Jan Nicolaisen, 2003
Topo over Smokestack, Wheeler Crest.
Klik for større opløsning
Wheeler Crest vest for Bishop, Californien. Dog uden sne.
"Smokestack", 2001
Af Jan Nicolaisen
Første gang jeg så Miles var han netop ankommet til Bishop.
Jeg var bag kasseapperatet i den lokale udstyrsforretning på en dødkedelig mandag eftermiddag i januar. En tilsyneladende endeløs række af kronragede, tatoverede bouldere af begge køn havde, igen idag, passeret mit åsyn med enerverende spørgsmål.
- Hvor er der gratis camping?
- Er der nogen tilbud på crashpads?
- Hvordan finder man alle de gratis hotsprings?
Jeg havde solgt en rulle tape og tre blokke kalk. Miles var helt klart endnu en fattig vandrer uden den fjerneste hensigt til at købe nogetsomhelst af værdi. Han så ud som om, han havde ligget og arbejdet hele ugen under en udtjent, oliedryppende pickup truck.
- Er du her for at bouldre?
Af en eller anden grund havde jeg på fornemmelsen, at jeg ville få et interessant svar i stedet for den sædvanlige:
- Ja mand, det er fedt at være her. Har du set Sharma?
- Jeg hader bouldring.
Glimrende, tænkte jeg, her er materiale nok til at fordrive tiden indtil fyraften.
Efter at ha` klatret sammen et par dage i Joshua Tree havde vi cementeret vores venskab. Han var en underlig blanding kynisk visdom og barnlig optimisme. For det meste var han i en tilstand af mild depression og holdt sig ude i periferien af det lokale klatresamfund. Vi fandt os derfor veltilpas i hinandens selskab og brugte ofte tiden til at slynge spydigheder efter alt og alle. Intet var helligt. Tidligere og nuværende veninder, ensporede eliteklatrere, arbejde og arbejdsgivere. Jeg gav Miles en rekommendation hos min chef, og hun var dum nok til at hyre ham. Det var begyndelsen til enden på vores engagement dér. Vi overbeviste hurtigt hinanden om det hule og gennemskuelige i at sælge dyrt grej for mindsteløn til the nuveau riche fra Los Angeles, og vores bitterhed var svær at overse.
Miles boede i sin bil ude i "Graven", et af myndighederne tilsidesat område for overvintrende klatrere. Bortset fra udsigten over Sierrabjergene var det et temmeligt deprimerende sted, især for et langtids ophold. Den konstante ørkenvind rejste fint støv fra Owens Valley, der endte op i din madpose, kalkpose, sovepose, overalt. Vintertids var bidende koldt, sommeren hed som bare fanden. Forår og efterår passerede forbi på en eftermiddag, som det altid går i 'the high desert'. Hundredevis af bouldrere drev her forbi gennem årene, i deres konstante søgen efter "problemer". Sharma, Nicole, Graham, hvad de nu alle hedder. Lørdag nat var traditionelt reserveret for et udholdenheds-rave, med kæmpe bål og al slags europæisk inspireret løssluppenhed. Vores egen lille Burning Man.
Galen Rowell og Doug Robinson's Smokestack
Det var en søndag morgen efter et specielt vildt rave, at Miles og jeg stod og diskuterede dagens klatremuligheder omgivet af livløse kroppe og et bjerg af tomme alkoholflasker. Miles havde bivuakeret ude i de omkringliggende bakker, da han helst undgår den slags begivenheder, og jeg, som en sand familiefar, forsøger samme. Vi var med andre ord ædru og besiddende fuld dømmekraft, hvilket gjorde vores rutevalg endnu mere besynderligt. Det var koldt og blæsende, blå himmel og krystalklart. Natten før havde det sneet en meter i bjergene og derfor kuldsejlet vores planer i det alpine. Sportklatring var som altid ikke specielt tiltrækkende, især for mig. Vi stakkels forkælede klatrere havde, indenfor ti minutters kørsel fra hvor vi stod, verdens berømt bouldring (Happy-Sad Boulders, Buttermilks etc.), fremragende, skarptkantet vulkansk klippe oversyet med borbolte (Owens River Gorge) og to-tre hyggelige kaffestuer. Miles ville i Owens, og jeg stemte på kaffe. Bag Miles rejste den 2000 m høje Wheeler Crest sig, en enorm bjergflanke med stejle slugter, glemte vægge og masser af rygter om vild og farlig klatring. Wheeler er fuldt synlig fra Bishop, dog særdeles sjældent besøgt. I et anfald af frustration over vores mangel på fremdrift, og fordi jeg havde stirret på den de sidste 40 minutter, foreslog jeg en tur derop, med den gamle Rowell-Robinson rute, Smokestack, som vores mål. Hvis der er noget, der blot det mindste ligner en trade route på Wheeler, er det denne rute. Tilgangen var, for området, kort, kun lidt over 2 timer, og der fandtes faktisk en rutebeskrivelse, af hvilken jeg besad en krøllet kopi.
I teorien var det lidt for tidligt på året, lidt for sent på dagen og rent faktisk også lidt for sent i livet at gi os i kast med ca. 9 reblængder seriøs 5.10 klatring. Med det blotte øje kunne man se de snedækkede hylder, våde slabs og bevæbnede landmænd i store pickup trucks, der patruljerede deres marker ved foden af Wheeler Crest. Dog var beslutningen taget, så vi forsøgte at bevæge os hurtigt. Et par 9 mm reb og en let samling kiler og friends blev smidt i bagagerummet og afsted det gik, Miles bag rattet, jeg med krøllede kort og rutebeskrivelser i favnen og min hund på bagsædet vel vidende, at dette ville blive en god lang gåtur. Efter at blive mødt med pigtrådshegn og låger med skudsikre hængelåse på den ene vej efter den anden, fandt vi endeligt et stenet hjulspor, der gik i den rigtige retning. Jeg skævede på mit armbåndsur, mens vi bumpede derudaf. Næsten ti og stadig i bilen. Jeg forsøgte at skjule min bekymring over vores ambitiøse projekt, for Miles fungerede bedst, når han ikke havde for meget at bekymre sig over. Han var en god klatrer, når han havde en god dag. Somme tider kunne han dog blive slået af pinden, når der var en chance for nødbivouakker, run-outs og dårlig klippe. Ikke fordi jeg var immun overfor disse uheldige omstændigheder, jeg havde blot en smule mere erfaring at trække på. Denne dag ville vise sig at kræve en del af os.
Bilen blev tilfældigt parkeret i en støvsky, da hjulsporet pludseligt endte nær en grusbunke. Over os var tilgangs renden med Smokestack tårnene på toppen, alt sammen omgivet af mægtige og komplicerede Wheeler Crest.
"If it wasn't for foreshortening, very few big climbs would done". Vise ord sagt af den barske canadiske klatrer, Barry Blanchard. "Foreshortening", en optisk illusion, der gør enorme vægge mindre jo nærmere under dem, man befinder sig. Jeg åndede lettet op, da jeg så Miles relativt begejstrede ansigt. Måske kendte han ikke dette begreb? Sandheden ramte dog tungt, da vi en times tid senere, svedende op over løse sten og hivende i buske, stadig havde præcis det samme vue af ruten og tilgangen. Vi havde en kort konference, som endte i en halvhjertet beslutning om at fortsætte. En nagende tvivl om det fornuftige i vores udflugt var dog sået.
Langt om længe kastede vi rygsækkene af os ved foden af klippen i et rod af sludsne og mudder. Dette steds vertikale dimensioner overraskede mig gang på gang. En større samling kalorier var brændt af på den endeløse tilgang, uden at vi iøvrigt var nået særlig højt. Første reblængde var ifølge topo'et en simpel fem-otter. Der var flere forskellige venstre-lænende riss systemer, der kunne kvalificere sig som den omtalte formation i min beskrivelse. Ingen steder var der tegn på en bestigning indenfor den nærmeste årrække. At vi tog det forkerte riss virkede som en plausibel forklaring på det overvældende besvær, vi havde med "en simpel otter". Den undskyldning holdt dog ikke særlig længe, da den næste reblængde var graderet 5.9 og ganske rigtigt vanskeligere. Guiden nævnte noget om en nødvendig slidernut, en dims hverken Miles eller jeg nogensinde havde lagt hånd på. I stedet for blev jeg præsenteret med et formiddabelt run-out efter usikrede crux bevægelser direkte over standpladsen, hvor det eneste greb på et tidspunkt var en lille rod, der stak ud af et blindt riss og, et par centimeter lavede, forsvandt ind igen. Den lignede en borbolts hænger til en sådan grad, at jeg et kort øjeblik overvejede, om jeg skulle bruge den som en sikring eller et greb samt de etiske komplikationer ved begge muligheder. Alt dette chokerede os en smule, dog var det blot starten på en lang række særdeles delikate reblængder.
Cruxet
Miles viste, hvad han kunne på tredje længde, minutter før hans motivation brændte endegyldigt ud. Den var graderet 5.9R og bestemt af den farlige slags. Hans barndom i bibelbæltet, the South, kom op til overfladen i form af dybfølte kald til Gud og andre helgener blandet med de værst tænkelige bandeord. Helt sikkert en fornøjelig verbal blanding under andre omstændigheder. Han var 10 meter oppe med et par suspekte Aliens presset ind i et horisontalt riss langt under ham. Miles sværger til disse leddeløse, svagt udseende mini friends, dog var hans tiltro til specielt disse to placeringer ganske ringe. Væggen var stejl og grebsløs. Friktionen var hæmmet af smeltevand, der fik ham til konstant at tørre først den ene fod, så den anden på sine bukseben. Jeg havde svært ved kigge op på den åbenbare overlevelseskamp, der udspillede sig over mit hoved. Standpladsen var god, men var den solid nok til at holde et formiddabelt faktor 2 fald? Disse spekulationer var i øvrigt ligegyldige, for en potentielt hyler ville sende Miles ud over en skarp kant til højre, der helt sikkert ville skære rebet over. Dette holdt jeg for mig selv.
Der var meget lidt fremgang deroppe. Måske vidste han, at han nemt kunne omkomme indenfor de næste par minutter. Miles kalkede ofte og længe. Venstre hånd i posen og hurtigt tilbage på det fedtede slab. Så højre. Sekunder senere venstre igen. Denne hypnotiske repetition af hænder, der blev kalket og fødder, der blev tørret fik mit hovede til at snurre. Der var en usselt udseende busk ude på kanten et par meter over ham. Han havde flere gange håbefuldt rakt ud efter dens tørre, livløse grene uden at kunne nå. Nu så jeg ham famle efter en dobbelt lang skulderslynge, mens han febrilsk forsøgte at holde sin position på det grusede, våde slab. Hva' var nu det? Han kastede slyngen som en lasso mod busken. Miles var deperat. Den viklede sig omkring et par af de nederste tynde, utroværdige stilke. Han brugte dette marginale greb til at bevæge sig en smule højere. En fod gled. Busken rystede. Han genvandt balancen (og livet), fik et bedre greb og hev sig op. Ved hjælp af disse højst utraditionelle metoder klatrede han, hvad der viste sig at være den sværeste passage på hele ruten.
"Bad Bolts"
Endnu et par nervøse reblængder med samme indhold førte op til toppen af en enorm pillar, der lænede sig mod væggen. Vi var nu i skyggen og temperaturen gled gradvist ned af skalaen til et sted ubehageligt nær frysepunktet. Over os var der et blankt skjold, uden riss eller andre nævneværdige formationer bortset fra en håndfuld chickenheads her og der. Hvor ruten gik var umuligt at se. De besynderlige linier skriblet på topo'et kunne være hvad som helst, dog var ordene ´bad bolt´ og ´5.10 scary´ entydige. Miles var på skud til at føre, så efter en alt for lang rådslagning om hvor at klatre, begav han sig på vej. Et par Aliens passede i bunden af en poleret vand-rende, før det blev totalt usikret. Endelig fandt han den dårlige bolt 25 meter oppe, lavede et par hårde bevægelser og brød sammen. Jeg var klar over at rebet ikke havde bevæget sig ud i en 10 minutters tid og spurgte forsigtigt til hans velbefindende. En mumlen om standplads nåede ned til mig. Standplads i midten af en blank reblængde før et dårligt sikret crux lød ikke særligt godt. Kun fordi jeg var bundfrossen og mere end en smule utålmodig forlod jeg min hylde og de to bombesikre friends, der øjensynligt var det eneste af betydning, der forankrede os til klippen. Og rigtigt nok. Miles havde en kile og en slynge fastgjort til en papirstynd flage, der blot lænede sig mod klippen. Han var selv lænet over i en ubehagelig stilling på en centimeter bred hylde og rystede og så bleg ud, mens han hævdede, at "standpladsen er alright" igen og igen. Jeg så væk.
Ruten gik tydeligt nok ud til venstre, traverserende en stejl væg med små, fedtede greb, indtil man arriverede ved en "very bad bolt". Det hele så modbydeligt ud. Hvilke andre muligheder var der? Abseil? Umuligt, ingen tillidsvækkende sikringer. Nedklatring? Nej, alt for svært. Fortsætte? Jeg blev nød til at forsøge, i det mindste. Miles var klar til at kaste op, så jeg startede. Jeg husker meget lidt om de egentlige bevægelser. Alt hvad jeg erindrer er, at jeg havde et utroligt klarsyn og var mærkelig rolig. Et lille bitte riss bag en solid blok tog begærligt imod en #00 TCU. Lidt senere passede vores store Camalot mellem to flager nede ved mine fødder. Det blev til et etapeløb mellem kreative sikringer, et drømmeagtigt minefelt, hvor fejltrin var ude af billedet. Borbolten var en vittighed. Rusten, halvt islået og kvarttomme. Rygtene fortalte at Galen og Doug på førstebestigningen dengang i halvfjerdserne havde gået ruten uden borbolte, men siden kom tilbage og nødtvungent satte to af dem i denne reblængde for at øge dens tilgængelighed for masserne. Ak ja, tiderne har skiftet.Her var vi, repræsenterende den store offentlighed, med højfriktionsgummi og avanceret udstyr, og med nød og næppe i live.
Sidste reblængde
Efter noget, der føltes som et par minutter, men i virkligheden var en halv times tid ifølge Miles, ankom jeg til en dyb kamin. Den var naturligvis usikret og så gruset og beskidt ud. En række flager og små riss førte op til højre. Denne variant gav fantastisk og eksponeret klatring, højt oppe over dalen. Spredte sikringsmuligheder og delikat balance-forskydninger mellem flagerne holdt interessen oppe for mig, mens Miles sad dernede og blev koldere og koldere. Endnu en totalt usikret, hård længde fulgte. Jeg var ikke det mindste overrasket længere, stak blot en nummer 2 kile halvvejs ind i en lille revne i et forsøg på at beskytte standpladsen og, under pres fra svigtende dagslys og intens kulde, løb op til foden af det frygtede topriss. Vi havde fra utallige bekendte modtaget advarsler om denne afsluttende reblængde. Ingen af dem havde rent faktisk klatret ruten, dog havde de hørt fra nogen, der kendte nogen, der måske havde været heroppe, at dette formidable, lettere overhængende riss var værre end Cream, the Enema og Geek tower. Til sammen. Disse særdeles prøvende Yosemite ruter var ukendt territorium for os, dog havde et overfladisk blik i den rette guidebog vist et mareridt af riss og klemkaminer, med høje graderinger. Nu endelig heroppe så det dog ikke så galt ud. Langt og vedvarende, ja. Det var dog et regulært riss, og havde et familiært udseende.
Jeg havde nået det punkt, hvor intens koncentration drevet af store mængder adrenalin havde overtaget. Med Miles ude af billedet var det åbenbart min forpligtigelse at få os op og ned igen i live. Nu og da i ens klatrekarriere kan man nå dette sted, hvor alt andet er glemt, kun klippen og de nærmeste omgivelser registreres, mens hjernen analyserer alle muligheder og deres indflydelse på ens overlevelse. Ikke fordi dette i virkligheden var så galt. Folk vidste, hvor vi var. Det var koldt dog uden udsigt til nedbør. Klatringen var farlig og usikret, men hvor ofte falder man på den slags, på trods af hyppige besøg? Ikke desto mindre følte jeg et vist pres.
Starten var fin. Der var en lang fingersprække ved siden af det egentlige riss, der førte op til en kort, atletisk travers og et brutalt udseende overhæng. Et hiv og et blik over taget afslørede en dyb risskamin og få greb deroppe. Det var umuligt at hvile, hvor jeg var. Jeg havde denne vidunderlige fremdrift og nyfunden styrke så, efter at have stukket en hex ind i det horizontale riss, gik jeg ind i en vakkelvoren layback med hænderne om den afrundede kant af kaminen. Ikke et sekund for tidligt så jeg en mulighed for at klemme mig ind i risset. Det var glat og udadvendt. Næppe et hvil, dog bedre end at laybacke. De næste 10 minutter var en klassisk OW kamp. Centimeter efter centimeter vandt jeg terræn. Aldrig sikker. Kun ved at spænde alle muskler i kroppen forblev jeg fastklemt. Tingene snævrede sig sammen over mig og endelig kunne jeg anbringe vores #4 camalot. Små trin ude på væggen, nemt overset på en anden dag uden denne vidunderlige koncentration, bragte mig gennem endnu en svær passage. Der var nu gode sikringer og fantastisk klatring. Dette var et øjeblik jeg aldrig vil glemme. Håndjam efter håndjam. God klippe. Hurtige og præcise bevægelser.
Jeg fandt en solid standplads og sikrede Miles op. En let reblængde førte op i sneen. Lettere overrasket så jeg mig selv stående i knædyb powder med små friktionsko uden sokker. Da Miles arriverede var mine fødder gennemblødte og foruroligende kolde. Vi debatterede kort vores situation. Nedturen var efter sigende en stejl rende til venstre for ruten fuld af nedklatring og abseils. Der var sne overalt. Vi havde intet andet fodtøj. Solen kastede blege stråler kun på de allerhøjeste toppe på den anden side af dalen. Terrænet så komplekst ud med tårne og hylder og slugter overalt. Vi startede op i mod et lille pas i håb om at finde en nem vej rundt om en stejl væg og videre ned til renden. Dette førte til en lang, besværlig travers. Efter megen søgen fandt vi en dyb slugt, der så ud til føre ned til foden af ruten. Vi abseilede på frosne reb og svømmede ned gennem halvanden meter pulversne. Vi gravede dybt med iskolde fingre efter ankre i den snævre kamin. Vores ankler var blå af kulde. Som altid tog det langt længere tid end beregnet at komme ned. Fastklemte reb, usikret nedklatring, lettere forfrysninger, det ene efter det andet. Miles var nu som en zombie. Jeg var klar over de tydelige tegn på hypothermia.
Det var tusmørke her dybt inde i den smalle rende, da vi endelig, efter en særlig hårrejsende rappel, så min hund kæmpende sig op imod os, halvt begravet i sne. Miles sagde senere, at han aldrig før eller siden har været så glad for at se en anden levende skabning. Vi blev modtaget med stor glæde, og efter en smule hoppen omkring fulgte vi vores firebenede ven de sidste hundrede meter ned til vores rygsække ved foden af klippen.
2003