Jesper Bentsen på Josefines Lyster  

Klatrefører over Kullen, 1999
Redaktør Ask Winther

Danske klatrere har altid ydet en bemærkelsesværdig indsats på Kullens klipper. Trods det, at Skånes Klätterklubb er (har været ?) en af Sverige største, og at dens medlemmer har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af sydsvensk klatring, har det altid været danskerne, der har stået for udgivelsen af klatrerførere. Hvad enten det er fladlændinges behov for at manifestere sig i en udansk sport, eller historiens fangarme, der trækker os mod gammel fædreland, så har det givet anledning til en række af gode guideudgivelser siden Peter Christensens første Kullenguide i 1972. Efter denne blev opdateringer i begyndelsen udført som løsblade til den gamle fører og som separate nord- eller sydkystfører. Med Martin Tomlinsons guidebog fra 1991 fik vi for første gang i tyve år samlet alle Kullens ruter i én bog. Guiden inkluderede klatre- og naturhistoriske artikler, og Martin introducerede fra England en dobbeltgrading med helhedsgradering og teknisk gradering. I 1995 udkom Peter Harremoës' opdatering (som desværre aldrig blev anmeldt i bladet). Ud over en kraftig tilvækst i ruteantal lå den største ændring i, at Peter begyndte med ruterne i nordøst for at ende på sydkysten i modsætning til de tidligere udgivelser.
  Senest har Ask Winther med hjælpere lagt et imponerede arbejde i at opdatere Martin Tomlinsons guide. Alle billeder er taget om dels fordi mange af negativerne var forsvundet, men også fordi redaktøren på eksemplarisk vis er placeret som størrelsesindikator for foden af alle klipper. 
  Kullen er gentagne gange i de tyve år, jeg er kommet der, blev proklameret som udklatret: "Nu er det ikke muligt at klemme flere nye ruter ind", er der blevet sagt. Hver gang har det heldigvis vist sig forkert, idet fremsynede og eventyrslystne klatre altid har evnet at afdække nye vægge og ruter. Indtil nu. Når man genlæser Martin Tomlinsons glimrende historiske kapitel (med Peter Harremoës' og Ask Winters tilføjelser) ser man, at der i de seneste fem år er tilføjet to vægge på seks meters højde (hvoraf den ene allerede i 1984 var næsten udklatret og af usagte grunde u-rapporteret af Magnus Nilsson), et par - om end imponerende - artificielle ruter, samt én - ikke mindre imponerende - fribestigning af A4 ruten på Kullamandens dør (Eksistensminimum, Harald Bolin, VIII-). Denne guides eksistensberettigelse ligger således hovedsagligt i, at den gamle var udsolgt. 
  Ask Winther og hans stab har ud over deres store indsats overtaget et solidt basismateriale, men hermed også et par af de små skønhedsfejl, som de to tidligere guidebøger led under: En række af de vanskeligste ruter er graderet alene på baggrund af førstebestigernes bedømmelser, både med hensyn til kvalitet og vanskelighed. Ask (og Peter før ham) skulle måske have samlet en flok af de klatrere, der er bekendt med disse ruter, og bedt dem "kollektivt" vurdere graderingerne. Ikke mindst blandt kvalitetsgraderingerne finder jeg flere eksempler, der direkte stammer fra førstebestigerne trods det, at de næppe har været repeteret siden (Lev Stærkt, Dø Ung og Lovegirls falder mig lige for). 
  Actionbillederne er udvalgt af redaktøren og repræsenterer med deres krav om hjelmbrug en trend af "political correctness", som vi skal tilbage til Bjergklubben i halvtredserne for at finde magen til. Vi ser for eksempel et af de få eksempler på en hjelmklædt bouldere. 
  Som sagt er det et stort stykke arbejde , der er lagt i denne guidebog, og med tidens overordentligt lave nyruteaktivitet er det givetvis en guide, der vil holde i mange år fremover. Også på den baggrund er informationsværdien i bagsidens portræt måske lidt overflødig. 
  Hvad menes der for eksempel med "svære ruter" ?