Søren Smidt i bivuakken under Grand Capucin.
Ruten går op i couloiren til venstre, traverserer ind
 til højre og går i højre siden af væggen til toppen. 
Ca. 490 m; ED; 10 timer 

Søren Smidt på 6. reblængde.    

Grand Capucin, august 1986
Bonatti-ruten

Søren Smidt og jeg havde en drøm. Den er ikke fælles med Paccard's [se artikel om førstebestigningen af Mont Blanc 1786]. At bestige Mont Blanc i dag er teknisk let: Man bøjer hovedet og maser som en okse i 12 timer. Vores drøm går til stejl klippe, og stejl klipper finder man til overflod omkring Mont Blanc.
En klatretur kan deles op i flere faser: Drømmen, Forberedelsen, Turen, Mindet. I Drømmen kan man alt. Lige så let fingeren løber fra foden af bjerget til dets top på billedet hjemme i stuen, lige så let klatrer man uhindret op. Kræfterne er uudtømmelige, vejret perfekt, og indtrykkene vil stå stærkt i mindet i al fremtid. Vel hjemme igen vil fingeren atter løbe over billedet, men den standser sjældent ved de angstfyldte øjeblikke; ved stedet, hvor en dum fejltagelse nær havde fået fatale konsekvenser. Eller der, hvor vejret skiftede, og kulden fik en til bittert at forbande bjergbestigning. Og hvis den standser, er det blot for overlegent at konstatere, at det klarede vi sgu i stiv arm. Og disse selektive minder fører direkte over i næste drøm.
I sommeren 1986 hed vores drøm Walker Spur (det hedder den stadig). Fra gletscheren rejser denne klipperyg sig 1.200 meter til toppen af Grandes Jorasses. En af Alpernes berømteste klipperuter, lang, smuk og svær. Og endnu uforsøgt af danskere, en ikke uvæsentlig detalje i denne subtilt konkurrenceprægede sport. 
Forberedelserne bestod, foruden års erfaring og måneders intensiv træning på Kullen, af tre uger i Mont Blanc-området. Inden vi rejste, dunkede vi hinanden i glad overbevisning om vores suveræne klatreform. Efter en uges klatring på klipperuter i 2000-3000 meters højde falmede begejstringen, og efter to uger blev det store mål i tavs enighed skiftet ud med noget mere ydmygt. Vi var blevet narret i det velkendte spil hjemme i den varme stue og havde nu på flere ture indset, at god klatreform i havniveau ikke er det samme i højden. Walker Spur ender på toppen af Grandes Jorasses i 4.200 meter, og hvorfra man end ser den, er den bare très grandes.
Valget falder på Gran Capucin "Den store Munk", en af de mere markante granittårne i Mont Blanc's periferi. Teknisk set er den vanskelige end Walker, men hvor denne er nordvendt, 1.200 m høj og ofte har sne og is i toppen, så vender væggen på Grand Capucin mod øst, er kun 500 m (fra gletscheren i 3.300 til toppen i 3.838 m) og består af ren, fast granit, hvilket alt i alt gør Grand Capucin til et mindre alvorligt projekt end Walker.
Det største problem er væggens stejlhed. Den midterste tredjedel er overhængende, hvilket giver anstrengende klatring, samtidigt med, at en retræte umuliggøres i tilfælde af dårligt vejr. "Point of no return": Den nærmeste vej ned er op. 

Lodret ballet
Vi ankommer til væggen i fuldstændig mørke. På et plant sted, forhåbentligt uden større gletscherspalter under sneen, kryber vi i soveposerne og falder i søvn under en stjernehimmel, som kun højfjeldet byder på. Det er bedst at være tidligt på færde. Med måske 12-14 timer til at nå toppen og 3-4 om at komme ned, er en augustdag ikke for lang, men vores fortsætter om at være i væggen ved solopgang holder ikke. Det er forbandet morgenkoldt på en gletscher og snesmeltning, kaffebrygning og almindeligt nusseri tager tid med frostkold fingre, så først klokken 8 er vi klar. 
Bivuakudstyret efterlader vi i en randspalte under væggen (selv her skal man være på vagt overfor tyveri) og med 2 liter vand, chokolade, regntøj og klatregear starter vi på første etape, 100 meter op gennem en stejl sne-rende mod klipperne. Isøkser og steigeisen bider godt i den frosthårde firn, så vi går parallelt uden reb. Hvert skridt hæver mig tre decimeter og forstærker hver gang bevidstheden: Jeg må ikke styrte!
Ved en første store klippehylde sætter vi de store støvler og isudstyret. Den videre fremfærd er på tør, ru granit, og til det formål benytter vi lette bøjelige friktionsstøvler, der som balletsko snøres til foden. Vi er klar til dans på lodret væg. Håber jeg.
Ideelt er klatring som ballet. Rytmiske bevægelser. Vægtoverføringer i konstant balance. Glatte smidige skift fra greb til greb, trin til trin. Koreografi skabt af naturen og fikseret i hård granit.
Idealet har vi søgt at nå på svenske og bornholmske klipper. Der kan det lade sig gøre, men jeg spørger mig selv: Kan jeg danse her i 3,5 kilometers højde og med udsigt til 10 timers hårdt arbejde? Vil jeg kunne bevæge mig glat over millimeterstore greb, eller bliver det brutal kamp overhovedet at holde sig fast? Søren virker sikker og overbevist, men har han ikke hentet sig langt større erfaring på sine ture i Californien og Himalaya? Hvordan kan det være, jeg pludselig har mere lyst til at sidde nede på baren i Chamonix? 
Det er solen, der får mig på bedre tanker. Den skinner fra en skyfri himmel, klippen er allerede lun at føle på, og vi har en vejrtagende udsigt til Dent de Geant og Tour Ronde umiddelbart overfor, og mod Matterhorn og Monte Rosa langt ude i horisonten. Jeg indser, at sad jeg virkelig på baren i Chamonix, ville jeg stærkere en noget ønske mig op på østvæggen af Grand Capucin. Drøm og virkelighed ligner svært hinanden. 
Vi er bundet sammen med 50 meter reb, og jeg starter på første reblængde. Allerede 2 meter over hylden bliver det svært. Risset eller klipperevnen, vi skal følge, har en ubehagelig bredde. For bred til at man kan klemme hånden fast, for glat til at man kan klemme armen fast og for stejl til, at man kan bruge fødderne alene. OK, jeg tager den anstrengende måde: Fingrene griber om den ene kant og fødderne stemmer imod på den anden, og lidt i stil med Hawaii-drenge, der klatrer i kokospalmer, hiver jeg mig op. Det er tungt, men efter 10 meter kan jeg hale mig ind på en klippehylde med sveden svidende i øjnene. Håber ikke, vi skal have for meget af den teknik. Videre op på gode greb og med gode mellemsikringer i de stålbolte, som andre klatrere har efterladt. 35 meter oppe er der en stor hylde, hvor jeg binder mig fast, sikrer rebet ned til Søren og råber: "Du kan komme!" Søren følger efter med den fælles rygsæk, samler udstyret ind og når hurtigt min standplads, hvor vi bytter roller. Jeg får den halvtunge rygsæk, han det sikringsudstyr, som jeg ikke fik brugt, og så fortætter han i den "skarpe" ende af rebet. Den ende, hvor risikoen ved et eventuelt styrt er størst, men samtidigt der, hvor tilfredsstillelsen og udfordringen ved at finde den rette vej også er størst. 

Kulde
De første 100-150 meter går relativt let, men efterhånden tager klippens stejlhed og rutens sværhed til. Der bliver længere og længere mellem de gode greb, revnerne bliver tyndere og klatrestilen går fra fri til såkaldt artificiel, hvor man holder i og står på stålbolte og aluminiumskiler anbragt i sprækkerne. Den frie klatring på klippens naturlige fremspring er smukkest, og på min næste føring forsøger jeg at undgå boltene. Fødderne står på næsten ingen ingenting og fingrene krummer sig akkurat om en lille sort krystalknop. Der er 2 meter glat granit mellem disse min krops yderste ekstremiteter. Umiddelbart til højre for mig griner en bolt til mig, men tilskyndet af Sørens tilråb, hiver jeg mig op i krystallen, indtil jeg kan bytte højre hånd ud med højre fod. Langsomt. Op. Op. Balance. Til jeg står på en lille sort krystalknop med hænderne på slet ingenting. Balletten er slut, jeg griber fat i næste bolt, og haler mig trods buh-råb skrupelløst videre. 
Klatringen bliver mere og mere anstrengende. Vandet er for længst drukket, sne til at erstatte det falder ikke på en lodret væg, og solen, vi før priste, forbandes nu stille gennem tørre, sprukne læber. Og måske bliver vi hørt? Ruten går om i skyggen, og pludselig er det isnende koldt. På med trøjen og mens tæerne fryser i de stramme støvler, skumler jeg over Sørens tilsyneladende langsomhed. Men det er et følsomt emne, som ikke råbes højt. Sandsynligvis er det en svær passage, han er i gang med, en passage jeg ikke selv vil kunne klatre hurtigere. Venskabet skal ikke satses på grund af lidt kuldeskabt utålmodighed. 
Ruten går om i solen igen. Eller hvad der er tilbage, for skyerne samles nu om Mont Blanc's top og mørke udløbere er på vej herhen. Klatringen er nu ikke et spørgsmål om dans og stil, men om at komme op - hurtigt. Jeg blive nød til at abstrahere fra ømme arme og hudløse fingre og knoer. Den sidste svære reblængde er overstået, og vi står under det kæmpemæssige topoverhæng - Kapuciner-munkens kutte. Vi skal rundt til højre, ud på nordvæggen og op. Let klatring, men bidende kold, overiset klippe, som vores klatrestøvler slet ikke er beregnet til.

Toppen
Et sidste lille overhæng og vi er oppe på den aflange topkam. Her blæser vinden direkte ind fra vest, og dette er ikke stedet for rast og romantiske tanker om naturens storhed. Vi skal ned. Fra toppen falder alle vægge lodret, så vi kan hverken gå eller klatre. Franske bjergførere har derfor placeret solide ankre for hver 30-40 meter hele vejen ned, og med vores to reb firer vi os fra anker til anker over et ocean af lodret utilgængelig granit. Gang efter gang i en næsten mekanisk proces trækker vi rebene efter os og alt glider perfekt. Men uden at tale om det er vi begge pinligt klar over, at det gør det ikke altid. Nedfiringsulykker er en af de hyppigste dødsårsager blandt klatrere. Et af de enkleste uheld er et fastkilet reb. Så er der kun en mulighed: At sætte sig til at vente på helikopteren. Hvis der er noget at sidde på.
Efter 21/2 time er vi nede ved støvlerne, men det er 13 timer siden vi var her sidst, og nu helt mørkt. Ned ad snerenden sikrer vi hinanden på illusorisk vis, og endelig klokken 23 er vi ved spalten, hvor vi lagde rygsækkene og bivuakudstyret. Det er alt for sent nu at gå de 5 km over gletscheren til teltet, så vi snupper en nat mere under stjernerne. Næste morgen sner det tæt, soveposerne er helt dækkede, og de omkringliggende bjerge er forsvundet i snetykningen. Først 2 døgn senere lægger stormen sig, og vi kan nå tilbage til vores telt, der nu er sprængt til laser af vinden. Men det er en helt anden historie.
 
En drøm er ført over i mindet. Men en ny lever videre.