Mont Blanc's nordside set fra Aiguille du Midi. Paccard's rute fra 1786 er angivet. 

Mont Blanc, august 1786


Michel-Gabriel Paccard havde en drøm: Mont Blanc. Gennem mange år havde han fra vinduet i sin lægepraksis i Chamonix udforsket Europas højeste bjerg med teleskop for om muligt at finde en vej til toppen. Og nu var han sikker.
  Men eneste bejler til den endnu jomfruelige top var han ikke. Først på scenen i dette spil er naturforskeren Horace Benedict de Saussure. Allerede i 1760 blev han tiltrukket af Mont Blanc's skønhed. Sine egne evner som bjergbestiger regnede han ikke for tilstrækkelige, men penge det havde han, og en klækkelig dusør udlovede han til den, der kunne finde en farbar vej gennem gletschernes spaltevirvar.
  Kun få reagerede. At bestige alpetoppe var ikke noget lokalbefolkningen satte højt. Passene var vigtige, og der kunne måske være prestige i at søge nye, men toppene var kun for nogle få, gale tilrejsende.
  En sådan var Marc-Theodore Bourrit, kantor i Geneve. Han havde hørt om dusøren, var grebet af ideen, men som Saussure ville han i første omgang ikke selv derop. Derimod ville han slå en skærv af selv historien: Være den første til at berette om den og derigennem få sit litterære gennembrud. Han skrev bøger om Mont Blanc og om Chamonixdalen, han holdt foredrag, og det lykkedes ham efterhånden at få nogle enkelte til at forsøge en bestigning. Senere prøvede han også selv - med lige så lidt held som de øvrige. Bourrit var en dårlig bjergbestiger, gik som reglen forkert eller gav op for tidligt. Men det ændrede intet: Han var besat, stolede fuldt på egne evner og havde kun hån for andres.
  Som sidste vigtige person finder vi Jaques Balmat. Ung, stærk og fattig. Tidligt på sommeren 1786 havde han deltaget i en ekspedition mod toppen. Han havde dog mest gået for sig selv, han havde fortsat længere op, da de øvrige deltagere var vendt om og tilbragt en ubehagelig nat alene på gletscheren ved en spalte, han i mørket ikke turde springe over. Næste dag genoptog han nedstigningen til Chamonix, hvor han i en tilstand af stor udmattelse og med solskoldet ansigt konsulterede Dr. Paccard.
  De to mænd havde ikke været længe i hinandens selskab, før de gensidigt indså, de kunne være hinanden til nytte. Dr. Paccard var naturinteresseret og absolut ligeglad med den nu 25 år gamle dusør. Han ville til toppen af Mont Blanc for at foretage barometeraflæsninger, finde vandets kogepunkt og føle, hvordan det ville være at stå på et højt bjerg. Han behøvede blot en bærer. Balmat ville have dusøren og behøvede et vidne. Klatring for fornøjelse var et ukendt begreb på den tid.
  Tidligt om eftermiddagen den 7. august 1786 forlod Balmat og Paccard Chamonix og nåede samme aften op i 2.500 meters højde. De overnattede under et klippefremspring umiddelbart før gletscherisen inden de klokken 4 næste morgen i perfekt vejr trådte ud gletscheren, som her sidst på sommeren var et kaotisk virvar af spalter og istårne. Senere på dagen fik varmen snebroerne til at bryde sammen, og talrige gange måtte de to mænd kaste sig fremover, når grunden forsvandt under fødderne på dem.
  Paccard havde (til Balmats skræk og uvilje) på forhånd besluttet sig for en isrampe, der skråt mod venstre fører op over den sidste isvæg under toppen. Vejen viste sig farbar, men stejl, og Paccard måtte her hugge primitive trin med sin alpestok. Først kl. 17 nåede de over denne vanskelige passage og havde nu blot 300 højdemeter til toppen over forholdsvis lette sneskråninger.
  Til gengæld var vinden voldsommere, og Balmat, der nu var stærkt svækket af den tynde luft, tryglede Paccard om at opgive. men så kort fra målet ville Doktoren ikke vende, og klokken 18.25 stod først Paccard og lidt efter Balmat på Europas højeste punkt, 4.807 meter over havet. 
  Mens hele Chamonix holdt øje med dem i kikkerter, forsøgt Paccard trods begyndende forfrysninger i fingrene at udføre sine observationer. Han aflæste temperatur og tryk, kompasmisvisningen og styrken af himlens blå farve, inden han en halv time senere sammen med Balmat begyndte nedstigningen. Trods mørke og talrige spalter nåede de ud af isområdet lidt før midnat, overnattede under klippeblokke og slæbte sig næste morgen ned til Chamonix; Paccard nu næsten fuldstændig sneblind. 
  Mens de to mænd var på bjerget, mellem istårne og spalter, havde de opbygget et venskab, men tilbage i civilisationen var det hurtigt glemt. Balmat fik en dusør af Saussure og byggede sig straks et nyt hus. Paccard gik det knapt så godt. Da kantor Bourrit erfarede om den heldige ekspedition, blev han grebet af et sådant anfald af raseri og misundelse, at han øjeblikkeligt iværksatte en større smædekampagne mod Chamonix-doktoren. Med et held, der helt forhindrede Paccard i at publicere sine resultater og oplevelser. Ingen troede ham. Selv Balmat blev overbevist af Bourrits løgnehistorier til at tro og berette, at han bogstaveligt havde båre Paccard det sidste stykke mod toppen, samt at Paccard var en elendig bjergbestiger. 
  Den sidste kontakt, de to førstestigere havde med hinanden, var via det kæbestød Paccard sendte Balmat på et af byens udskænkningssteder. En gestus, der ikke satte ham i et bedre lys; Balmat blev hyldet, Paccard glemt.
  Først i dette århundrede har nyfundne noter åbenbaret den rette sammenhæng, og i 1986 - 200 året for Mont Blanc's bestigning - har også Paccard fået sin bronzeskulptur på en af Chamonix' gader.