsides alle vores forestillinger åbenbaredes: Som en krummet hvalryg rejste Ketilfjeld sin snepudrede granitkam højt over en kridhvid tåge og sorte smeltevandsstriber løb i lige, ubrudte linier ned over vestvæggen markerende, at hylder ganske enkelt ikke eksisterer fra væggens fod til toppen 1400 meter højere oppe.
  Opbæringen af klatreudstyr og proviant besværliggøres i Sydgrønland af, at floraen her ikke ligner almindelig arktisk flora, men med sine sammenflettet birkestammer, løse stenblokke og utallige myg kan få Borneos jungle til at ligne et persillebed, og det tog os en hel dag at finde og hugge os en vej op til en lille gletscher, hvor vi etablerede os i en basislejr ved væggens fod.
  Ketil er ikke ubesteget, for rygter om granitvægge af denne kaliber spredes hurtigt i internationale klatrekredse og vestvæggen krydses af 5 ruter gjort af franske, schweitsiske og spanske klatrere. Vi opgav at presse vores egen rute ind mellem de etablerede og besluttede i stedet at repetere den spanske, som følger et tydeligt system af revner og sprækker midt gennem væggen til Ketilfjelds top i 2010 meters højde.
Bestigningen af storvægge som Ketils er et teamwork bestående af 80 procent hårdt arbejde og 20 procent fornøjelse. Øverst klatrer det ene par. De finder vejen og anbringer faste reb, som det andet par ved hjælp af særlige rebklemmer klatrer op ad, mens de hejser proviant og bivuakudstyr. Næste dag byttes rollerne. Vi havde beregnet 4 dage til at nå toppen, og havde medbragt omkring 100 kg mad, vand og udstyr. Overnatningen forgik i specielle hængekøjer, der som drømmesenge kunne spændes ud fra den lodrette granitvæg. Vi havde medbragt tre. Søren og jeg havde hver købt en enkeltmands-hængekøje og Magnus havde under udvisning af stor snilde og arbejdsomhed konstrueret en to-mands ditto komplet med regntæt telt og hele balladen. Men der var åbenbart visse indkøringsvanskeligheder. Vel og komfortabelt anbragt i min sovepose og med 400 meter natteluft direkte under liggeunderlaget hørte jeg ved 2-tiden og i totalt mørke Magnus med en vis irritation udbryde: 
-  Nej! Du må ikke strække i den slynge, Uffe!
  De hang stadig i rebklemmer på hver sin side af deres genstridige bolig, og problemet blev ikke mindre af, at Uffe ikke forstod svensk og Magnus ikke jysk.
  Efterhånden som væggen rejste sig fra 70 til cirka 80 grader tiltog sværhedsgraden, og da klippen samtidig blev mere løs, var det ikke langt vi nåede. Bare tre reblængder, inden vi atter riggede hængekøjerne op. Mens nordlysene flammede inde over Indlandsisen, nød vi en veltillavet middag bestående af frysetørret kyllingegryde og stenhårde skibskiks. Pludselig råbte Søren:
-  Pas på låget!
  Min hængekøje havde skubbet til vores hængende gaskøkken, og inden jeg nåede det, besluttede grydelåget at forlade os. Har De nogensinde hørt et bliklåg hoppe ned ad 650 meter stejl granit? Hver gang man tror, at nu er det nede, så - BOING - tager det en tur til.
Næste morgen besluttede vi at efterlade hængekøjer og andet tungt grej for at gå mod toppen i et langt fremstød. Vi passerede et vanskeligt overhæng, og befandt os pludseligt i helt nye omgivelser. Kæmpemæssige skrå granitflader så langt blikket kunne nå, og ikke mange spor af den "tydelige" linie vi havde set nedefra. Klatringen var vanskelig og det gik alt for langsomt. Den endelige krise opstod sent om aftenen.

Föhnstorm
Magnus var klatret op i et stejlt hjørne og forsvundet ud af syne. En time senere råbte han højt oppe fra, at han ikke kunne finde ruten og heller ikke noget sted at forankre sig. Han måtte have mere reb. Vi bandt et nyt i enden, men knuden kunne ikke passere de karabinhager, han havde sat, så Søren måtte følge den på vej. Således befandt Uffe og jeg os forladt midt om natten i tiltagende storm og regn med vores makkere 80 meter oppe i ukendt terræn. Kl. 02 lykkedes det dem at få placeret en sikring og fire sig ad rebene tilbage til os, men da var vejret så dårligt, at vi, efter tænderklaprende at have siddet et par timer på en 30 cm bred hylde og desuden iagttaget førnævnte flyvende liggeunderlag, besluttede os for retræte.
  I hængekøje-lejren var alt kaos. De svingede rundt som møllevinger, og Uffe og Magnus, der i god tro havde efterladt deres soveposer og ekstratøj løstliggende bag den lukkede teltdør, havde mistet det hele.
  På vejen ned så vi Magnus' sovepose hænge på et klippefremspring uden for rækkevidde. Uffes derimod var lige til at samle op for foden af ruten.
Det var sen nat inden vi var nede. Ketil er atter overladt til spanske og franske bjergbestigere. Hvor længe skal det vare?

Der er flere billeder i galleriet under Tasermiut