The Shield på El Capitans SV-væg. 
Skjoldet med Triple Cracks befinder sig ca. 3/4 oppe.

Rensning af triplecrack-pitch'en

The Shield

Af Kasper Bergowicz
Se billeder fra ruten i Galleriet 

Solen steger mig, mens jeg hænger og trækker i taljesystemet. Vi har 48 liter vand, mad til 5 dage, portaledge plus diverse andre nødvendigheder.
  Stedet er El Capitan, og vi har klatret Muir Wall til Heart Ledges i stedet for den normale Free Blast start til The Shield. Nu er vi i gang med at hejse alt, hvad vi har brug for til de næste 5-6 dage op ad de fixede reb.
  Mens jeg sveder tænker jeg på bemærkningen i Lonely Planet om, hvordan man får øje på klatrerne: "Look for the haulbags first. They are bigger, more colourful and moves around more than the climbers". Sandt nok. Er det i virkeligheden hejsesækken, der klatrer ruterne? Er vi ikke andet end sherpaer for vores bagage?

Taget
FUCK! FUCK! PIS! 
  Det er anden dag på væggen. Jeg har lige ført den første udfordrende reblængde, en C3 travers (C står for clean aid; ingen hammerplacerede sikringer, men ellers sammenlignelig med A-graderingerne), og Jesper Bentsen er klatret videre ud gennem "The Shield Roof" - indgangen til Shield Headwall. Hængende på kanten af taget ber han om at få sendt noget udstyr op, og vi opdager, at han ikke har fået hejselinen med. Han bander højt i frustration, det er det værste sted på ruten, det kunne ske. Han kan ikke fire ned og hente den, taget er for stort, og faldlinien ville placere ham på jorden langt, langt under os.
  -Tror du på nogen måde det er muligt at kaste den herop? spørger Jesper. 
  Jeg kigger på ham som han hænger og dingler over mig og lige så langt vandret ude. 
  - Nej, tænker jeg og siger: 
  - Lad os prøve. 
  Jeg binder vores to meathooks, de største skyhooks vi har, i enden af rebet og går i gang med at forsøge at kaste rebet op til Jesper. Hver gang det mislykkes, får hook'ene en lang svævetur i frit fald. Det fascinerer mig at se, men hvis jeg ikke havde været så akklimatiseret til eksponeringen på de her vægge, havde det nok givet et ordentligt sug i maven også.
Til sidst lykkes det mig at kaste præcist nok og Jesper at gribe rebet, og han forsætter op til en standplads, der vist ikke er den bedste i verden (hvis Jespers råb "lortestandplads" ellers har noget hold i virkeligheden.).
  Da jeg firer haulbag'ene ud fra min standplads, ender de mange meter ude fra klippen i fri luft. Det ser vildt ud, men desværre ligger kameraet i sækken, så jeg kan ikke tage billeder.
  Jeg renser taget, spektakulært, hver gang jeg firer ud fra en placering, ender jeg ca. 1,5 meter under taget, fuldstændig frit hængende - og ankommer til Jespers standplads, som består af 5-7 rustne pitoner og andet godt, som Jesper har forbundet for at opnå en nogenlunde sikker standplads. 
  - Vi SKAL nå en reblængde mere. Jeg vil ikke sove her.
  Jeg er helt enig, bortset fra kvaliteten af sikringerne i standpladsen, er det et elendigt sted at slå ledge'en op, et besværligt hjørne med mange fremspring. 
  - Ikke noget problem. Næste reblængde er vist ikke så svær, siger jeg. 
  - Nej, men den er lang. Desuden er det C3 i starten, men højere oppe bliver det C1, svarer Jesper. 
  Jeg starter ud og efter det svære stykke, bliver jeg belønnet med en flot reblængde. Et let overhængende hjørne med et næsten perfekt riss i bunden, en af de reblængder, der forsætter så langt øjet rækker. Jeg er desværre alt for stresset til at nyde det, jeg klatrer om kap med det kommende mørke og er plaget med tanken om, at rebet ikke er langt nok. Jeg må backcleane meget for at have nok udstyr, alligevel er det knebent. Yes! Rebet var langt nok, og jeg var hurtigere end mørket. Hauling'en burde være let, da sækkene ikke har kontakt med væggen, men jeg har ikke fået nok at drikke. En reblængde på en storvæg er blevet sammenlignet med to dage på en byggeplads. Vi har klatret fire reblængder, og jeg har kun fået lidt under 2 liter vand. Dehydreringen gør mig svag, og jeg kan ikke få mine muskler til at virke, som jeg vil have det. Da Jesper kommer op, hænger han modvægt på haulrebet, og det går nemt. Jeg forstår nu, hvorfor denne teknik kaldes The Spacehaul. Når jeg kigger ned på Jesper, ligner han mere en astronaut end en klatrer, som han hænger der og arbejder på sine jumars.
  Ledge'en kommer ud, og vi får lidt vand og mad i maven. Vi er ankommet til The Shield Headwall. Over os er cruxet: The Groove Pitch. 

The Groove og Triple Cracks
Jesper går i krig med The Groove. Reblængden er mest fixet junk, og han skal kun placere en lille smule af sit eget junk - et par birdbeaks og microkiler. Med alt det fixede grej går det stærkt, men det kan ikke have været særlig behageligt. Da jeg renser reblængden, opdager jeg, at de eneste gode "sikringer" er birdbeaks'ene og et par af de fixede copperheads! Når man kommer til en sådan reblængde, gælder det bare om at få det overstået og en god placering er defineret som "en placering, der får mig tættere på næste standplads".
  Næste reblængde er Triple Cracks, en af de bedste og mest spektakulære reblængder på El Cap, og den er min! Reblængden består af en fuldstændig blank, let overhængende væg splittet af 3 riss, der stort set overlapper hinanden. Når det første riss slutter, starter det andet en meter eller to til siden og ligeså med det tredje.
  Under førstebestigningen placerede Charlie Porter 35 RURP's på denne reblængde, men nu er rissene udbankede og tager diverse oversavede vinkelbolte, hybrid aliens og mikrokiler, hvis man er heldig.
  Jeg starter ud på to birdbeaks, som Jesper senere piller ud med fingrene, og fortsætter op på forskelligt grej der, for at citere Michael fra artificielkursusmaterialet, kun er fæstnet i spindelvæv og barnetro. 
  Cruxet kommer, da jeg skal skifte fra andet til tredje riss via to rivets. Nr. 2 rivet er bukket nedad og mangler hovedet, så jeg må bruge en selvstrammende rivetwire, for at få en slags chance for at den ikke glider af. Herfra rækker jeg over i næste riss og forsøger at bedømme størrelsen af pin-scar'et med mine fingre. Jeg kan ikke se risset. Det føles som om en hybrid alien vil virke. Det er svært at teste placeringen, da det er en traversbevægelse, og jeg hænger på en wire, der er klar til at glide af den beskadigede rivet ved mindste bevægelse. Heldigvis har jeg mærket rigtigt og min blinde placering holder. Herfra følger jeg risset på flere beaks, overskårne vinkler osv. indtil jeg kan ånde lettet op, da jeg klipper en 3/8 tomme rustfrit stål ekspansionsbolt, som er del af standpladsen over triplecracks.

Storm
Jesper er halvvejs oppe ad næste reblængde da de første dråber falder. Jeg firer ham tilbage til standpladsen og vi sætter febrilsk portaledgen op, får alt der ikke må blive vådt ombord og hiver oversejlet ud. Vi giver os til at vente. Det er sommer i Californien, formentlig 30 graders varme, og vi sidder klemt, i hvad der svarer til et ikke-åndbart telt. Efter vi har svedt i en halv times tid, beslutter stormen sig for at lade os slippe med skrækken og forlader El Cap. The High Sierras tager skraldet, mens vi ser på. Det så virkelig ud som om, vi skulle opleve en af de store El Cap-storme, men det bliver til en OK dag. Vi har kun klatret to en halv reblængde i dag, men det var cruxet, og vi beslutter os for at holde fri resten af eftermiddagen. Vi kunne ikke have valgt et mere spektakulært sted at hænge ud; vi er 21 reblængder oppe, på en fuldstændig blank, let overhængende væg, og nu da vi er rimelig sikre på at stormen har valgt et andet sted at tilbringe eftermiddagen, kan vi nyde vores position højt over dalen.

Toppen
For en gut på 22 år er det noget af en begivenhed at klatre El Cap. Alligevel er jeg nærmest følelsesløs på toppen; det er som om stoltheden over at have klatret ruten, lettelsen over, at det er overstået, at vi kan efterlade frygt, usikkerhed og diskomfort på væggen, bliver udlignet af skuffelse over, at det er slut. Der er ikke mere klippe over os, vores tid som klippeastronauter er forbi for denne gang, og vi må vende tilbage til dalen efter 5 dage og over 30 reblængder på en af verdens flotteste granitvægge.

Retur
Nedstigningen fra toppen er et virvar af udmattede minder: Abseils med den monsterstore haulbag, stavren ned gennem skoven med bag'en som konstant forsøger at trække mig ud af balance, regn og ligegyldighed over at blive våd, regnbue over Halfdome, haulbag'en der blev kastet til jorden og sparket gentagne gange (mens den lå ned) som straf for at have været så frustrerende under nedstigningen. Herefter var der kun tilbage at mande sig op til den sidste døds-march i mørket, tilbage til camp 4, hvor jeg endelig kunne ligge ned og falde i en bevidstløs søvn. The Shield er vores.

Flere billeder i Galleriet