The Nose følger omtrentligt grænsen mellem lys og skygge indtil halvejs, hvor ruten går umiddelbart til venstre for kanten inde i skyggen.

Spill the beans, dude!

Historisk og teknisk "beta" om The Nose 

Jan Nicolaisen

Warren Harding, George Whitmore og Wayne Merry er viklet ind i en hængende standplads 1000 meter oppe på El Capitan. Det er november. Dagene er kolde og korte, og eftermiddagsskyggen kryber allerede op ad væggen under dem. De kigger op og tænker: "Vil vi nogensinde nå toppen? Vil det nogensinde være slut?".
På dette, deres endelige forsøg, har trioen været på væggen i 11 dage, dobbelt så lang tid som nogen anden amerikaner har brugt på en klipperute. Under dem gemmer skyggerne en saga om 45 dage spredt over 18 måneder, hver eneste dag en kamp, hver reblængde en belejring. De har mødt forhindringer som ingen anden klippeklatrer nogensinde har set eller overkommet: Vilde pendulums, endeløse ekspanderende flager og hejsning at enorme mængder forsyninger. Og nu er der kun en 30 meter høj topvæg mellem dem og toppen at den største klippevæg i Amerika. Men denne topvæg, de sidste 30 meter, er fuldstændig blank og overhængende. De bliver nødt til at fire sig 150 meter ned til Camp 6 og en god hylde, blot for at vende tilbage næste morgen.

John Long skriver
Der kommer et tidspunkt i enhver klatrers karriere, hvor hverken teknik eller kondition er til nogen nytte, hvor selv kreativitet og intelligens kommer til kort. Det specielle tidspunkt, hvor succes helt alene afhænger at ren viljestyrke. På denne miserable novemberaften når Warren Harding til dette punkt. Lige meget med de hævede hænder, det filtrerede udstyr og de forrevne reb; ignorér rotterne som æder sig igennem hejsesækkene, regn og slud og isnende abseils eller den løbende konflikt med park-rangerne; og glem den indre frygt og alle de søvnløse nætter fordi, endelig, hængende i et net at udtjente slynger, kan Harding nærmest spytte til toppen. Dagslys? Han behøver ikke noget stinkende dagslys! Så Harding begynder at bore huller. Og en episk bedrift, som næppe nogensinde bliver glemt, hamrer han sig igennem natten, placerer 28 borebolte med håndbor, for endelig at hive sig over kanten til toppen, netop som daggryet når dalen. Førstebestigningen af The Nose, en af de største rene klipperuter i verden, er overståt. Det er den 12. november 1958. [oversat fra John Long's artikel om The Nose, Climbing Magazine, juli 91]

Californien. Nærmere bestemt Yosemite-dalens opkørte turistinferno.
Det er svært at overse El Capitan, der ligger 5 minutter nede af vejen fra Sunnyside Campground (tidligere Camp 4) på vej mod Lower Merced Canyon. Det er en granitvæg på over 1000 meters højde, og den er stort set lodret eller overhængende fra bund til top. Præcis hvor denne væg er højest og mest imponerende går The Nose. 34 lange reblængder, friklatring og artificielt, altid anstrengende og eksponeret. Hårrejsende pendulums og lange off-width riss. Fordelt op over væggen er der et antal hylder, små pusterum og velkomne bivuaker i en vertikal granitørken.

Andre firsts
To år efter Hardings episke nat, i foråret 1960, Iaver Robbins, Fitschen, Frost og Pratt den første sammenhængende bestigning af The Nose, uden fixreb på 7 dage.
Memorial Day, 1975: Klokken er 6 om morgenen og tre rutinerede 'valley locals' binder sig ind under den første reblængde på The Nose, med den sikre overbevisning, at de - som de første - kan klatre ruten på en dag. John Long, 19-årig crack-specialist, fører de første 17 reblængder som hovedsagligt er anstrengende rissklatring. Herefter overtager Billy Westbay, der som solid all-round klatrer, baner vejen gennem den mere intrikate midterdel. Camp 4-guru og stonemaster-boss Jim Bridwell trækker læsset til toppen på de stejle, tekniske riss i den 7 reblængder høje topdiedre.
  Kort efter 9 om aftenen er The Nose reduceret til en simpel dagstur.
  Endags solo af The Nose går til Steve Schneider i 1989 efter flere forsøg og fanatisk fintrimning af hans solo-jumaring system.
  Den seneste - og måske mest bemærkelsesværdige - indsats på ruten er Peter
Croft og Dave Schultz's afslappede træningsdag, hvor de, i foråret '91 som forberedelse til sæsonens link-ups af El Cap ruter, klatrer The Nose på sådan ca. 4 timer og 48 minutter.
  På trods af den moderne friklatreelites mange talenter er The Nose endnu ikke friklatret i sin helhed. Ray Jardine omgår i 1980 de artificielle reblængder omkring Boot Flake og King Swing ved at chippe en 5.11 c variant venstre om. Særdeles kontroversielt og uetisk, som dette nu er (var?), bliver variationen aldrig populær. Stadig tilbage står dog problemer som Great Roof og Hardings afsluttende borboltsstige.

Danske eventyr 
på The Nose tager sin spæde begyndelse i fordret 1980 hvor Niels "Junior" Munksgaard og "Bolt-Ole" Krarup starter deres pilgrimsfærd til The Valley, med det fremsynede håb at klatre El Capitan. Efter en ubekvem, halvvåd nat på Sickle Ledge og morgenstundens endelige selvrangsagelse, erkender Junior og Ole, at en Yosemite big-wall i sandhed er 'way big'.
  Derfor bliver det 1985, for Søren Smidt som den første dansker at klatre The Nose på 4 døgn sammen med amerikaneren Len. Midt i højsæsonens trængsel vælger de to at overnatte på Sickle efter at have klatret de forste 4 reblængder om eftermiddagen. De næste tre bivuakker er på Dolt Tower, under Camp 4 (ikke anbefalelsesva3rdigt), og Camp 6.
  11989 er der to danske bestigninger af The Nose, stadig dog med amerikanske makkere: Undertegnede i maj på 3 døgn og Tobias Kjølsen i oktober på 21/2 døgn efter at have fixet til Sickle.
  Bent Dahl forsøger i maj 1990, men må droppe ideen p.g.a. tidsnød og ustabilt vejr. *Så selve The Nose mangler en ren dansk bestigning (ivrigt også et dansk kvindeligt forsøg..). El Cap som helhed får dog sin første bestigning af et hjemligt reblag i 1990, Peter Harremoës og undertegnede klatrer Dihedral Wall på 5 døgn plus fix.
  The Nose er en af de kun tre ruter på El Capitan som klatres uden hammer, 'clean', d.v.s. kun med brug af kiler og friends. Ingen pitons, ingen nye borebolte. Den eneste grund til, at dette er muligt i dag, er tidligere tiders megen bolteslagning. Dette har udvidet rissene så meget, at små kiler og wirefriends nu passer ind i de mange pin-scars.
(Modermåls-purister må hellere springe det næste afsnit over...)
  De øvrige ca. 60 linier på El Cap er alle super scary, multiday aid-horrors med særdeles sketchy artificiel nailing på hooks, heads, rurps og blades og hvad har vi.... Ruter, der kræver en heft anden mentalitet og psyke (hvad det så end er?) end de tre 'nemme': The Nose, Salathe Wall og West Face.

Gear-beta til Nose
3 reb: førerreb, hejsereb og en stump hjælpereb.
2 fulde sæt friends, evt. med flere ekstra 2'ere.
2 sæt wirekiler, med ekstra # 4,5,6. ' 1 sæt microkiler.
Minimum 50 karabiner.
1 Chouinard hook til King Swing.
Cheater-stick eller boreboftskit (hvis en af Hardings bolte i sidste reblængde endelig svigter! Alternativet er 34 rappeller..).

Årsager til fiasko på The Nose:
Du er for langsom til artificiel klatring og stigearbejde. Prøv at klatre til Sickle som træning. Uden sækkehejsning skulle det ikke tage mere end 4 timer.
  Du bruger for mange kræfter på sækkehejs og jumaring. På papiret simple teknikker, der med garanti bliver totalt uigennemskuelige og kraftberøvende, hvis du ikke har trænet dem i forvejen på en kortere rute.
  Som følge af ovenstående når du ikke den planlagte bivuakhylde og må hænge i selen eller stå i hejsesækken hele natten.
  Dårlig teknik i fist og off-width riss. Sørg for at ha' to friends # 4, som du leapfrog'er og backclean'er. Efterlad aldrig din sidste store friend.
  For lidt vand. Noget går galt, alt tager for lang tid, dagene forsvinder. Vandrationering, dehydrering, kraftesløshed, apati.. Minimum 2 liter per mand per dag. Midt på sommeren meget mere.

Litteratur:
Bigwall climbing (historie/teknik), Doug Scott, Kaye/Ward 1974.
The Vertical World of Yosemite (essay), Galen Rowell m.fl., Wilderness Press, 1973. 
Yosemite Climber (fotobog), George Meyers, Diadem, 1974.
50 Classic Climbs of N. Amerika, Steck & Roper, Diadem, 1979.
Yosemite Climbs (topo), Mayers & Reid, Chockstone Press, 1987.
Climbing Bigwalls (instruktionsbog), Mike Strassman, ICS, 1990.