Lis Lindahl, Søren Smidt, Søren Rash og Sally
 Westergaard i Vang Café

Laybacket, Bornholm, 1983

I en pause mellem regnbygerne er 238 kr. blevet spenderet på varme chokolade og kage i en af Vangs fashionable beværtninger, og resten af dagen har vi gennemblødte og bandende jammet os op gennem Vang Syds knoslidende rids. Vi er på vej hjem.
- Nej, jeg vil sgu se det layback! siger Sally, smider den pakkede rygsæk og løber gennem regnen tilbage til klipperne.
- Men vi klatrer den ikke! når jeg lige at råbe til hende.
Siden jeg første gang var på Bornholm, har Laybacket puslet i baghovedet. Kun klatret med topreb af Mads Bech Madsen, og ved forespørgsel hos forskellige har svaret altid været: 
- Den er tynd i toppen.
- Umuligt at hvile - du kan ikke sikre.
- Benhård!
At en god lokalklatrer, Michael Jensen var drattet af to gange i foråret, skærpede min lyst til at forsøge. Jeg havde bare så fandens svært ved at tage mig sammen. I dag har jeg ikke engang lyst. Det regner, fingerspidserne er ømme efter en lang weekend, og det er snart mørkt. Men hvad nu hvis Sally vil forsøge?
Også Søren Smidt smider sækken og løber efter hende. Nu er det sådan, at vi i vores lille sport normalt bedyrer vores totale uafhængighed fra den konkurrence, som besudler alle andre sportsgrene, men situationer er ikke normal. Når to hotshots som Sally og Søren er på spil, kan alt ske. Så også jeg smider mit grej og løber efter dem for at dæmpe gemytterne.
- Guds gave til mennesket! udbryder Sally da vi står under denne 8-10 meter pragtdiedre.
- Men han har sgu sparet på trinnene, hva'? siger Lis Lindahl, der også er dukket op.
- Kig! Halvvejs oppe er der et lille trekantet trin til højrefoden. Man kan hvile og sikre de sidste tre-fire meter, mener Søren.
- Hvile og hvile - du bliver skubbet af højre væggen, siger Lis.
- Men vi klatrer den ikke! siger jeg.
- Hov, prøv at se! Den er helt tør inde i hjørnet, råber en eller anden.
Det er rigtigt nok. Vinden og regnen kommer fra syd, og diedren åbner mod nordvest. Kun på venstrevæggen rammer regnen og gør det umuligt for venstrefoden at klemme kroppen mod højrevæggen for at lette laybackklatringen. Men der er en god halv meter tør væg at "spadsere" på.
- Vi klatrer den fanme!
- Jeg vil være toer, råber Sally.
Satans!
- Jeg vil føre! råber jeg.
Fem minutter senere er vi tilbage igen. Blygrå skyer farer over den allerede halvmørke aftenhimmel, og den vedvarende regn gør stemningen anspændt, mens vi i læ af den lodrette højrevæg tager seler og EB'er på. 
Søren har ikke de store ambitioner om at føre og overlader det gerne til mig. Jeg er fanget. Satans igen.
Efter at have skrabet sammen, hvad vi har af småfriends og smidt alle hexer større end #6, sætter jeg i vej. Søren sikrer. Jeg er nervøs og irritabel og benytter et par minutter på det nederste (og sidste) hviletrin til hektisk at rense EB-skoene for smuds. Jeg vil have maksimal friktion på min halv meter brede "bane". De første 4 meter går let. Risset er bredt og skarpt, og jeg er hurtigt etableret på det trekantede trin. Men rigtigt; jeg er ikke i balance. Bliver skubbet til venstre og må jamme fingrene i ridset, som nu tydeligvis er blevet smallere. 
Maser en friend 1 ind så langt oppe, jeg kan nå og råber heftigt: 
- Så giv mig for fanden noget reb!
Jeg er svært nervøs for toppens fingerlayback og finder mig ikke i nøl eller billige tilråb fra flokken nedenfor. Fra nu af går fingrene visse steder slet ikke ind, men hvor de gør, kan de heldigvis jammes, og jeg kan undgå ren layback. Et par skridt til og jeg kan trække mig ind på venstrevæggens hylde under toppen, hvor regnen atter mærkes. Slabbet heroppe er fedtet af regn og mudder, og trods en hældning på bare 15-20 grader er det umuligt at stå på. Med fingrene boret ned i en lille græstue maver jeg mig over kanten og etablerer mig med en solid hex på standpladsen.
Søren følger rask efter, maser i mørket med mine hastigt placerede sikringer og forsøger sig lidt for langt uden for den afstukne løbebane. Det betaler han kontant for med en tur i rebet, men han fatter sig hurtigt, kommer op og forsvinder ind i tjørnekrattet til nedstigningen. Sally følger efter, får lettere plads til sine slanke fingre, men beklager sig ivrigt over ømme underarme.

Det er nat, inden vi er nede.