Et lidt nyere billede (2011) af forfatteren på Freak Brothers, Kullen

Angsten for det tomme rum, Kullen 2004

På Kullen har jeg en par ruter, som jeg benytter som personlige referencer for min aktuelle formåen. Ruter af en vis kvalitet og format, ruter som betød noget for mig, dengang jeg klatrede dem første gang. Mit eget minimumskrav til, hvad jeg bør kunne gå på en god dag.

17. april 2004 var ikke nogen god dag. Det var årets første Kullentur efter en vinter præget af de sædvanlige klatre-inhebitorer: Familie, arbejde og dårligt vejr i nævnte rækkefølge. Jeg var på endagstur med en god ven, der ikke havde klatret i mange år. I kold og strid søndenvind tog vi et par treere på Sydkysten, men for at komme ud af vinden måtte vi på Nordkysten. Jeg gennemløb min indre guidebog for at finde et sted, hvor der dels var lette ruter til min makker og dels lidt hårdere til mig. Palnatoke ville være ideelt for ham, men ikke for mig. Kullamandens Dør omvendt. Måske ville han være kapabel til Papillion på Gubbamalen?

På Gubbamalen var der som så ofte vindstille, og temperaturen var behagelig lav. Papillion er en imponerende rute, og trods en forholdvis lav grad temmelig intimiderende at se på, ikke mindst når toppen driver af fugt. Han bakkede ud, og så var vejen åben til min ”standardrute” par excellance, Freak Bros. Det var mere end 10 år siden, jeg klatrede ruten for første gang, og jeg havde tilstræbt at klatre den mindst en gang om året siden. Jeg glemmer ikke uden videre bevægelser, og jeg vil påstå, at man kan vække mig midt om natten, og jeg vil kunne svare på et spørgsmål, om fingerlock’et på sjette bevægelse skal tages med tommelfingeren opad eller nedad (nedad, selvfølgelig). Selvom rutens subjektive grad for mig ligger temmelig langt fra den objektive, var det en dårlig idé at tage for let på opgaven. Så jeg brugte ti minutter på at varme op på Freak’s og Dejavue’s indledende bevægelser.

Det begyndte at regne, men med 20 graders overhæng betød den næppe noget. Udstyret blev sorteret og anbragt strategisk på venstre og højre side afhængigt af hvilken hånd, der ville være ledig, og den første kile blev snydeanbragt fra den høje sten, der ligger umiddelbart foran ruten. Nødtvunget accepterede jeg at blive sikret med en HMS-knude, fordi min ven aldrig havde brugt andet. Jeg afførte mig overflødige klædningsgenstande og trak igennem på de første bevægelser. Det gik let, lige indtil jeg var højere end mine opvarmningsøvelser, og jeg skulle ned i de hengemte kroge af hukommelsens bevægelsesindeks for Freak: Underhånd med venstre, Rock#3, fingerlock, kæmpejug, pisselille-latterligt-højrehåndsgreb-med-elendige-trin til det store undercut og friend#2.

Phew! Og nu crux-sekvensen: Op med fødderne, kryds med højre over til Torbjörn Winthers overflødige plastic-padding-reperationer, hvor der nu er et overordentligt smertefuldt fingerlock (for mine kontorfingre). Ind med en højt placeret friend #3,5. Venstre på et firkantet tocentimeter-greb, og så…

Cruxgrebet er en højrehåndssloper på kanten mod Deja Vue og den vedholdende regn gav mig et et øjebliks tvivl, om det overhovedet var tørt. Aldrig har jeg oplevet et så markant demotivationsbreakdown! I kender det sikkert: Under et max-træk kan man engang i mellem ved positiv tankekraft aktivere et dusin neuroner mere og få akkurat den merkraft, der skal til for at trække igennem. Omvendt her. Tvivlen om gennemførbarheden af det kommende træk gav øjeblikkelig muscle failure. Alle neuroner slukkede for strømmen. Synaps kollaps! Jeg hang i friend’en.

Men grebet var knastørt, og efter tiltrængt hvile trak det opad. Grebene er såmænd gode og positive, men geofysikkens veletablerede love gælder ikke aldrende klatrere: Jo længere jeg kom fra geoidens centrum, jo stærkere virkede tyngdekraften. Det blev en kamp på hel- og halvdynamiske catch og ditto bolt-sikringer, og i en tåge af mælkesyre nåede jeg toppen af ruten.

Det er et slab – eller måske rettere en platform – med en sølle hældning på måske ti grader. Så der stod jeg med fødder og underkrop nede på en 20 graders overhængende væg, og brystet og armene lænet ind over kanten. Som nu var drivende vådt af vedholdende regn. Mantle-bevægelseer har aldrig været min stærke side, og jeg forsøgte mig med et lille crimp-greb på en kant lidt højere oppe. Totalt vådt og ubrugeligt! Jeg forsøgte mig med et par mikrolister på slabbet og lykkedes at komme så langt ind, at jeg kunne slippe med fødderne. Så der lå jeg på maven. Hidsige svømmebevægelser ud i luften fik mig langsomt til at glide bagud igen, og efterhånden var det kun med opbydelse af alle kræfter på microlisterne, at jeg kunne holde status quo.

Under klatringen havde jeg flere gange registreret, at min makker var totalt uerfaren med at sikre en vanskelig rute. I ved, hvad det kræver: Lynhurtige rebgivninger, aldrig stramt tov. Var han overhovedet i stand til at holde et langt styrt!

Der var to meter ned til øverste bolt, som jeg (naturligvis) ikke længere kunne se. Det ville give mig fire meters frit fald ud i rummet plus slæk og alt mulig andet, jeg slet ikke turde tænke på. Stærkt motiverende for at holde fast. Alle nervebaner, alle muskelceller blev sat på overarbejde, mens hovedet tænkte diverse scenarier igennem. Ingen af dem var gangbare – for eksempel kunne jeg dø af skræk! Mens jeg centimeter for centimeter gled bagud, valgte jeg den eneste mulige løsning: svinge ind med fødderne på tilfældige trin, sætte hænderne lavt på de øverste gode greb, hænge ud i dem, klatre baglæns ned ad de fem-seks stejle bevægelser til den øverste bolt. Alt sammen mens laktose og adrenalin i uskøn forening dunkede skånselsløst gennem alle kapillærer.

Uden tanke for den øverste hurtigslynges værdi, firede jeg af og rensede ruten. Vi tog hjem.