Felicity Butler klatrer Rat Race, 
E2, Anglesey, Wales.
Klatrerne bag er på Positron

Wales, 1992
Leaderplaced protection
Internationalt træf i Wales, maj 1992

British Mountaineering Council (BMC) afholdt i maj et internationalt træf i Wales med temaet "Leaderplaced Protection", og som Bjergklubbens repræsentanter havde Christian Almer og jeg en udbytterig uge, hvor vi fik et godt indtryk af traditionel engelsk klatring - ikke mindst af den sociale side.
  Træffet havde sit udgangspunkt i Plas Y Brenin, et gammelt victoriansk hotel i landsbyen Capel Curig midt i de walisiske bjerge med udsigt til Snowdon, og som nu fungerer som et nationalt, offentligt ejet center for bjergsport af enhver slags med et rigt udbud af kurser.
Temaet for træffet var som nævnt naturlig sikringsplacering med kiler, valgt fordi man i UIAA-kredse med bekymring ser, hvordan sportsklatringen og dens ukritiske brug af borebolte har bredt sig fra Sydfrankrig til alle kroge af europæisk klatring. England er det eneste sted, hvor man traditionelt altid har haft og stadig ønsker at have et forbud mod borebolte. Kun på enkelte stejle kalkklipper er de tilladt. Det var derfor UIAA's og BMC's ønske at vise andre landes klatrere denne efterhånden helt særegne tradition.
  I modsætning af, hvad man måske ville have forventet, blev denne tradition ikke fremvist med en moralsk løftet pegefinger og lange kedsommelige diskussioner. Den samlede engelske stab af arrangører, klatre-"guides" og foredrags-holdere viste alene med en smittende glæde og en forståelig stolthed deres klatresteder og deres ruter; deres engelske state-of-the-art klatreudstyr og deres lange tradition for clean climbing for de fremmødte 14 klatrere fra Sverige, Lithauen, Polen, Sydafrika, Ungarn, Bulgarien, Belgien, Frankrig og Danmark.
Som illustrationsmateriale for denne fremvisning er Nordwales (Snowdonia) uovertruffen, idet man i en radius af 50 km fra Plas Y Brenin finder omkring 4000 ruter på et utal af forskellige klipper og bjergarter. Og (næsten) ingen borebolte. Samtidig er Wales uadskilleligt forbundet med engelsk - og international - klatrehistorie og navne som Cenotaph Corner, Dream of White Horses og Cloggy er kendte også uden for UK.

Vector, Tremadog.
I hukommelsen har jeg hjemmefra udarbejdet en liste over ruter, som jeg må klatre, og da vi på førstedagen besøger klipperne ved Tremadog, finder jeg en af dem: Vector, der som mange andre på min liste har Joe Brown som 1. bestiger. Paul Whilliams' guidebog siger: "Masterpiece of routefinding! The best route of the crag!" Med E2 5c (Kullen VII-) er den på grænsen af min onsight-kapacitet på ukendt klippe. Gill Mayers, min klatremakker for i dag, tager den korte 5. grads længde før cruxet. Ruten løber i zigzag under væggens mange overhæng (altid i tørvejr), og da den er områdets mest populære extreme, er her så meget kridt, at nøglepassagen The Ochre Slab ikke længere er okkerfarvet, men tværtimod helt hvid. Argumentet mod kridt er, at det markerer grebene, men ikke her: Alt, hvad der har den mindste lighed med et greb, er i desperation blevet afprøvet, og er et fejlgreb først mærket af, skal alle efterfølgende klatrere også lige mærke.
  Enkelthederne husker jeg ikke, kun en svag panik på små fedtede, hvidkalkede greb, samt en vis ærbødighed over endelig at være på en Brownrute.
  3. reblængde er også min og skulle med 5b være omgængelig. Halvvejs igennem møder jeg Angela Soper, 50 år, som er to'er på Weaver - herfra fælles med Vector. Inden hun uanstrengt vimser forbi, udpeger hun for mig en skjult friend 11/2 placering. O.K. - friend'en er på plads, men hvordan jeg kommer videre, har jeg ingen anelse om, og først efter utallige forsøg, finder jeg en mikroskopisk liste, hvorfra jeg helt ude af balance kan hale mig i land på gode greb. Man skal ikke lade sig snyde af ældre gråhårede kvinder, specielt ikke når de som Angela er kapable på fransk 7a!

Troach, Clogwyn Du'r Arddu (Cloggy).
Banket opad i et lille overhæng og en halv meter fra mig (men helt uden for rækkevidde), sidder en 33 år gammel og gennemrustet Hugh Banner-bolt (ja, ham med Quadcams og skæve kiler). 10 meter under mig sidder min sidste "sikring" - en bolt af samme alder, oprindelse og kvalitet. Det er skæbnens ironi, at jeg blandt mængden af nu ubrugeligt isenkram har flere af Hugh Banners mest moderne kiler, og da det langsomt går op for mig, at jeg på disse 37 meter 5b må nøjes med de samme 3 bolte, som Banner brugte i 1959, udtørres mit svælg øjeblikkeligt, og jeg lægger i med min sædvanlige småklynken. Hjulpet på vej af beroligende tilråb fra min makker Mike Mortimer, får jeg klippet bolten og klatret de sidste 5-8 meter til standpladsen, hvor en stor solid flage grådigt sluger alt, hvad jeg fodrer den med af Quadcams og HB-nuts. Jeg må sande, at klatrerne dengang havde én stor fordel frem for os nu: de havde talent!
  Samme aften møder jeg Hugh Banner i baren. Den gamle filur lægger ikke skjul på sin fryd over mine problemer på Troach, og han fortæller med glæde, hvordan han var halvanden time om at banke den bolt op i overhænget. Hans eneste ærgrelse var, at han brugte hele tre pegs; Joe Brown havde kun brugt to på Cenotaph Corner i 1952, så det var dermed det acceptable maximum. Denne tilsidesættelse af moral var dog for intet at regne sammenlignet med, hvad der skete i 60'erne, hvor respektløse klatrere begyndte at inspicere deres ruter fra abseil.
-  Good Lord, did they!, sagde jeg medlevende. 
-  Yes, that day british climbing died!

Johnny Dawes
Således går ugen: Hver dag en ny klippe; hver dag en ny klatremakker, der ydmygt indtager 2.-mandens rolle, men ædelt tilbyder at føre de længder, som min psyke tvinger mig at bakke ned fra.
  De fleste af klipperne, vi besøger, har en eller flere kreationer af Johnny Dawes: Indian Face, Quarryman, The Very Big and The Very Small. De fleste er absolutte dødsruter og selv i det engelske system nærmest umulige at gradere. Og de fleste er urepeterede. I det hele taget er Johnny Dawes genstand for mange af ugens historier. Selv de hotteste af vores guider beretter med vidt opspilede øjne om de mest vanvittige moves og dynos i dødelig afstand fra sidste sikring. Eller om hans bilkørsel: 140 km/t gennem Llanberis' gader og en overhaling inden om en bus, der var ved at sætte passagerer af. Han har ikke meget til overs for kalkstensklatrere og moderne boreboltsruter, og han skal blandt andet have udtalt:
-  I respect limestoneclimbers for their stamina, but it's not climbing and they will have to find a new name for their sport!
-  Gritstone is not limestone and is consequently lots of fun to climb!
  Den sidste aften dukker han op i baren: 28 år, lille og fedladen. Den ene hånd fægter med et halvfyldt glas øl, den anden gramser den nærmeststående kvinde, og med en cigaret i mundvigen taler han konstant til en flok unge klatrere. Som Mike, vores veltrimmede og bredskuldrede sydafrikaner undrende siger: "How can this guy be one of the best climbers in the world?"

Comes the Derwish (E2 5c)
Med en lettere hangover lykkes det mig søndag morgen at hakke endnu en rute af min på min liste, Comes the Derwish. Et mageløst 35 meter langt crack; size: Small fingers. Ifølge legenden den første rute etableret i skiferbruddet. Ruten blev spottet i 1982 fra et værtshus nede i Llanberis af den senere så kendte is-afficionado, Stevie Haston. Første crux er at nå nederste kilesikring ca. 7 meter oppe, og det andet er passagen af et lille overhæng 25 meter oppe. Hældingen er ca. 80 grader, så pumpet kommer lidt usædvanligt i svangen og flere gange må jeg forsøge at stå i de små karakteristiske trekantede skiferhuller med hælene, inden jeg kan hive mig ind på hylden og nyde den fantastiske udsigt over det kæmpemæssige forladte stenbrud, der nu har gennemgået en landskabspleje og på smukkeste vis er udlagt til en slags bypark for Llanberis. 
  Christian og jeg er som resten af holdet enige om, at det har været en fortræffelig uge. Dels fordi alt blev serveret for os her i den første uge af sommerens hedebølge, men også fordi hver eneste rute, vi havde klatret, har en karakter og en klatrehistorisk dimension, som ingen sydfransk rute nogensinde vil kunne opvise.
  Dette er BMC-arrangørernes bevidste budskab, som de ønsker, at deltagerne skal bringe hjem til deres klubber og klipper med et håb om, at boreboltenes fremmarch kan bremses.