Leading with a silent partner.
Foto: Jens Søndergaard

Alene på El Capitan, 1998

Af Jens Søndergaard

Det bliver pludselig mørkere. Jeg har ikke set den før nu...tordenskyen. Det begynder at lyne omkring mig. Den efterfølgende torden buldrer som et kæmpemæssigt eksprestog ned gennem dalen, og regnskyerne blæser videre under mig. Få minutter efter begynder regnen, der er faldet på toppen, at drages voldsomt af tyngdekraften. Regnvandet viser sig som et vandfald få hundrede meter til højre for mig. De kraftige vindstød griber fat i rebene og blæser dem op over mig. Alt dette er sket på få minutter. 
  Jeg kigger mig omkring...jeg er alene, helt alene og halvvejs oppe af El Capitan´s sydøstvæg. Inderst inde ved jeg godt, at det nok kun er en kortvarig tordenbyge. Alligevel overrasker intensiteten mig og jeg føler mig pludseligt ekstremt udsat på denne store overhængende væg.
Jeg placerer den næste sikring og træder langsomt op i stigen. Det er august i Yosemite, Californien. 
  Ruten, jeg befinder mig på, hedder "Zodiac" og er første gang klatret af Charlie Porter tilbage i 1972. Det er i dag en af de mest populære ruter på El Cap. Hele sydøstvæggen på El Cap er overhængende fra top til bund, og "Zodiac" tager med sine 16 reblængder en direkte linie, der næsten udelukkende involverer artificiel klatring. Sværhedsgraden er varierende, og ruten indeholder en god del A3/A3+ reblængder (gammel gradering). Stejlheden gør sækkehejsningen overkommelig, og ruten klatres for det meste på 2-3 dage, selvom den enkelte gange er klatret på under 24 timer.
  Allerede nu vil jeg advare imod, at der i artiklen kan forekomme ord og vendinger, som kan virke uforståelige og gådefulde, hvis man ikke kender lidt til artificielklatring. Det er altså muligt at springe fra her med æren og forstanden i behold. 
  Jeg har været i dalen en måned nu og det har været varmt. En kort periode var temperaturen oppe på 40ºC midt på dagen og dehydrering er det største problem, der møder en. Vejret har været stabilt og bortset fra den ene kortvarige tordenbyge på væggen har det ikke regnet i perioden. I den tid jeg har været her har jeg koncentreret mig om mindre vægge, dels fordi det er rart at ruten er relativ kort, hvis ikke alt skulle gå som planlagt, dels fordi det simpelthen ikke har været overkommelig at skulle hejse nok vand op af en væg, hvis man skulle opholde sig der mere end 2-3 dage.  
  I den seneste uges tid har det været en anelse køligere. Jeg længe havde gået med drømmen om at solo El Cap, og da jeg samtidig stod og manglede en klatremakker, besluttede jeg at gøre forsøget. Desuden havde jeg i den sidste tid gået og grublet så meget over, hvorvidt jeg kunne gøre det og samlet så meget adreanalin i kroppen, at jeg følte jeg ville eksplodere, hvis jeg ikke prøvede. At det mig bekendt ville være første danske solobestigning af "The big stone", som El Cap kaldes, talte også for projektet.
  Klatringen er ikke på noget tidspunkt hårrejsende vanskelig, men dog spændende nok til at holde én meget koncentreret. Mange steder er riss'ene blevet så brede efter de mange års bolteslagning, at det ikke er muligt at sætte andet end halvdårlige TCU´er eller stable flere bolte sammen til en placering. 
  Klatringen er som nævnt overvejende artificiel, kun med enkelte frie passager hist og her. Det er jeg bestemt ikke ked af, da den soloistmetode jeg benytter mig af bestemt ikke letter friklatringen. Systemet består i al sin enkelhed i, at rebet er fastgjort nede ved standpladsen, og mængden af reb man har ude justeres med to dobbelthalvstik fastgjort til karabiner i selen. Når klatringen er artificiel fungerer det perfekt, men ved friklatring betyder det, at man enten skal justere dobbelthalvstikket med en hånd eller også er nød til at give så meget slæk, at man helst ikke vil tænke på hvor langt et evt. styrt ville blive. 
  Ruten kulminerer i "The white circle" omtrent midtvejs, hvilket er et fantastisk sted. Et lysegråt cirkulært område på væggen splittes af en diedreformation, som udgør rutens tekniske crux. Dette er graderet A3+ (gammel gradering) og en række meget grønne copperheads leder her en videre op af væggen.
  At klatre big-walls solo er en udfordring fysisk såvel som psykisk, og man skal være indstillet på ca. tre gange så meget arbejde, som hvis man klatrer væggen med en makker. Først skal reblængden klatres, derefter skal man abseile ned, løsne hejsesækken, jumare op og rense reblængden for udstyr, hvorefter man kan hejse sækken op og gentage processen. Dertil kommer, hvad der vel bedst kan beskrives med en amerikansk vending som:"Massive amounts of bust-ass backpacking". At bære, slæbe, skubbe og sparke klatreudstyr, reb, portaledge, regnovertræk til ditto, sovepose, tøj osv. i alt ca.45-50 kg + vand og mad op til ruten og for det mestes vedkommende ned igen. Det bliver dog aldrig rigtig kedeligt, der er hele tiden noget at lave, og når man holder sig konstant beskæftiget glemmer man også, at der er langt ned. For mit eget vedkommende er morgenerne, hvor man vågner op alene, spiser morgenmad og pakker, de vanskeligste at tackle. Og så lige de vel luftige abseils ned af hejserebet, hvor det pga. de mange overhæng til tider kan være svært at nå ind til standpladserne. 
  Menuen på turen står på den traditionelle big-wall spise: Kolde dåser spagetti O`s og dåsefrugt til aftensmad, powerbars i løbet af dagen og om morgenen er dåsefrugt med müsli noget, der både giver væske og sparker blodsukkeret til tops. Dette bliver skyllet ned med vand, vand og atter vand. I den varmeperiode jeg oplever er 3-4 liter om dagen et minimum, og jeg er glad da jeg sidst på turen kan bruge af reserverne jeg har medbragt for en sikkerheds skyld. 
  "Soloing sucks, no one to talk to at the belay, dude!" Det er de ord, der mødte mig for snart mange dage siden, da jeg stadig havde begge fødder plantet i talusen for foden af ruten. En anden fyr var startet lige før mig og jeg havde lidt gnavent accepteret, at jeg blev nødt til at udsætte min start til dagen efter. Da jeg går op til ruten med et læs udstyr aftenen før for at gøre morgendagen let, møder jeg ham lettere deprimeret og i gang med at bære sit udstyr ned igen. Jeg tilbyder at hjælpe ham, men han afslår; det ville være mere end han kunne klare. Han havde indset, at han manglede motivationen og abseilet ned, mens det stadig var muligt.
  For øvrigt havde han jo delvis ret i sin udtalelse. Der er ikke ret mange at tale med på standpladserne. Det vil sige, hvis man da ikke er blevet godt skizofren af at bo på campingpladsen. I og med at der er en 7 dages "camping-limit" i parken, er man nødsaget til at antage øhh.. forskellige personligheder, når man lader sige registrere, hvis man vil opholde sig her længere. Syv dage er jo ikke lang tid, hvis man har planer om mere end en big-wall. 
  Efterhånden som jeg begynder at føle mig mere hjemme på væggen begynder jeg at dele min isolerede verden op i godt og ondt, eller rettere pålidelige og ikke-pålidelige ting. De pålidelige ting omfatter hejsesækken, portaledgen, walkman`en, rebet m.m., mens de ikke-pålidelige ting bl.a. inkluderer gamle copperheads, rustne RURP`s, løse flager og kanter. Mest af alt har skarpe kanter min opmærksomhed. Kanterne kan skære rebet over, hvis man ikke passer på og jeg forsøger at være omhyggelig med enten at undgå dem med slynger eller plastre dem til med gaffatape. 
  En af de sidste dage på væggen hører jeg pludselig noget oppefra. Det høres først som en susen, senere ser jeg en lilla prik, der hurtigt bliver større og større. Holdet, der startede dagen før mig må have nået toppen nu og har åbenbart tabt noget, da de pakkede om. Det viser sig at være en sovepose i en kompressionssæk. Den passerer tæt forbi mig nogle meter ude i "rummet" og jeg ser jeg den falde og falde. Der synes at gå evigheder inden den rammer jorden, forbavsende langt væk fra væggen. Det er helt vindstille, og jeg hører hvordan den rammer jorden med en dump lyd og kan næsten fornemme hvordan fibre bliver trykket flade, og hvordan syninger og remme brister. Jeg føler mig med et mere dødelig end bare for et øjeblik siden og tester den næste sikring lidt hårdere.
  Jeg har kalkuleret med 6 dage på væggen samt en dag til at fixe reb på de tre første reblængder, som jeg så den første dag forholdsvis hurtigt kan jumare op ad og på den måde spare tid på væggen. Det går dog forbavsende godt med klatringen, og det er muligt for mig at klatre og hejse ca. 3 reblængder om dagen.
  Fire døgn efter jeg begyndte ved bunden kan jeg toppe ud. Nogle bolte, en kant og eventyret er overstået. Da jeg kommer op oplever jeg det de fleste big-wall klatrere kender - jeg har svært ved at gå ordenligt på benene. De mange dage, hvor man næsten ikke laver andet end at hænge i selen hele dagen ændrer ens balancepunkt, og det tager lidt tid at vænne sig til den horisontale verden igen. Jeg sidder længe på toppen og synes det hele virker så uvirkeligt. Det er øjeblikke som disse, der bringer de stærke følelser frem i en: glæde, ekstase, fascination, befrielse og jeg har svært ved at holde tårene tilbage. Dog kan jeg ikke lade være med at føle en vis tomhed, en tomhed jeg er bange for kun kan udfyldes af endnu en big-wall og en efter den, men sådan er klatring jo, når det er allerbedst.