Mont Blanc og maudit fra Tacul.
Kuffnergraten er indtegnet
Paul forlader vores nødbivuak i Col du Brenva kl. 8 om aftenen. Toppen af Mont Blanc i baggrunden
Returen næste morgen. Vallot-hytten ligger på skulderen under toppen af Mont Blanc
Via Kuffner, 1990
Kender I det?
Man vågner med et sæt. Panik, hvor er jeg? Rummet er helt mørkt, jeg fryser. Jeg har kun soveposen halvt på af den simple grund, at jeg ikke er alene i den. En arm, som ikke er min, ligger over mit bryst og et ben snor sig om mine.
Jeg havde mødt Paul Bruchner i Bivuak de la Fourche to dage tidligere. Jeg var i desperat mangel på klatremakkere og havde derfor besluttet mig for en lift-fri bestigning af Mont Blanc. For at undgå spalter og normalveje var jeg gået op fra Coumayeur på den italienske side via Col de Geant. Den tur kan ikke anbefales. De sidste par hundrede højdemeter under Torino-hytten er løs uskøn klatring gennem dynger af byggeaffald, og hvert tiende minut en liftfuld hujende italienere få meter over hovedet.
Jeg var kommet til La Fourche-bivuakken lettere rystet. Tilgangen er 45 grader rådden is, der stejler op til 50-55 grader de sidste meter. Bedst som jeg skulle flytte min eneste økse en tak højere op, skar fronttakkerne på mine footfangs sig som 4 varme smørknive sig et par decimetre nærmere Maudit-gletscheren 150 meter nede. Hjertet fulgte ikke med, men blev siddende højt i halsen. Efter et par synkebevægelser stod det klart, at Point of No Return var nået, og at vejen frem, uagtet hvilke forhindringer, der måtte vise sig, var bedre end vejen tilbage.
Jeg havde valgt Kuffnergraten på Maudit. "Grande couse mixte. Lonque, D. Une de plus belles couse d'arete de la chaine du Mont Blanc. Grande ambience". Typiske franske guidebogsfloskler, men en flot klassisk rute ikke desto mindre, gjort allerede i 1887. Fra hytten så den indbydede ud. Næsten ingen sne og god klippe.
Tåge og mildvejr
Til hytten kom kort tid efter Paul. En ung østriger, der havde klatret Kuffner en uge tidligere. Han var kommet tilbage for at klatre Old Brenva, en rute jeg havde solo'et et par år tidligere, og vi kunne nu benytte eftermiddagen til at udveksle vores memoirer.
Bivuak-hytte-traditionen tro fik vi ikke sovet meget. Snakkede for længe, gik for sent til ro, og bedst som vi faldt i søvn, indtrådte et par klatrere af ukendt nationalitet og begyndte at sortere udstyr på det hårde gulv, men de udstødte gutterale lyde af ukendt betydning. Men Brenvaflanken kræver midnatsstart, så der var tidligt liv i kludene, om ikke andet så for at checke vejret. Det var ikke ideelt. Alt for varmt og med tyndt skydække. Trods en god udsigt skyede det hurtigt til, og Paul indså ufornuften i gå mod Brenva; det ville være selvmord at krydse Brenvagletscherens spalter under Brevnvaflankes serac'er i det vejr.
Vi var begge uden reb, men der er safety in numbers, så Paul valgte at gå Kuffner igen. Rutefindingsproblemer ville vi ikke have, så vi kunne udskyde starten til kl. 7 og være på toppen efter få timer og inden vejret blev rigtig dårligt.
Himlen var helt overskyet, men det var vindstille og varmt da Paul lagde ud forrest. Det gik stærkt. Da han var her sidst, havde han opsøgt den bedste klippe og fundet, sagde han:
- Sehr hübsche Kletterei, nur fünf oder so!
- No, a bit easier for me, thank you!, sagde jeg.
Men alligevel: Jeg fulgte med lige i hælene på ham. Op ad fine faste granitriss, bridging gennem knivskarpe diedrer, listige og luftige traverser rundt hjørner ("Paul, where is the handhold? OK, there, thank you!"). Omkring 4. grad velsagtens. I store plaststøvler, rygsæk og 600 frie metre ned til gletscheren.
- Und hier haben wir das Normalweg!
Ganske rigtigt - på bagsiden af dette fine granittårn løb en løs 2.grads-rende. Men jeg følte mig ikke snydt; det gik hurtigt og jeg var i god form.
Lidt over halvvejs i ruten står et stort rødt tårn, Gendarme de l'Androsace. Enten går man over det og abseiler ned på den anden side. Altså udelukket. Eller man klatrer langt ned til venstre ad en isrende og rundt. Med kun én isøkse udelukket for mig (besluttede jeg). Sidste mulighed var travers af en række delikate slabs. Paul valgte isen, jeg slabbene. Trinnene var elendige, men grebene gode, og så længe jeg kan krumme mine magre fingre om en stump fremstående klippe er jeg OK. Paul frontpointede hurtigt neden om mig og nåede bagsiden af Androsace'n en fem minutter før mig. Vi havde nu gået 2/3 af ruten i løbet af to timer og manglede blot det sidste mixede terræn inden skulderen. Det gik helt uproblematisk - god klippe og nu i denne højde fin og fast sne.
Præcis da vi nåede skulderen 100 meter under Mont Maudit (4465) slog lynet ned i bjergets karakteristiske klippetårn, og uden diskussion var det afgjort, at der skulle vi ikke op. Hurtig retræte, men hvorhen? Vi indhylledes af tætte skyer og sneen væltede ned. Vi traverserede et par hundrede meter mod højre under toppen for at finde normalvejen til Tacul fra Maudit og ad den vej komme ned til Midi-liften, men hele snevæggen var levende af en kontinuerlig pulversne-lavine. Intet spor at finde. Frem og tilbage, op og ned klatrede vi, men hele tiden blev vi stoppet af stejlvægge eller spalter.
Dag-bivuakering
Efter lang tids søgning stod det klart, at vi ikke kunne komme ned; vi måtte op. Hen til Col du Brenva, over Mont Blanc og ned til Vallothytten. Ved klippetårnene under Maudit var fanden løs. Vinden, der blev presset op over kammen og ind mellem tårnene truede med at rive os med, og øksen summede og sitrede af elektricitet, når jeg løftede den over knæhøjde. Vi nåede ud på Brenvapasset, men i snefoget var det en uendelig flade, og vi havde ingen anelse om, i hvilken retning Mont Blanc lå. Diagonalt gennem plateauet løb en spalte, og efter at have kikket på hinanden et øjeblik hoppede vi ned i den. Af en spalte at være, var den sød. 11/2 meter bred, med masser af gruber og huler. Lys, tyst, og næsten varm. Vi udbyggede et lille sidegalleri, og indrettede os på en lang eftermiddag og nat.
Paul var som jeg kommet til Chamonix uden partner, og han havde, som jeg, allerede gjort flere ture alene. Hvor fjollet! Da han var kapabel til det meste, og jeg villig til det samme, blev store planer lagt. Hans karriere var imponerende. Han havde gjort en af de første repetitioner af "Weg durch dem Fisch" på Marmolada og en hurtig bestigning af Cerro Torre i Patagonien. Han derimod roste mig og fastslog, at alle hans østrigske makkere ville have gået i chok længe før, de var nået ned i denne her hyggelige spalte i 4300 meter, og med en snestorm rasende ovenover.
Klokken 20 tvang nysgerrighed mig til at stikke hoved op af sneen.
- Lo and behold! Blue sky and Mont Blanc just over there!" råbte jeg ned i hullet.
Af sted på raske fødder og 10 minutter senere var himlen lukket for udsyn, men til gengæld også med sne. Vores spalte ville vi aldrig finde tilbage til, så nu gik vi efter højdekurverne mod toppen. Paul var bedre akklimatiseret og flere gange så jeg ham forsvinde i snefoget over mit hoved.
Kl. 21 var vi på toppen i hård snestorm. Sporet heroppe var stadig tydeligt, men hundrede meter ned mod Bossegraten forsvandt det under nysne samtidigt med det sidste lys. Vores oxygen-deficitte hjerner overbeviste os om, at vi var gået ud ad en forkert grat. Op igen. (Har du nogensinde været på toppen af Mont Blanc to gange på én aften?). Uden resultat. Vi besluttede at bivuakere på skråningen.
De næste timer brugte vi på at grave en hule i firnen, der kunne få os lidt fri af vinden. Mens Paul hakkede sig ind centimeter for centimeter, filosoferede jeg over, hvilke af mine tæer jeg holdt mest af. Vi ville nok var klar med hullet ved daggry, og så gik tiden da med det.
- Der Vallothütte! råbte Paul under en af mine graveture.
Skyerne havde skilt sig, og i det svage lys skimtede vi det grimme metalskur. Hvor smukt! Vi havde været på rette spor hele tiden.
Klokken 1 forsøgte vi i hyttens frostkolde indre at klemme os ned i Pauls 800 grams lynlåsløse fibersovepose.
Endnu en dejlig dag i bjergene var slut.
2003