(Side 1)                     

Side 2                      

Rivet på 15. reblængde.
Rivets er små aluminiumspløkker boret ind i klippen.
Herom lægges en stålwirer, som man derefter hænger i. Stålwireren må IKKE hoppe af !!!

El Capitan ... (fortsat)

Rivets & hooks
Længe inden dalens turister havde fået vækket tjenestepigen, tændt for satellit-TV'et og rullet den kunstige græsmåtte ud foran deres campingvogn, havde Magnus og jeg holdt et overdådigt morgen-complet i det tidlige sollys helt uvidende om det snarlige chok. Roligt nød vi blåbærboller, henkogt dåse frugt og dagens æble. Og til mig et æbleskog, som jeg hver morgen reddede mig, akkurat inden Magnus skulle til at sendte det i dybet. 
-  Michael, synes du ikke vi burde gemme bare én pose M&M's til toppen?" 
-  Hmmmm. Nej!
  Et splitsekund senere sad vi mast op mod klippevæggen. Ren reflekshandling på den skrabende lyd, der alt for hurtigt nærmede sig. Med en margin på to meter fløj en brun papirspose med indehold forbi os og viste, at vores to venner på Early Morning Light tydeligvis havde fået gang i fordøjelsen. 
  For få år siden klarede man sig uden papirsposer, men sportens stigende popularitet gav visse ubehageligheder for efterfølgende klatrere. Vi havde snuppet 20 af de typiske amerikanske supermarkeds-papirsposer, men selv for en erfaren rotte kan det være svært at skulle, når man skal, når der samtidigt skal holdes orden på reb, tøj og masser af udsigt.
-  Ready, Magnus?
-  OK - op eller drop
-  Tindebetvinger eller englevinger
-  Til toppen uden koks eller hjem i en boks
  Over os strakte 15. reblængde sig med en såkaldt rivet-ladder. Rivets er små aluminiumspløkke, som sidder på række over helt glatte vægpartier og forbinder det ene sprækkesystem med det næste. Pløkken stikker en centimeter ud fra klippen og om den hægter man en lille stålwirer, sætter sin fire-trins rebstige i og træder op. Og så fremdeles bevæger man sig støt og roligt op ad spejlblank granit. 
  Problemet var, at førstebestigeren Charlie Porter åbenbart havde meget lange arme. Fra hans sidste pløk og op til den næste sprække var der længere, end jeg nogensinde kunne forestille mig, at mine en-firs ville kunne nå. Fra øverste stigetrin og rædsomt ude af balance famlede jeg grædefærdigt med hænderne over den strukturløse og finkornede granit. Intet!
Og dog: Langt til venstre kunne jeg akkurat lægge hånden på en smal skrånende hylde, som inderst havde en tynd revne. Jeg kunne ikke se den, kun lige få spidsen af en finger ned. Jeg fandt en kile med samme størrelse som fingeren, og i blinde lykkedes det mig akkurat at få den lirket på plads, få det frie stigesæt hægtet i og med udtørret hals, bankende hjerte og et utal af antikverede eder komme op til det fineste lille krystal, hvorpå jeg kunne sætte en skyhook, lille stålkrog, og fra den trække mig den sidste meter ind på standpladsen.

32 liter vand
Vi havde på forhånd regnet med at bruge en uge på væggen og havde medbragt dåsemad til syv dage og vand til otte - ialt 32 liter. 
  Storvægsklatring er facinerende udstyrskrævende. Mere end 100 forskellige sikringskiler er nødvendige for at kunne klare enhver tænkelig sprækkestørrelse og -form. Alle andre klatredicipliner er uhyre vægtfølsomme, men ikke denn. Et effektivt taljesystem til at hejse al medbragt udstyr og proviant betyder, at vægten er (næsten) ligegyldig. De ofte mange dages klatring kan forsødes med alsidig dåsemad, masser af chokoladebars, frugt og ikke at forglemme: En skumgummipolstret ghettoblaster, der let knasende videregav blandt andet Simply Red's 'Come to my aid' (!). Det gav med portaledge, ekstra tøj, klatregrej og soveposer omkring 60 kg i hejsesækken og et herligt kontant arbejde at hejse den efter os 50 meter ad gangen.
  Med Lisa Nilsson og Sade som baggrundsvokalister nød vi i mørket efter sjettedagen vores sidste dåsemad, indtil jeg brød magien.
-  Magnus, vi har faktisk overhovedet ikke tabt noget.
  Hvorefter Magnus slog ud med armene og skubbede sit aluminiumskrus ud over kanten. Nogensinde hørt en blikpotte hoppe ned ad 800 meter stejl granit? Hver gang du tror, at nu er den nede, så - BOING - tager den en tur til.
  Magnus og jeg har kendt hinanden i mange år. Vores samlede "manuskript" for turen kunne stå på en halv A4-side. Men vi havde været effektive. Havde i tavs enighed ædt reblængde efter reblængde, bivuak efter bivuak og ikke så få Blueberry Bagels og Mexican Chilibeans. Da vi på syvendedagen ved to-tiden nåede toppen med fire liter vand og et par Powerbars til overs, var vi enige om, at for vores skyld kunne væggen godt have været et par hundrede meter højere.
  Mange kilometer og endnu flere timer senere gik vi på ømme fødder i stramme klatresko på landevejen i dalbunden langs Merced River. Havde jeg arrogant nedgjort El Cap ved første øjekast, og havde jeg overbevist mig selv om, at jeg tydeligt kunne overskue ruteforløbet alle syv dage, så havde intet forberedt mig på det syn, der pludselig dukkede frem i et vejsving:
Belyst bagfra i det sidste aftenlys rejste storvæggen sig med en altoverskyggende og truende magt. Magnus og jeg stod midt på vejen med nakken tilbage og åben mund. El Cap var på få øjeblikke vokset fra én kilometer til ti mil, og det var aldeles og fuldstændigt ubegribeligt, at vi havde levet og bevæget os rundt deroppe få timer tidligere.


Se flere billeder under Galleriet \ Klatring \ Yosemite