Klik på billederne for større visning
- om den første dansker på Nose
Søren Smidt
Mandag morgen i Sunny Side Campground (Camp Four) Yosemite. Jeg ligger og knurrer i mit telt, halvvågen hører jeg Len's stemme:- Soren, Soren!
Oh shit, tænker jeg, han har fået fri fra arbejde og vil nu holde mig fast ved en uge gammel aftale om at klatre The Nose på El Capitan. I den forløbne uge har jeg klatret Washington Column's Sydvæg med Phil fra Australien og efter det, har jeg ikke særlig lyst til at give mig i lag med El Cap. Len er fyr og flamme, og vi må købe mad, pakke og fixe de fire første første længder osv. En time senere er jeg så småt ved at være vågen, indser, at der ikke er nogen vej udenom, så jeg organiserer udstyr og pakker haul-sækken, mens Len handler.
Hen på eftermiddagen er vi klar. Daniel Bidner, min 'telt mate' fra Sverige tilbyder heldigvis at slæbe, så mens han halter bagefter, går Daniel og jeg ind med alt klatreudstyret.
Lige hvad jeg frygtede, der hænger allerede to sæt reb fixet fra Sickle Ledge og ydermere to reblag er på vej op. Da Daniel siger farvel og ønsker os held og lykke, har jeg mest lyst til at bede ham blive, men til hvad nytte? Len og jeg må jo klare det her alene. Som i så mange lignende situationer er jeg klar over, at det er nu eller aldrig, det gælder bare om at hænge på.
Da reblaget før os er på anden reblængde begynder Len op ad første, og jeg indhenter dem ved standpladsen til tredje, hvor de står og venter på to amerikanere over os. Min friend 1 bestemmer sig at hoppe ud af det gamle boltehul, jeg satte den, så jeg hopper ned og hænger ca. 5 meter længere nede. Op igen, det samme gentager sig med nr. 1,5, så der må en god gammel kile til, før jeg bliver hængende. Walter og Heli på standpladsen er tydeligt mere påvirkede af seancen end jeg. Det bliver dog turens eneste fald.
Da vi når Sickle Ledge er solen ved at gå ned. Ingen af de fire andre reblag har planlagt at sove på hylden, så vi ændrer planer og vil gøre det for at komme først i køen. Len firer ned og får den sure fornøjelse at jumarere op i mørke, mens jeg hauler grisen i fire sammenbundne reb. Det er kun muligt at flytte den ved at sætte fødderne højest, og så stemme mig nedover med hovedet først. Noget senere er vi klar til at krybe i sækken, og vi falder til ro, mens fuldmånen står op.
Månen er stadig oppe, da vi vågner ved femtiden. Jorden drejer, snart er de første solstråler på Middle Cathedral Rock. Når vi har fortæret en dåse en dåse tunfisk og en appelsin hver, er vi klar til dagens arbejde.
Stovelegs
- Lower, lower!
Len sænker mig lidt; jeg prøver endnu en gang at nå risset langt til højre. Det er min første pendelum og langt sjovere, end jeg i fantasien havde forestillet mig. Len løber den næste pendelum ind i Stovelegs, og fra Dolt Hole ser jeg ham nu og da passere forbi.
De næste reblængder fik deres navn, fordi Warren Harding brugte afsavede ben fra et komfur som bolte i de temmelig brede riss. Her er eksponeret og så blæser det altid kraftigt. Vinden virker skræmmende, stigerne flyver om ørene på mig. Det er ved at blive sent. De nye artificielle manøvrer har taget lang tid, vi når trætte Dolt Tower og må kaste et fixet reb ned til Walter og Heli, som har været lige i hælene på os hele dagen. Inden jeg tørner ind tænker jeg på regnvejret, som måske vil komme og jage os ned i morgen.
Guderne er med os, regnen svigter, himlen er skyfri, og det hjælper unægtelig på humøret. Mine fingre føles som store opsvulmede pølser efter gårsdagens prøvelser, og jeg har ikke det mindste imod, at de to østrigske bjergførere går først, så jeg kan ligge og nyde frokosten i min pose.
King Swing
Jeg har sat mig på de første tre reblængder, da Len førte rigeligt an dagen før. Det ender med en lille diskussion og lodtrækning, inden jeg kan give mig i vej. Første længde går helt frit, hvilken fryd, og resten er næsten ligeså. Len når toppen af Texas Flake efter at have gået en blank 10 meter kamin uden sikring. han påstod, det var skræmmende. Den sparsomme plads må deles med Walter, så jeg må desværre blive på El Cap Tower og sole mig de næste par timer, indtil vores to venner er kommet i vej.
Noget forsinket er vi nået til The King Swing. Len svinger først, men da han går fejl i den efterfølgende Delhi er det lige før min tålmodighed brister, men jeg holder mig. Da vi når hylderne under Camp 4, er det bælgmørkt. På med pandelamperne, og jeg håber, at Heli og Walter har kastet et fixet reb ned fra Camp 4. Men da jeg har arbejdet mig hen over det sidste 4. grads klatring, ser jeg dem begge sidde på en ussel hylde. Hårdnakket påstår de, at det er Camp 4; de vil oven i købet sætte en øl på. Det går jeg med på med den største ro, for jeg ved vi er en reblængde kort, og at vi nu får en super dårlig bivuak, halvt siddende, halvt hængende. Oh ulykke, jeg havde glædet mig til at sove.
Morgengry, på trods af dårlig nattesøvn er det nu alligevel rart at være på vertikal vandretur, specielt her på morgenen, hvor der er tid til at nyde udsigten.
Efter morgenens to frie 5.9 længder står vi under "Great Roof". Len indser, at denne flotte formation tilfalder mig, og han gør kun spæde forsøg på at tiltuske sig den. Disse linier, dette sted på El Cap, har så ofte været i min fantasi og drømme, og nu er jeg her. Det er lige vand på min mølle. Klatringen er ligefrem, men igen er reblængden lang som overalt i Yosemite.
Min nye standplads er en 5-6 cm bred hylde som er dejligt eksponeret. Det blæser og jeg er udmærket klar over, at jeg befinder mig på en stor væg, ingen tvivl. Vi er i gang med den sidste og smukkeste del af ruten af ruten, svagt overhængende og lange fine riss. Efter Camp 5 er der som om Len går fuldstændig i stå. Han har næsten igen artificiel erfaring; i friklatring er han som reglen stærk, modig og vovet, men nu begynder højden at gøre indhug på hans nerver. Usikkerheden ved at stå i små RPs og deslige er slet ikke hans kop te.
Glowering piss
Camp 6 ser umiddelbart ud til at kunne give os plads til en hårdt tiltrængt søvn, og så er jeg der før mørkets frembrud. God tid til at indrette sig, og jeg kan vist også lige nå at lade vandet inden jeg råber klar. Det bliver dog Len og Walter nede på Glowering Spot som råber først. Det er bogstaveligt noget pis at være, hvor de er, væske finder jo som reglen den letteste vej. Det riss, som jeg bruger, ender så vidt jeg kan forstå lige over hovedet på dem, så vi er ikke gode venner lige nu. Hvilken ulykke; de føler begge en ringe trøst ved mine forsikringer om, at det nok skal tørre, inden de skal sove.
Spaghetti er ikke dårligt selvom det er koldt og på dåse. jeg er glad for, at vi har slæbt så meget vand og mad med, og det ser ud, at beholdningerne akkurat holder stik. Morgen, den sidste dag, og jeg krydser fingre for, at det vil lykkes os at gå de sidste seks reblængder. Efter østrigerne er det Len's tur til dagens første længde. Det er vældigt eksponeret her i 800 meters højde over dalen, og jeg kan tydeligt se på hans øjne og bevægelser, at gårsdagens frygt stadig sidder i kroppen på ham, men jeg siger intet. Går der først hul på Len, hvordan vil jeg så selv reagere? Nu må vi hænge sammen og få gjort, hvad der er tilbage. jeg har ofte tidligere spekuleret over, om jeg selv ville kunne klare denne eksponering. Under de første år på Kullen, hvor jeg gik mine spæde barne-EB'er [EB'er var de første og eneste friktionssko på markedet indtil begyndelsen af 80'erne / MH], havde jeg højdeskræk, men hænger nu her, ikke helt uden fryd over at føle mig godt tilpas.
Hardings bolt ladder
Hen på eftermiddagen står vi under topoverhængene, alt sammen borebolte, slået på en nat i 1958 af Warren Harding, denne utrolige klatrer, som har fascineret mig med sine ture, når jeg om vinteren "sofaklatrede" gennem al verdens bøger. Den mand havde en energi og en humor, og så tog han klatringen for, hvad den er: Hårdt arbejde.
Denne gang var der ingen muggen eller diskussion om, hvem der skulle tage længden. Af en eller anden grund ender jeg altid med overhængene, jeg bander, svovler, puster og sveder som sædvanligt. Til sidst står jeg med verdens største rebtræk 2 meter fra den faste standplads og kan bare ikke nå den. Men jeg er oppe, det er ligesom presset letter. Jeg roder rundt med udstyret, som jeg nu har holdt orden på i fire døgn. Endelig får jeg rigget en standplads til, og Len kan følge efter. Jeg tænker på den stakkels fyr, der for et par år siden tog den hurtige vej ned, da hans reb blev skåret over netop på det stykke, Len skal over.
Proppen letter også lidt på Len og vi har vores første og eneste skænderi, da han synes, det er unødvendigt at sikre op over de sidste lette slabs. Han siger nærmest, at jeg kan ryge og rejse, for nu binder han sig ud og går frit, så kan jeg selvom, hvordan jeg kommer op med resten af udstyret.
Jeg giver dig ikke efter og får ham til at binde sig ind i et træ, mens vi slæber sækken. Der blæste en kold vind, men det var hurtigt ovre, så var vi gode venner igen.
Selvom jeg var godt tilfreds med turen, følte jeg det alligevel som et antiklimaks at være færdig, nu kender jeg drømmen i virkeligheden og må rette mine fantasier mod andre ture og bjerge.