Side 1                     

(Side 2)                     

Billeder                    
                    






El Cap fotograferet fra Lower Cathedral Rock. Nose er grænsen mellem lys og skygge, og Mescalito  går midt i den lyse væg. 
Portaledge-bivuakkerne er omtrentligt placeret.

El Capitan
Yosemite, 1994

"He moves in space with minimum vaste and maximum joy..."
Sade; fra den skumgummi-indpakkede ghettoblaster, El Capitan.


Bigwalls er klippevægge så store, at en klatrer bliver en lille smule bekymret, når han står under en. Fordi han véd, at fra nu af er det hårdt arbejde. Fordi han ved, at han aldrig vil kunne nå op på bare én dag. Bigwalls er klatresportens etapeløb, hvor dag afløser dag på en snørklet rute i et lodret landskab. Og en indendørs klatrevæg er omtrent lige så god træning til den tusinde meter høje El Capitan-klippe i Californien som en kondicykel er til Tour de France.

Point of No Return
De bedste storvægge består af granit, en finkornet kompakt bjergart, der giver strukturfattige flader med lange jævne sprækker kaldet cracks. Det er disse, der er vejen mod toppen, men fordi ruterne er lange og væggen glat, ser man stort på friklatresportens etik om kun at gribe klippens naturlige greb og aldrig om en sikring. På storvægge må man, hvis man vil, holde, hive og stå på alt: Man klatrer "artificielt" som det hedder.
  Storvægsklatring er essensen af klippeklatring. Rutefinding i et ocean af kompakt utilnærmelig granit. Organisering af kaotiske mængder reb, sikringsudstyr, hængekøjer, dåsemad og shitbags. Og ind imellem bevægelser fra greb til greb, fra trin til trin i en lodret ballet, koreograferet af naturen og nedskrevet hård klippe. Men det helt unikke i storvægsklatring kan bedst beskrives med det engelske ord commitment - at være engageret: I modsætning til et maratonløb kan man i klatring ikke bare stoppe op og tage linie 14 hjem. De fleste storvægge har et "point of no return", hvorfra man på grund af væggens stejlhed ikke længere kan komme ned igen. Man er committed og den nærmeste vej ned er op!

El Capitan, Yosemite.
Måske var jeg arrogant. Men da jeg som eneste passager i den gigantiske amerikanske bus med næsen fladtrykt mod ruden fik mit første glimt af El Capitan - The Big Stone - blev jeg hverken fyldt med overraskelse eller benovelse.
  For den kunne jo overskues, som den lå dér på den anden side af El Cap Meadow, og så fa'ens stor var den nu heller ikke. Dér var Westface, dér North America Wall og lige deroppe - 3000 fod over træerne - toppen på "The Nose", den mest berømte klippeklatrerute i verden.
Yosemite National Park i de californiske Sierra Nevada-bjerge er klippeklatrernes sande Mekka. Her findes alt fra to meter høje klatreblokke til de vanskeligste friklatringsruter. Men det er dalens lodrette granitsider, storvæggene, der gør dalen unik, og det er herfra at de sejlivede minder opstår.
  Planen var i sin enkelthed at styre direkte fra San Francisco Lufthavn til The Valley, hælde en masse grej, mad, vandflasker og bivuakudstyr i en stor hejsesæk, og med Magnus Nilsson fra Malmö gå i infight med ruten "Mescalito" på El Capitan. Klatret første gang i 1973; stejl, direkte og 1000 meter høj. Og, hvilket ikke er uden betydning, ubesteget af danske såvel som svenske klatrere.
  Teknikken til at bestige storvægge er ikke væsentligt forskellig fra almindelig klatreteknik (se Men's Health, april 2001): To klatrere er forbundet med 50 m reb. Den øverste klatrer - førstemanden - følger en sprække i klippen, hvori han placerer sikringskiler med passende afstand. I friklatringen, hvor det er klippens fremspring, der klatres på, vil det sige med ca. 2 - 4 meters afstand. Men i artificiel klatring, hvor hver sikringskile bruges til at hive sig op med eller til at stå på, er afstanden blot 0.5 - 1 m. Rebet fæstes løbende til alle sikringerne via karabinhager, og skulle klatreren styrte, strammes rebet ned til andenmanden. Han stopper rebet med en rebbremse, og styrtet begrænses til det dobbelte af afstanden, som førstemanden har ned til sin øverste sikring. Efter 50 m klatring fæster førstemanden sig til klippen i en såkaldt standplads og sikrer andenmanden med en tilsvarende rebbremse. På vejen op tager andenmanden alle sikringer med sig, og på standpladsen byttes rollerne. 

"Some guys have all the luck"
tænkte jeg, og slængte mig dovent tilbage i min hængende sikringsstol (lavet af et gammelt spækbræt) 200 meter oppe ad Mescalito-ruten på El Cap's sydøstvæg. Magnus svedte langt under mig, mens han på rebklemmer forsøgte at få mine nervøst overbankede sikringer ud af det overhængende crack. Et kobbel sultne vandrefalke, der havde deres reder i Atlantic Ocean Wall, patruljerede hen langs væggen på jagt efter svaler. Nu og da havde de held til med et styrtdyk eller et rasende skarpt loop at fange en skrigende svale luften. 
  Pludselig greb vinden en af mine sokker, som jeg lidt for skødesløst havde hængt i standpladsen, og bar den op og ud, men ikke længe: En af falkene besluttede sig til at undersøge, om en snusket hvid svale smagte bedre end en af de sædvanlige sorte og fangede den i en skarp klo. For øjeblikket efter at smide den fra sig i foragt. 
Det er åbenbart de kødædende dyrs paradis. Da vi startede fra bivuakken på jorden om morgenen, måtte Magnus med forsigtighed jage en sovende klapperslange ud af sin solkasket, inden han kunne tage den på.
  Klatringen var fantastisk med lange kontinuerte sprækker, der taknemmeligt tog imod sikringskiler, ekspanderbare "friends" og i ny og næ en stålbolt. Rundt om os var vi omgivet af uendelige overhængende oceaner af ubrudt og utilgængelig granit, som gav os en injektion af det narkotikum, som vi var rejst lige netop hertil for at få fat i: Eksponering. 
Eller på dansk: Luft under skosålerne!

Regn
Vi var ikke alene på væggen. Til venstre for os på ruten "Early Morning Light", som krydser vores rute efter 300 m, havde vi to unge fyre, der tilsyneladende kun var enige om få ting: At deres hejsesæk var "fucking shitty heavy "og makkeren "a fucking shitty asshole". 100 m under os og ligeledes på "Early Morning Light" klatrede to andre amerikanere, som begejstret havde hilst på os ved foden af væggen
-  Wauw, man! We must have a real bigwall feast when we cross each other up there! sagde Joe, der havde klatret El Cap et par gange. Han fortalte entusiastisk om, hvor vigtigt det var at have psykisk udholdenhed på vægge som disse. Lige nu havde de dog visse problemer. 
-  Do you think it'll start raining? råbte Joe op til mig. 
  For ikke at bringe negative tanker i omløb, råbte jeg bare: 
-  Yes! 
  Øjeblikket efter begyndte de at rigge abseil til, og de næste timer så vi dem i vanvittige pendulmanøvrer forsøge at komme ned over den stærkt overhængende startvæg. Med ringe held. Men tilsyneladende var deres vejrfrygt velbegrundet: På dalens modsatte side piskede regnen ned og de første dråber begyndte at falde, mens vi pakkede Magnus' tomands portaledge/hængetelt ud. 
  I bigwall-klatringens pionértid søgte klatrerne ruter med naturlige klippehylder. Senere gik man ud på de ubrudte vægge og medbragte almindelige hængekøjer. Men alle, der har ligget op ad en væg i hængekøje véd, at det er ukomfortabelt. Så nu er der konstrueret kunstige hylder, portaledges, hvor en aluminiumsramme er udspændt med nylondug og ophængt i 6 stropper i et enkelt punkt. Magnus og jeg havde tørtrænet i et træ nede i lejren, men vi var ikke frie for en let anspændt atmosfære, når de stadig højere tordenskrald blandede sig med klingende skånsk:
-  Nej, Michael! Du får INTE dra i den slinga!
  Men hvad er bedre end at ligge i en næsten tør sovepose i et næsten tæt telt, mens regnen i timevis tordner ned udenfor, og der er 400 meter fri luft under røven?

... artiklen fortsætter på side 2

Se flere billeder under Galleriet \ Klatring \ Yosemite