Pancake Flake.
21. reblængde og inde på Nose.

Triple Direct, El Capitan

Af Thomas Møller Hansen

Bip-bip.....bip-bip...Det er stadig mørkt, men den er god nok, vi skal op nu. Jeg føler mig træt og slidt. Værst er fingerspidserne, der ikke er beskyttet af handsken. De er ømme og hævede efter konstant at have været i kontakt med granitten de sidste fire dage. Graniten er ru som sandpapir. Trætheden i kroppen får mig dog end ikke et sekund til at overveje at tage en ekstra time. Mine tanker er fyldt af en motivation: VI SKAL OP! 
  Det er vores sidste bivuak på ruten. Vi skal ud af denne brutale verden af lodret granit. Vi skal ud af selen og rebet, som lige nu er det, der forhindre os at styrte de 7-800 meter til jorden. Det bliver befriende at stå på toppen. Vi skal op.
  Thomas har allerede fundet de sidste bagels og konserves dåsen med henkogt frugt frem. Det beskedne måltid er hurtigt overstået. Mens Thomas pakker bivuakgrejet ned i haulbag'en, klatrer jeg op af rebet, vi fixede i går aftes. Da jeg er oppe ved standpladsen, er sækken klar til at blive hejset op.

Speed is safety
Vi befinder os på El Capitan, Yosemite Valley i Californien. På denne 1200 meter lodrette granitvæg havde vi besluttet os for at klatre ruten Triple Direct. Ruten linker ruterne Muir, Salathe og The Nose. Omtrendt en tredjedel af hver rute med The Nose, den måske kendteste klipperute, som afslutning. Thomas Wulff og undertegnede havde besluttet os 3-4 måneder tidligere. Vi mente, at vi havde de nødvendige færdigheder, så det var kun et spørgsmål om at komme afsted. Det var den første big-wall rute for os begge. Teknisk set er det en af de lettere ruter på El Capitan. Artificielklatring med gode sikringer stort set hele vejen. Den obligatoriske friklatring er overskuelig. Alligevel er det en stor udfordring for os begge. Rutens længde og væggens størrelse er imponerende, nærmest uoverskuelig.
  Vi følte os ikke sikre på udfaldet af vores forsøg, da vi startede. Der var bestemt et element af eventyr. Vi kendte vores begrænsning. Ville vi være hurtige nok ? På ruten var vi hele tiden presset. Vores tempo var kun lige akkurat hurtigt nok til at vi kunne nå de planlagte etaper og nødvendige bivuakhylder. Der var ikke megen plads til forsinkelser. Vi klatrede uafbrudt fra morgen til aften, dag efter dag. Hele tiden koncentreret. Fejl kunne være fatale, men samtidigt skulle det gå så hurtigt og effektivt som muligt. 

Zipper!
Nu starter det for alvor. Fra nu af bor vi på væggen. De næste tre nætter vil vi sove på de hylder, den lodrette væg tilbyder os. De seneste tre dage har vi brugt på at klatre her til Marmot Terraces samt at hejse haulbag'en herop. Vi har klaret en tredjedel af ruten, men har indtil nu firet os ned til jorden hver aften og sovet der. Haulbag'en eller hejsesækken indeholder alt hvad vi skal bruge ud over klatreudstyret: Soveposer, regntøj, mad og vand. Vi har beregnet fire liter vand til hver af os pr. dag, så vandet alene vejer 32 kg. Samlet vejer sækken sikkert op imod 60 kg. 
  Efter netop at have klatret dagens første reblængde, skal jeg have hejset sækken her op. Jeg klipper mig ind på haulbag'ens reb. Derefter laver jeg nogle meters slæk på rebet, der forbinder mig med standpladsen. Jeg lækker hele min vægt i. Der sker ikke en skid. Sækken flytter sig ikke. Jeg råber ned til Thomas, "Er haulbag'en fri"......"ja". Jeg placere mine fødder højt og presser nedaf med benene samtidigt med at jeg hiver op og ud i rebet nedefra. Nu flytter den sig. Når først den er kommet I bevægelse er det nemmere. Nu skal den bare holdes igang indtil mit reb op til standpladsen bliver stramt, og jeg kan starte forfra. 
  Thomas er begyndt at gå op af rebet, mens han tager sikringerne jeg placerede ud. Han ankommer til standpladsen, da jeg hiver sækken de sidste meter op. Det er hans tur til at føre, så han gør sikringerne klar til næste reblængde. Imens ordner jeg rebene. Vi har tre reb at holde styr på, og det kræver omhyggelighed at undgå kludder.
  Thomas starter på at føre den næste reblængde. De første sikringer bliver hurtigt placeret og han er allerede nogle meter oppe ad reblængden. Den næste sikring tager længere tid at placere. Sikringen testes ved op hoppe i den, før han træder op i den. Den næste er også svær at få til at sidde, men efter lidt søgen, kan en sikring testes. Den ser ud til at holde og Thomas træder op. Svjush.............I næste øjeblik popper sikringen ud, og Thomas står ved siden af mig på på hylden. Det gik meget hurtigt. Vi er begge chokerede, men samtidigt lykkelige over at Thomas er uskadt. Havde styrtet været halvanden meter længere ville Thomas være smasket lige ned i hylden. Rebet nåede akurat at tage ham. 
  Da vi ser op, kan vi se at ikke kun den øverste, men de to øverste sikringer er revet ud. Gudskelov holdt den næste, ellers kunne det være gået grueligt galt. Op på hesten igen. Efter en dyb indånding klatrer Thomas op igen, lettere rystet. Han har senere fortalt, at han på det tidspunkt var klar til at vende om, hvis jeg havde foreslået det.

Mod Nose og toppen
Næste morgen. Jeg befinder mig på en af de sværeste reblængder på vores rute. Der er mange små sikringer. De mindste kiler og ofte flere i træk. De små sikringer giver ikke den samme tryghed som de almindelige sikringer, og de kræver mere omhyggelighed at placere. Marginalerne er mindre. Der er også færre muligheder for placeringer, derfor må jeg nogen gange satte sikringerne tæt på trods af, at jeg kan nå længere. Visse steder er reblængden svagt overhængende. Det er en langsommelig proces. Det tager mig 2 timer at klatre de knapt 50 meter. Undervejs passeres vi af et fransk makker par, som klatrer op af et reb, de har sat op tidligere. De har været nede for at hente mere vand og er nu på vej op for at færdig gøre deres rute, The Shield. Vi vinker farvel til franskmændene og traversere ud mod The Nose.
  Vi støder til The Nose næste morgen. Klippen og eksponeringen på The Nose er fantastisk. Fra the Great Roof kan vi se ned over hele væggen, 600-700 meter helt ned til jorden. Jeg tjekker standpladsen og indbindingen i selen en ekstra gang. Klippen over os har nærmest geometriske former. Rissene går i rette linier. Fladerne er helt rene. Jeg ønsker, jeg kunne friklatre disse smukke former, men de fleste reblængder her er for svære til, at vi kan friklatre. Vi må arbejde os op ved hjælp af artificelklatringens slidsomme og langsommelige håndværk. Ind med en sikring, op i stigerne, ny sikring, osv.
  Sent næste aften topper vi ud af ruten. Vi er meget trætte og glade. Vi gjorde det s'gu. Jiii-huuåa. Vi giver hinanden hånden og det bliver hurtigt til en ordenlig krammer. Makkerskabet har fungeret perfekt, og vores venskab er blevet beriget med en kæmpe oplevelse. Det er befriende endelig at kunne binde sig ud af rebet og tage selen af. Vi kaster os ned i soveposerne og sover hurtigt tungt uden at skulle tænke på at rulle ud over kanten. Vi vågner til en smuk solopgang over Yosemite dalen og starter vandreturen ned i dalen. Det går i raskt tempo, for vi skal ned og tømme supermarkedet for mad. 

En østrigsk klatrer vi mødte nede i dalen udtalte: "Big-Wall klatring er en tredjedel klatring, en tredjedel frygt og en tredjedel hårdt arbejde". Vi kunne kun give ham ret.